Annonce

24. februar 2005 - 13:25

Masseprotest mod Bush-besøg

George W. Bush startede sin Europa-rundrejse i Belgiens hovedstad Bruxelles i tirsdags. Her hyldede han Nato som den »succesrigeste alliance i verdenshistorien«. Han udviste fuld tilfredshed over, at samtlige 25 Nato-lande nu aktivt deltager i militære uddannelsesprogrammer i Irak.

»Det største bidrag er altid, når et land sender sine folk i kamp og de dør i denne kamp«, udtalte han i denne forbindelse.

Europa og USA sammen

Formålet med Bush’s Europabesøg er at aflaste USA for det økonomiske og politiske pres, der er opstået som følge af krigen imod Irak. USA ønsker derfor en fornyet rollefordeling med Europa.

Dette blev understreget af hans opfordring til at bilægge uenighederne omkring Irak-krigen til fordel for fælles fredsbestræbelser i hele Mellemøsten.

Han pointerede USA’s politiske vilje til en fælles fremgangsmåde i fremtiden, idet han sagde:

»Lad os starte en ny periode i det transatlantiske fællesskab« og »ingen magt i verden kan nogensinde adskille os fra hinanden«.

Efter Bush’s statsvisit i Bruxelles ankom han onsdag den 23. februar til den lille Rhinmetropol Mainz.

10.000 politifolk var udstationeret for at garantere den afslappede stemning. Mainz blev udvalgt som mødestedet fremfor Berlin for at undgå de store, uregerlige demonstrationer imod den amerikanske præsident.

De tyske socialdemokrater ville under ingen omstændigheder igen udsætte Bush for så heftige protester fra titusinder vrede anti-krigsdemonstranter som ved hans sidste Berlin-besøg i maj 2002, hvor politiet i visse dele af byen ikke længere kunne garantere for præsidentens sikkerhed.

En spøgelseby

Området i og omkring byen Mainz lignede i går en militærøvelse i undtagelsestilstand. Således var motorveje fra og til Mainz blevet lukket og enhver flytrafik omkring Mainz og Frankfurt var i perioder indstillet. Mere end 100 flyafgange måtte helt aflyses.

Mange indbyggere fra Mainz har protesteret mod, at myndighederne i forbindelse med Bush-besøget har lukket forretninger i bykernen, afmonteret postkasserne og indført legitimationstvang i indre by og lignende.

Mainz’ indre by lignede i onsdags en grønt uniformeret spøgelsesby, befolket af tusinder af politifolk – kun de store limousiner med politikerne kørte med stor hast gennem gaderne.

Chikaner og censur mod protester

Især demonstranterne i Mainz blev udsat for politichikane og indgreb i deres ytringsfrihed. Foruden timelange visitationsprocedurer, censurerede politifolk systematisk teksterne på de medbragte transperanter. Ord som »Stop Bush« blev simpelthen sprayet over eller klippet ud af bannerstoffet af politifolk.

Over 12.000 demonstranter klarede at passere de mange kontrol- og politiposter og demonstrerede i byens udkant imod Bush-regeringens krigspolitik. Lignende protester fandt sted i mindst 50 andre tyske byer.

Efter topmødet aflagde Bush et besøg på en amerikansk militærbase i området og blev hyldet for sine militærpolitiske operationer.

Næste stop på Bush’s turné er mødet med Ruslands præsident Putin.

Alfred Lang/autonom infoservice

Bush Not Welcome Initiativets hjemmeside (på tysk)

Bush Alarm, mobiliseringsside på tysk

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce