Grædende og bedende blev den 56-årige kvindelige journalist i går udstillet for alverden på en videooptagelse indleveret til et internationalt nyhedsbureau i Bagdad.
På optagelserne fortæller Giuliana Sgrena om de forbrydelser, besættelsesmagten udsætter den irakiske befolkning for, og trygler derefter både sin partner og de italienske krigsmodstandere om at gøre, hvad de kan for at redde hendes liv.
– Jeg beder alle, enhver der har stemt med mig mod krigen, mod besættelsen, om at hjælpe mig, disse mennesker skal ikke lide mere…hjælp mig, ingen bør tage til Irak mere, ikke engang journalister, lyder det blandt andet fra den åbenlyst desperate journalist.
»Mujahedinere uden grænser«
I modsætning til flere andre gidsler, der har været udstillet på video, er Giuliana Sgrena hverken omgivet af bevæbnede mænd eller iklædt fangedragt. Kun en graffiti med teksten »Mujahedinere uden grænser« ses på væggen i baggrunden.
En redaktør fra den kommunistiske avis Il Manifesto udtaler til den britiske avis The Independent:
– Den første del af det hun siger om kvinder og børn, der bliver såret af klyngebomber, lyder præcis som hende – det er den slags, hun skriver om. Men så rettede hun en appel til sin partner, og det lød underligt, som om hun er blevet indoktrineret. Og selvfølgelig, det med at trække tropperne ud er, hvad ethvert gidsel har sagt. Med Berlusconis regering er det åbenlyst, at det ikke kommer til at ske.
Italien har 3.200 soldater i Irak, og videoen blev offentliggjort samtidig med en debat i det italienske parlament om den fortsatte tilstedeværelse af italienske besættelsestropper. Flere italienske gidsler er blevet myrdet i Irak, mens andre er blevet løsladt.
Meget tyder på, at Berlusconis regering har indledt forhandlinger med Giuliana Sgrenas gidseltagere.
Af Martin Lindblom/Monsun
Se gennemgang af sagen hos Journalister uden Grænser (engelsk)
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96