Foto: Den 30-årige iranske asylsøger Jalil transporteres på båre ud fra asylcentret Kongelunden. Jalil havde forsøgt at begå selvmord og sultestrejket i ti dage for at undgå hjemsendelse. Som en undtagelse fik Jalil opholdstilladelse af humanitære årsager. Foto: Brian Berg/Monsun
Shama Youssef:
– Jeg er 50 år, og har været i Danmark i fire år og fem måneder. Jeg er sammen med min mand, som er 65 år. Vi har fået afslag på asyl, selvom vi er ældre, og har en datter, som har fået asyl i Danmark. Nu er vi sat på madrations-ordning.
Tuna Adishle:
– Jeg er 35 år og jeg har søgt asyl i Danmark med mine tre børn. Vi har været her i to år. Jeg flygtede, fordi min mand ville slå mig ihjel. Han er meget stærkt troende muslim. Han vil slå mig ihjel, hvis vi kommer tilbage til Irak. Jeg er på madrations-ordning.
Soud Ous:
– Jeg er 70 år, og jeg har været i Danmark i tre et halvt år. Jeg er alene. Min mand er død i Irak. Jeg har ikke nogen børn tilbage i Irak. Jeg har en datter, men jeg ved ikke, hvor i verden hun er. Jeg har en søn, som bor i Danmark. Jeg har sukkersyge, og er på madrations-ordning.
Sanna Jusif:
– Jeg er 43 år og har været i Danmark i et år og tre måneder. Min mand har været her i fire år. Han var fængslet mange gange i Irak, og det irakiske politi sagde, at jeg ikke måtte blive i Irak. Vi har tre børn. Jeg er på madrations-ordning.
Raida Mikha:
– Jeg er 29 år, jeg er her sammen med min mand og mine to børn. Jeg har været i Danmark i tre et halvt år. Jeg flygtede til Danmark, fordi jeg havde en lille dreng, som blev slået ihjel. Vi har det dårligt, fordi vi skal bo på Avnstrup Centeret, og jeg er også på madrations-ordningen.
Gonnr Alikarimagha:
– Jeg er 45 år, og jeg har været i Danmark i to år. Jeg er her sammen med min datter på 13 år, som er handicappet og sidder i rullestol. Min mand døde i Irak for flere år siden. Nu er vi på madrations-ordning, selvom min datter er handicappet. Hun skal have speciallavede sko; sidst vi fik et par sko til hende er to år siden, men hendes fødder vokser jo, og vi får ingen hjælp til at købe nye sko.
Nour Kaffi:
– Jeg er 24 år, og jeg har været i Danmark i tre et halvt år. Jeg kom hertil, fordi jeg blev gift her, men så døde min mand, og så fik jeg afslag på at blive. Nu er jeg på madrations-ordning.
De syv irakiske kvinder, der her fortæller deres historier, bor alle sammen på flygtningecentret Avnstrup ved Roskilde. Her er det dem forbudt at arbejde og uddanne sig. De har fået afslag på asyl og skal sendes til Irak. Men det nægter de.
For nogle af kvinderne er det frygten for deres liv, der holder dem i en begivenhedsløs og deprimerende tilværelse i Avnstrupcentret. For andre er det frygten for sulten, fattigdommen og ensomheden i et land, hvor de intet har.
Du kan finde flere historier hos Støttekredsen for Flygtninge i Fare.
Madpakker dækker ikke behov
Bente Rich, der er speciallæge i børne- og ungdomspsykiatri fortalte i denne måned til Kirkens Korshærs blad om de »motivationsfremmende foranstaltninger«, som madrations-ordningen kaldes i lovsprog.
»Værst er det, når de kommer på madkasseordning. Det sker, når de har fået afslag på asyl og på humanitær opholdstilladelse. Så bliver de kaldt ind til politiet, hvor de skal skrive under på, at de vil medvirke ved udrejsen. Og det er der mange, som ikke tør, og derfor nægter de at skrive under.«
»Så bliver de sat på madkasseordning. Det vil sige, at der udleveres en madration til hver familie 14 dage ad gangen. Indholdet af disse »madpakker« er noget, som andre har planlagt. Madeksperter på Landbohøjskolen har fortalt, hvad der bør være i en sådan ration, for at man kan bevare helbredet.«
Madpakken består i, at fratage alle kontante ydelser og i stedet udlevering af en kasse med frostvarer og dåsemad samt to ruller toiletpapir hver 14. dag.
For en psykiater er umyndiggørelsen et væsentligt problem ved ordningen. Bente Rich siger:
»Det, som især gør disse madkasseordninger til så stor en belastning, er, at man fratager familien den sidste omsorgsfunktion, den sidste måde, hvorpå man kan vise hinanden kærlighed, ved at lave maden og tilberede den sådan som man ved, at familien gerne vil have det. Desuden får man udleveret nogle hygiejne-artikler og vaskepuljer til minimal fornødenhed. Nogen gange dækker det slet ikke behovet.«
Motivationsfremmende fængsel
Ventetiden i spartanske og meget trange omgivelser påvirker selvsagt børn og voksne. Bente Rich siger:
»Jeg ser, at forældre bliver mere og mere medtagne, fordi de er pressede. Jeg ser, at børn ikke udvikler sig, som de ville have gjort, hvis de levede under bedre forhold. (...) Det psykiske helbred nedbrydes under ventetiden. Angsten gør dem til krøblinge.«
Hvis madrations-ordningen ikke fungerer, det vil sige får den afviste irakiske kvinde til at flytte hjem, er der stadig muligheder for andre »motivationsfremmende foranstaltninger«.
Bente Rich forklarer konsekvenserne i Kirkens Korshærs’ blad:
»Når man har været på madkasseordning længe nok, og man stadig ikke har underskrevet erklæringen, så bliver man atter indkaldt til politiet, og hvis man så fortsat nægter, får man at vide, at man bliver sendt til Sandholm i Nordsjælland eller til Avnstrup ved Lejre, på det, som kaldes Cafeteria-ordningen.«
Her udleveres spisebilletter til tre daglige måltider, hvilket er en yderligere indskrænkning af flygtningenes råderum, og afstedkommer mængder af konfrontationer på grund af den pressede situation.
Bente Rich beskriver det med ordene:
»Det er den totale magtesløshed. Det er en trussel uden sidestykke at skulle til Sandholm eller Avnstrup. Det er de bange for. Nogen forsøger at begå selvmord.«
Sidste »motivationsfremmmende foranstaltning« er anbringelse på den lukkede afdeling i Sandholmlejren. Det er et fængsel.
For rige til de fattige
Danmark er et af verdens rigeste lande. På World Economic Forums statistik over konkurrenceevnen i verdens lande optræder Danmark på en 5. plads.
På FNs »Human Development Report«, der opgør landene efter deres uddannelsesmæssige, sundhedsmæssige, sociale og økonomiske niveau, er Danmark på en 14. plads. Irak er – ifølge tallene fra 2002 – på en 127. plads.
FN har en anden statistik, en mere generel af slagsen, som fremhæves som »vigtig«:
– De industrialiserede lande, med 19 procent af verdens befolkning, tegner sig for 71 procent af verdenshandelen med varer og tjenesteydelser, 58 procent af udenlandske direkte investeringer og 91 procent af alle Internet-brugere.
– Verdens 200 rigeste mennesker mere end fordoblede deres nettoformue i de fire år før 1998 til over en billion dollars. De tre rigeste milliardærer besidder i alt værdier, der overstiger det samlede bruttonationalprodukt i alle de mindst udviklede lande med en befolkning på 600 millioner mennesker.
Se flere globalisering statistikker fra FN (på dansk)
Fattigdom er stadig ikke gyldigt grundlag for at få asyl i et af verdens rige lande. Og flugt fra sult, krig og tortur er absolut ingen garanti for ophold i et fredeligt land.
Af Linda Hansen/Monsun
Amnesty International Danmark: »Giv afviste irakere midlertidig opholdstilladelse«
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96