Annonce

27. januar 2005 - 14:39

»Mit freundlichen Grüßen – Pia Kjærsgaard«

Folkeskolelærere må kun tale dansk til eleverne, og alle offentlige dokumenter skal kun stå på dansk. Dansk Folkeparti skraber bunden i et nyt forslag til en særlig sproglov, det skal »beskytte det danske sprog«.

På partiets egen hjemmeside præsenteres DF’s holdninger imidlertid på hele ti sprog: engelsk, spansk, tysk, fransk, russisk, italiensk, svensk, arabisk, tyrkisk og hebræisk. Men det er slet ikke det samme, siger Dansk Folkepartis udlændingeordfører, Peter Skaarup.

– Det har ikke noget at gøre med vores aktuelle forslag. De mange sprog på vores hjemmeside er af hensyn til, at folk i udlandet kan følge med, forklarer Skaarup fantasifuldt til Danmarks Radio.

Gælder kun »offensiv kommunikation«

Men da partiet i november 2003 indførte de ti sprog på hjemmesiden, var forklaringen fra partiets pressechef, Søren Espersen, en ganske anden:

– Der er borgere i Danmark, som kun taler arabisk eller tyrkisk. Nu kan de på deres eget sprog læse, hvad vi egentlig mener, sagde Espersen dengang til Kristeligt Dagblad.

Til Modkraft.dk oplyser Peter Skaarup, at lovforlaget kun gælder »den offensive kommunikation« fra de offentlige myndigheder, for eksempel når der sendes ting ud til befolkningen eller annonceres offentligt.

Hjemmesider skal derfor være undtaget i sprogloven, så Folketingets hjemmeside, der præsenteres på både engelsk, fransk og tysk, går altså fri.

Ifølge TV2 vil kulturminister Brian Mikkelsen (K), som i givet fald ville have ansvaret for en sådan sproglov, ikke kommentere forslaget, før han selv har studeret det.

Af Martin Lindblom/Monsun

Se artikel hos DR

Se Tidsskriftcentrets emnelister om Folketingsvalget 2005

Se Modkrafts link-tema om Folketingsvalget 2005

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce