Walden Bello, globaliseringskritiker, filippinsk økonom og en fremtrædende person i den anti-kapitalistiske bevægelse, risikerer sammen med 13 andre »kontrarevolutionære« at blive henrettet, fordi de er i ledtog med USA-imperialismen. I hvert fald hvis det står til det maoistiske filippinske kommunistparti (CPP), der har offentliggjort en liste med 14 navne på de kontrarevolutionære – hvoraf to allerede er blevet likvideret, mens en tredje er gået under jorden.
»Imperialistisk sammensværgelse«
CPP er den parlamentariske del af det maoistiske New Peoples Army, der blev stiftet i 1969 med det formål at omstyrte den filippinske regering gennem væbnet kamp. Listen over kontrarevolutionære – der blandt andre omfatter Etta Rosales, som er leder af en filippinsk menneskerettighedskomité – blev optrykt i decembernummeret af CPP’s partiavis Ang Bayan.
Ifølge kritikerne af CPP er sådanne opgørelser over »klassefjender« det samme som en opfordring til at dræbe de pågældende. I en offentlig appel til CPP om at slette deres liste, hedder det således:
»For folk med kendskab til CPP’s, og dets militære gren New People’s Army, historie og handlinger, er budskabet til Walden og de øvrige på listen over kontrarevolutionære ikke til at misforstå:
I er over stregen. I er »klassefjender«, der skal elimineres, det eneste tilbageværende spørgsmål er hvor og hvornår partiet vil udføre henrettelsen«.
Walden Bello er leder af Focus on Global South, en globaliseringskritisk organisation med hovedsæde på Chulalongkorn Universitetet i Bangkok. Han har tidligere fået tildelt Right Livelihood prisen, bedre kendt som den alternative Nobel-pris, han skrevet adskillige bøger der kritiserer den amerikanske imperialisme og den finansielle globalisering, og han har talt flere gange på både Verdens Sociale Forum og Europas Sociale Forum.
Alligevel beskrives han af CPP som en kontrarevolutionær klassefjende. Den anti-kapitalistiske bevægelse, der opstod i Seattle i 1999, og dengang var med til at stoppe verdenshandelsorganisationen WTO’s topmøde, beskrives af CPP som en »front for den globale kapitalisme«.
De sociale fora går heller ikke fri af CPP’s kritik: Verdens Sociale Forum i Porto Alegre og Porto Alegre Charteret beskrives af CPP som en »imperialistisk sammensværgelse«.
Focus on Global South har udsendt en appel til CPP om at slette Walden Bello og andre aktivister fra dødslisten.
Af Klaus B. Jensen/Socialistisk Arbejderavis
Læs appellen fra Focus on Global South
Se artiklen i CPP’s avis med listen over kontrarevolutionære
Læs indlæg af Walden Bello på Kontradoxa
Læs artikel om Walden Bello på Ibis.dk
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96