Annonce

5. december 2004 - 3:47

Tabstal i Irak manipuleres

Ifølge den mediekritiske amerikanske organisation Fairness & Accuracy in Reporting (Fair) er flere store amerikanske medier med avisen New York Times i spidsen i gang med at »omskrive historien om Falluja«.

Det drejer sig om den historiske gengivelse af begivenhederne under invasionen af byen i april 2004, der endte med, at de amerikanske styrker trak sig tilbage efter omfattende civile tab.

Disse veldokumenterede tab omtales nu konsekvent som »ubekræftede«, selvom både byens hospitalsvæsen, uafhængige menneskeretsorganisationer og andre udenlandske journalister på stedet i detaljer rapporterede om hundredvis af dræbte civile mænd, kvinder og børn.

»Ubekræftede rapporter«

Et aktuelt eksempel fra New York Times stammer fra en artikel den 8. november i år:

»I april rykkede amerikanske styrker frem mod bymidten, da et folkeligt oprør brød ud i flere irakiske byer. Vrede, der mest blev næret af ubekræftede rapporter om store civile tab, tvang amerikanerne til at trække sig tilbage. Amerikanske officerer opfattede rapporterne som oppustede, men det var umuligt selvstændigt at afgøre, hvor mange civile, der var blevet dræbt«.

Lignende artikler i avisen fra den 9. og 15. november gentager påstanden om »ubekræftede rapporter om store civile tab«.

Men lederen af Fallujas hospital, Dr. Rafie al-Issawi, har gentagne gange oplyst, at mere end 600 civile blev dræbt under april-invasionen. Dette tal steg med yderligere 200, da belejringen blev ophævet, og det blev muligt for de enkelte familier at registrere deres døde. Ifølge al-Issawi var mere end 300 af de dræbte kvinder og børn.

Samtidig kunne journalister fra Associated Press fortælle om »to fodboldbaner, der var omdannet til gravpladser med hundreder af nyligt gravede grave mærket med træplanker med navne på; nogle med kvindenavne samt særligt mærkede børnegrave. På en af gravpladser fik en AP reporter at vide af en frivillig graver, at mere end 300 mennesker var blevet begravet der«.

Også uafhængige grupper som den engelsk baserede Iraqi Body Count og den amerikanske Human Rights Watch rapporterede på baggrund af interviews med flygtede indbyggere om hundredvis af dræbte civile.

Og selv hvis man holder sig til de officielle tal fra sundhedsministeriet under den amerikansk indsatte irakiske regering – 271 dræbte, heraf 52 kvinder og børn – stiller det New York Times gentagne omtale af »ubekræftede civile tab« i et kritisabelt lys.

Informationskrigen skal vindes

Organisationen Fairness & Accuracy in Reporting konkluderer i deres rapport, at »hvis en del af »informationskrigen« betyder at overbevise amerikanerne om, at civile ikke er ofre for Falluja-invasionen, så har New York Times stillet sig på Pentagons side«.

New York Times forsvarer sig med, at alt hvad der »ikke kan bekræftes med numerisk præcision i det store og hele kan kaldes ubekræftet, skriver Fair. Alligevel har avisen gengivet en række uklare beregninger fra den amerikanske hær af, hvor mange oprørere, der befandt sig Falluja, og hvor mange civile, der var flygtet. Disse beregninger bar på ingen måde præg af »numerisk præcision«, men det fik ikke avisen til at omtale dem som » ubekræftede«, påpeger Fair.

Og den amerikanske hærs informationsstrategi bliver tilsyneladende bakket op af avisen. Da amerikanerne bombede et sygehus i det centrale Falluja, forklarede New York Times bombningen med, at »den amerikanske hær troede, at (sygehuset) var kilden til rygter om svære tab«, og skriver videre:

»Denne gang har den amerikanske hære tænkt sig at vinde deres egen informationskrig for at modvirke eller knuse det, der har været oprørernes mest potente våben«, nemlig billeder af civile ofre.

Ifølge Iraqi Body Count har den amerikansk ledede invasion af Irak kostet mellem 14.619 og 16.804 civile irakere livet.

30.000 sårede amerikanere

Men det er ikke kun de irakiske civile tabstal, der er et problem for Pentagon. Også det stigende antal dræbte og sårede amerikanske soldater volder propagandaen problemer.

Senest har magasinet 60 Minutes på den amerikanske nyhedskanal CBS afsløret, at antallet af kvæstede amerikanske soldater i Irak er sat kunstigt lavt, idet de officielle opgørelser udelukkende omhandler de soldater, der er blevet såret i direkte kamphandlinger.

Det seneste officielle tal lyder således på 9.552 sårede amerikanske soldater, men ifølge CBS kan tallet være op til tre gange så stort.

I en reportage den 21. november bringer 60 Minutes interviews med flere hårdt sårede amerikanske soldater, der ikke figurer i de officielle tal, fordi deres kvæstelser er såkaldte ikke-fjendtlige skader. Disse skader omfatter alt fra psykiske lidelser til voldsomme fysiske kvæstelser, som soldaterne har pådraget sig uden for deciderede kamphandlinger.

Selvom mange af de soldater, der evakueres på grund af skader ikke lider af noget særligt alvorligt, er det kun 20 procent af dem, der vender tilbage til deres delinger i Irak, oplyser CBS.

Men hvor mange af disse ikke-fjendtligt skadede soldater, der egentlig er tale om, nægter Pentagon at tale om.

Vietnam-syndromet truer

Ifølge militæranalytikeren John Pike fra organisationen GlobalSecurity.org er det meget svært at regne ud, men til CBS programmet vurderer han, at det reelle tal ligger et sted mellem 20.000 og 30.000 sårede.

Den udregning tager udgangspunkt i militærets egen definition af en såret, nemlig enhver, som »organisationen har mistet«.

John Pike mener hverken, at der er tale om et tilfælde eller et uheld, når de militære rapporter undlader at omtale de mange sårede:

– Jeg tror, at Pentagon er bange for at miste den offentlige opbakning til denne krig, på samme måde som de mistede den offentlige opbakning til Vietnamkrigen tilbage i 1960’erne. Og at minimere de åbenbare omkostninger ved krigen, tror jeg, er én af måderne, de forsøger at opretholde den offentlige støtte herhjemme, siger han til 60 Minutes.

Det amerikanske forsvarsministerium benægter hårdnakket enhver tale om, at antallet af kvæstede soldater holdes kunstigt lavt.

Ifølge de officielle rapporter er 1.268 amerikanske soldater blevet dræbt siden krigen startede den 19. marts 2003. Af disse er 997 angiveligt dræbt i kamp.

Af Martin Lindblom/Monsun

Besøg Fairness & Accuracy in Reporting (Fair)

Læs reportagen »Iraq: The Uncounted« hos CBS

Besøg Human Rights Watch

Besøg Iraqi Body Count

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce