Selvom der kun var 13 mennesker, der overværede koncerten med det norske hiphop-band Gatas Parlament den 24. oktober i Ytrebygda lidt uden for Bergen, blev det alligevel en af bandets mest omtalte.
Denne dag offentliggjorde de politiske rappere nemlig en særdeles omstridt kampagne under overskriften »Kan nogen skyde denne mand?«, og så et billede af den amerikanske præsident George W. Bush.
Kampagnen, der kører på hjemmesiden www.killhim.nu, har til formål at indsamle tilstrækkeligt mange penge, der skal gå til en dusør til den, deer pløkker USA’s præsident ned. Og det er ikke lige populært i alle kredse.
– Det er altid alvorligt, når nogen truer præsidentens liv. Jeg har aldrig hørt om lignende kampagner. Hvis nogen fremsatte lignende trusler i USA, ville Secret Setvice blive sat på sagen, udtaler pressetalskvinden Kathy Perez fra den amerikanske ambassade i Norge til bladet Fanaposten.
Og ifølge politiadvokat Hjort Kraby kan truslerne mod præsidentens liv straffes med fængsel op til 12 år.
– Sådan må straffeloven tolkes i den forbindelse, når der er tale om trusler mod et statsoverhovede, udtaler politiadvokaten til norsk presse.
Politiet lukker hjemmeside
På den kontroversielle kampagneside oplyser initiativtagerne, at »Killhim.nu er en tværpolitisk, ikkereligiøs aktion, som arbejder på at samle penge ind til en dusør for at skyde George W. Bush«.
Kampagnen opfattes som en radikal opfølgning på en anden norsk kampagne – tellhim.nu – der i sommerens løb samlede penge ind til en anti-Bushannonce i Washington Post.
Ifølge Don Martin fra Gatas Parlament er der endnu ikke kommet mange penge ind til formålet:
– Nogle få tusinde, måske. Vi prøver at finde en sikker bank som ikke lukker kontoen, siger han til Bergensavisen.
Ifølge rapperne er det »alt for uproblematisk at være verdens dominerende despot. Det er urimeligt, at lederen for tidernes største voldsapparat skal sove trygt om natten, mens millioner af mennesker, der ikke har gjort en flue fortræd, dagligt bliver udsat for vold og det, der er værre«.
Selvom gruppen erklærer sig som modstandere af vold, mener de, at mord på Bush er at regne som selvforsvar. »Det er det eneste fornuftige at gøre«, skriver de på den originale kampagneside killhim.nu.
Siden den 19. oktober er hjemmesiden blevet lukket af politiet fem-seks gange, men hver gang har initiativtagerne fundet nye web-veje og flyttet siden ud af landet.
Det er ikke sjovt!
Mens myndighederne således tager dusørkampagnen meget alvorligt, ryster rapperne på hovedet. Hele molevitten skal nemlig bare opfattes som en slags parodi, skriver journalisten Mode Steinkjer i en kommentar til Dagsavisen.
»Ingen med fornuften i behold kan tro, at en gruppe som forfægter humanistiske og demokratiske værdier, for alvor mener, at løsningen er at skyde landets præsident. At sige det, er derimod Gatas Parlaments eget sprog«, mener han.
Ifølge ambassadens talskvinde er gruppen imidlertid gået langt over stregen for, hvad der er morsomt, hvis de slet ikke mener truslerne alvorligt.
Svaret fra rapperne selv er tvetydigt:
– Dette er både for sjov og lidt alvorligt ment, siger Don Martin til Bergensavisen.
– Bush er en krigsforbryder, som bruger USA som voldsapparat. Han og hans familie må stoppes. Deres blodlinie kan ikke fortsætte.
Af Martin Lindblom/Monsun
Se kampagnevideoen »Antiamerikansk dans« feat. den svenske rapper Promoe
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96