Annonce

2. december 2004 - 15:06

Kampen om kvoterne

Med et underholdene mix af gangsterfilm, koldkrigsfortællinger, vittige komedier og kunstfilm modtager sydkoreanske film priser på diverse filmfestivaler og kommerciel succes derhjemme, rundt omkring i Asien, og tiltagende i resten af verden.

Således vælger mere end hver anden sydkoreansk biografgænger i øjeblikket at indløse billet til en hjemlig produktion, hvilket er den højeste andel i mange årtier. I et land med 48 millioner indbyggere lykkedes det for nylig filmen »Silmido«, en koldkrigsthriller baseret på en sand historie om en sydkoreansk kommandoenheds forsøg på at myrde Nordkoreas Kim Il Sung, at sælge mere end 10 millioner billeter.

Lokale film omsatte i følge Det Koreanske Filmråd for 644 millioner dollars sidste år, mens indtægterne fra udlandet udgjorde 32 millioner dollars for de første seks måneder i 2004 mod 31 millioner for hele 2003.

Hollywood bekymret

Denne udvikling bekymrer den amerikanske filmindustri i Hollywood, som mener at Sydkoreas støtte til nationale film i form af kvoter i biograferne skaber en unfair konkurrencesituation.

Siden 1996, hvor kvotereglerne blev genoplivet, har sydkoreanske biografejere været forpligtet til at vise sydkoreanske film i 146 dage om året, hvilket er ca. 40 procent af alle dage.

– Biografkvoter skader lokale biografejere ved at tvinge dem til at køre med tomme sale uden at hjælpe lokale filmproducenter, da ingen kvote kan tvinge publikum til at købe billeter til film, de ikke finder attraktive, mener Bonnie Richardson, vicepræsident Motion Picture Association of America.

Ved at kæde spørgsmålet om de sydkoreanske filmkvoter sammen med større investeringsaftaler forsøger den amerikanske regering at overtale Sydkorea til at opgive sin protektionisme.

Af med håret

De kreative kræfter bag den positive udvikling, de sydkoreanske instruktører og skuespillere, protesterer imidlertid voldsomt, og for nylig barberede en række af dem alt deres hår af i protest mod nedlæggelsen af kvoterne.

Sydkoreanerne henviser først og fremmest til beskyttelsen af deres kulturelle arv. Et synspunkt specielt Frankrig har kæmpet en hård kamp for at legitimere i EU. Dernæst mener de også, at kvoterne er med til at skabe et fair konkurrencegrundlag, og påpeger, at de amerikanske filmselskaber kontrollerer ca. 85 procent af verdensmarkedet.

USA har længe forsøgt at inkludere kunst, herunder film, i WTO-regi, men indtil videre overtræder den sydkoreanske regering altså ikke nogen aftaler.

Af Mikkel Bahl/Modkraft

Læs mere hos The Coalition for Cultural Diversity in Moving Images (engelsk)

Læs artikel i World Policy Journal om den franske modstand mod Hollywoods dominans (engelsk)

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce