Som et slags oplæg til sit annoncerede dialogmøde satte statsministeren på Venstres nyligt afholdte landsmøde den 20-21. november endnu engang fokus på islamistisk terror og muslimers holdning til demokrati. Anledningen var mordet på den hollandske filminstruktør, Theo van Gogh, begået af en fundamentalistisk islamist; og en reaktion på landsmødet var, at folkeskolen skal styrke indsatsen for at opdrage især unge muslimer i såkaldt »danske« værdier om ytringsfrihed, demokrati og tolerance.
Flere aktuelle episoder herhjemme viser imidlertid, at truslen om religiøst og racemæssigt motiveret vold ikke kun kommer fra muslimske miljøer. Samme weekend, som Venstre holdt landsmøde, skete der to meget bestialske overfald begået af etniske danskere mod indvandrere.
* Svebølle på Vestsjælland, fredag den 19. november. To ukendte mænd påkørte med en bil fire afrikanere, der var på vej hjem fra et værtshus, hvorefter mændene pudsede en hund på afrikanerne og smadrede flasker i hovedet på en af dem. Gerningsmændene var danske, og politiet i Kalundborg havde umiddelbart mistanke om et racistisk motiv, skriver TV2-Øst.
* Esbjerg, søndag den 21. november. En 23-årig bosnier svævede en overgang i livsfare efter et knivoverfald. Sammen med en ven var den unge mand gået ind på en grillbar for at købe aftensmad. Her overfusede to danske mænd dem med racistiske bemærkninger. Den 23-årige og dennes ven forlod straks stedet, men en af danskerne, en 38-årig mand, fulgte efter dem ud på gaden, hvor han uden videre trak en kniv og stak den i maven på den unge bosnier, skriver Jyske Vestkysten.
Daglig racistisk terror
Ingen ved, hvor mange, men kun at der er sket mange lignende episoder gennem årene. Politiets Efterretningstjeneste (PET), der registrerer formodede fremmedfjendske forbrydelser, havde alene fra 1. januar 2001 og til 11. september-terroren i USA samme år registreret 46 tilfælde af ildspåsættelser, vold, hærværk og trusler, og i de følgende to måneder yderligere 44 tilfælde, heraf mange ildspåsættelser.
Da PET begyndte sin registrering, skyldtes det en tilsvarende bølge af overfald på flygtninge og indvandrere og angreb på asylcentre og indvandrerbutikker i Danmark 1992-1993. Dengang registrerede PET gennem 18 måneder »en snes bombesager, en snes brandstiftelser og en snes alvorlige voldssager af racistisk karakter«.
Ved siden af bl.a. en aktuel episode, hvor en gruppe islamister overfaldt en universitetslærer i København, fordi denne havde læst op af Koranen, synes Danmark at have et overset problem med etniske danskeres vold mod indvandrere og deres danske venner. Nogle steder synes racismen at have antaget karakter af daglig terror.
Tidligere denne måned kunne man i dagbladet Politiken læse en kvindes beretning om, hvordan hendes danske søn sammen med syv venner måtte flygte gennem gaderne i Sakskøbing, fordi nogle af sønnens venner var indvandrere.
De otte drenge i alderen fra 13-15 år var på vej til toget efter en klubfest, da de pludselig blev overfaldet med sten og flasker af en større gruppe danskere. To af de overfaldne drenge flygtede ind på et værtshus for at ringe til politiet. Det blev de nægtet. Til gengæld blev der puffet til dem, og en af værtshusgæsterne fulgte op med: »Hvad så – er I perkersvin kommet her for at lave ballade?«.
Kvinden har efterfølgende fortalt Modkraft, at hendes søn nu er bange for at gå ud, også i Nykøbing Falster, hvor de bor, på grund af trusler fra racistiske danskere, der mener, at den 15-årige danske dreng er en »perkerelsker«.
Af Martin Lindblom/Monsun
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96