Allerede lørdag den 13. november bekendtgjorde amerikanske militærtalsmænd og den irakiske sikkerhedsminister Daud overfor internationale medier, at den militære operation imod Falluja stort set var afsluttet, og at der kun var nogle få modstandslommer tilbage. Stik imod denne udtalelse rapporterede en journalist bosat i Falluja til den schweiziske avis Neue Züricher Zeitung, at kampfly og artilleri fortsætter deres bombardementer af byen.
Ifølge journalistens beretning kan amerikanerne kun bevæge sig frit på de større gennemgangsveje. Så snart soldaterne kommer frem til mindre veje og gader, bliver de udsat for massiv beskydning. Kampene raser stadig især i de sydlige bydele.
Ifølge flere uafhængige øjenvidner fra bl.a. Røde Kors, anvender det amerikanske militær klyngebomber og fosforvåben mod Falluja, og forårsager dermed alvorlige forbrændinger på de mennesker, der bliver ramt.
Nødhjælp ingen adgang
Imens bliver civilbefolkningens situation dramatisk forværret. Der er hverken el eller vand i byen. Der mangler elementære fødevarer og medicin. Mange døde er blevet provisorisk begravet i haver og jordhuller for at undgå, at de bliver ædt af sultne dyr.
Medarbejdere fra Røde Halvmåne og Røde Kors bliver nægtet adgang til byen af det amerikanske militær. Samtlige henvendelser til de ansvarlige militærinstanser for at få tilladelse til at komme byens befolkning til undsætning med medicin og fødevarer, forbliver ifølge Røde Kors’ informationsmedarbejdere ubesvaret.
Mens store konvojer af lastbiler fra hjælpeorganisationerne er parkeret foran den lukkede by og afventer militærets tilladelse til at komme ind, dør Fallujas indbyggere af sult, sygdom og kvæstelser.
Den amerikanske militærledelse hævder, at der er blevet dræbt 1.200 oprørere, og at over 200 er taget til fange. Amerikanernes egne tab angives til omkring 31 døde og 250 sårede.
Abdel Khader Janabi, en af de kendte talsmænd fra modstanden i Falluja, angiver antallet af døde oprørere til under 100.
Røde Kors-medarbejdere mener, at begge parter manipulerer kraftigt med tallene.
Næste stop Mosul?
Mens der stadigvæk kæmpes i Falluja, er en del af de irakiske tropper blevet overflyttet til Iraks næststørste by Mosul. Byen var i nogle dage forud for dette under modstandens kontrol.
Mosuls politichef blev af ukendte grunde fyret, og amerikansk militær indtog de strategisk vigtige broer over Tigris-floden midt i byens centrum. Nogle af de væbnede partisaner fortæller til journalister, at de er lokale beboere, som deltog i opstanden i byen for at vise deres vrede over blodsudgydelsen i Falluja.
Af Alfred Lang/autonom info-service
Læs artikel i Neue Züricher Zeitung (tysk)
Læs artikel i Junge Welt (tysk)
Besøg Internationalt Røde Kors (engelsk)
Læs artikel på Kontradoxa: Mens Fallujah falder...
Læs artikel på Modkraft: Krig uden sårede og døde
Læs baggrundsartikel på Modkraft: US-army - en historieløs myte
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96