Annonce

15. november 2004 - 15:46

Livstidsfange som præsident

Marwan Barghouti blev født på Vestbredden i 1959. Som 15-årig meldte han sig ind i Yassir Arafats organisation, Fatah. Fatah er et sekulært, nationalistisk orienteret parti, som er den største organisation i sammenslutningen PLO (Palestine Liberation Organization). Ifølge tv-stationen Al Jazeeras kilder vil Barghouti nu stille op til det palæstinensiske præsidentvalg.

Intern uro kan styrke Barghouti

Barghoutis chancer for at tiltrække stemmer og være et reelt bud på en ny palæstinensisk præsident, er voksende efter at Mahmoud Abbas – bedre kendt som Abu Mazen – i weekenden blev beskudt ved en mindehøjtidelighed for Arafat.

To af Abu Mazens livvagter blev dræbt. Ifølge det israelske dagblad Haaretz var det personer fra Al Aqsa Martyrernes Brigade, der stod bag angrebet. Det viser med voldsom tydelighed, at der langtfra er enighed om Abu Mazens kandidatur.

Abu Mazen selv har forsøgt at nedtone og afkræfte, at der var tale om et attentat-forsøg. Ikke desto mindre fandt angrebet sted få dage efter, Abu Mazens udtalelser om, at Al Aqsa Martyrernes Brigade må afvæbnes.

Al Aqsa Martyrernes Brigade er tilknyttet Fatah og kan betegnes som bevægelsens væbnede fløj.

Konflikten mellem Fatah-grupperingerne er en fortsættelse af konflikten mellem Arafat og Abu Mazen. Efter Arafats død er det nu sikkerhedschefen for Gaza-striben, Mussa Arafat, der ikke vil anderkende Abu Mazen som Arafats efterfølger. Modsætningerne har medført voldelige sammenstød mellem tilhængere af de to grupperinger igennem de seneste to år.

Marwan Barghouti under retssagen mod ham. Foto: freebarghouti.orgMarwan Barghouti kan ende med at profitere på den interne uro i Fatah. Barghouti har gode forbindelser til de fleste grupper i PLO samt den israelske fredsbevægelse. Og hans situation som »samittighedsfange« hos israelerne og fortsatte kamp mod den israelske besættelse i fængslet, giver ham en høj status blandt mange palæstinensere.

Tilhænger af to-statsløsning

Israelske sikkerhedstyrker forsøgte i 2001 at likvidere Marwan Barghouti ved et missilangreb. Han undslap, men blev anholdt året efter, og siden idømt tre livstidsstraffe for terrorisme.

Barghouti selv har aldrig anderkendt retssagen mod ham, da han opfatter modstand mod den israelske besættelse som legitim.

I modsætning til bl.a. PFLP (Folkefronten til Palæstinas Befrielse) og de fundamentalistiske islamiske grupper i PLO, er Marwan Barghouti erklæret tilhænger af en to-statsløsning af Palæstina-spørgsmålet. Han var tilhænger af Oslo-aftalen fra 1993, der skulle bane vej for en levedygtig selvstændig palæstinensisk stat.

Men i 1998 ændrede Barghouti holdning til fredsforhandlingerne, primært pga. den fortsatte udbyggelse af de ulovlige israelske bosættelser i de palæstinensiske områder. Han udtrykte den ændrede stragtegi i udtalelsen:

»Vi har prøvet syv års intifada uden forhandlinger og syv års forhandlinger uden intifada; måske er det på tide at prøve begge dele samtidigt.«

Kandidat eller ej?

Den israelske regering har endnu ikke offentliggjort sin holdning til et eventuelt præsidentkandidatur fra en livstidsfange. Men udenrigsminister Silvan Shalom siger, at Barghouti vil forblive i fængsel »resten af hans liv«.

Barghoutis kandidatur til præsidentvalget afhænger også af, hvordan Fatah internt vil opstille kandidater. Et eventuelt primærvalg vil kunne eliminere Barghoutis kandidatur til fordel for enten Abu Mazen eller Mohammad Dahlan, der betragtes som den anden top-kandidat.

Men ifølge Al Jazeeras kilder er det ikke sandsynligt, at Fatah afholder primærvalg. Og det betyder, at der er frit slag for opstilling af kandidater. Måske også en livstidsfange.

Af Linda Hansen/Monsun

Læs analysen »When Arafat’s foes inherit« i Haaretz

Læs »Barghouti seeks Palestinian presidency« på Al Jazeera.com

Besøg Modkraft fyldige link- og artikelsamling om Palæstina

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce