Annonce

21. oktober 2004 - 17:27

Modkraft vinder injuriesag

Den racismedømte højreekstremist Bo Warming led onsdag den 20. oktober nederlag, da Københavns Byret pure afviste hans sagsanlæg mod Modkraft.dk for ærekrænkelser i forbindelse med en reportage fra august 2002 om den højre-kristne prædikant Moses Hansens »korstog« på Nørrebro i København.

I reportagen nævntes det, at Bo Warming kort forinden var blevet ekskluderet fra Fremskridtspartiet på grund af sine anti-semitiske holdninger, og det udløste fire måneder senere en stævning fra Bo Warming, der mente, at Modkraft.dk derved havde udsat ham for »ærekrænkelse«.

Men ifølge Byrettens dom er der altså ikke noget i vejen med konstateringen af, at Bo Warming på sin hjemmeside og på andre internet-debatter udtrykker anti-semitiske holdninger.

Under retssagen erkendte Bo Warming, at han betragter sig selv som såkaldt historierevisionist, der både benægter, at jøder er blevet gasset i de nazistiske koncentrationslejre og at der overhovedet skulle havde fundet en bevidst, omfattende og systematisk jødeudryddelse sted.

Denne holdning kvitterer Byretten for med følgende bemærkning:

»Det er almindeligt anerkendt og anses generelt som en fast historisk kendsgerning, at Holocaust fandt sted i nazitidens Tyskland. Herover for har en række personer og persongrupper indtaget det modsatte synspunkt. Det kan lægges til grund, at den som følge heraf stedfundne debat ofte har været hård og følelsespræget, og det må efter det foreliggende anses som almindeligt, at Holocaustbenægtelse i denne debat i vidt omfang er anvendt synonymt med begrebet antisemitisme«.

Det betyder dog ifølge rettens bemærkninger ikke, at Holocaustbenægtelse »nødvendigvis indebærer, at den pågældende må anses som antisemit«.

Men i Modkraft.dk’s tilfælde finder retten altså ikke, at der ud fra en samlet vurdering har fundet ærekrænkelse sted.

Byretten anerkender dermed den definition som bl.a. The Jewish Virtual Library giver af antisemitisme:

»En af de mest bemærkelsesværdige anti-semitiske propaganda bevægelser, der er udviklet over de seneste par ti-år, er de organiserede bestræbelser på at benægte eller minimere den etablerede historie om det nazistiske folkedrab på jøder«.

Kamal Quereshi dømt

Bo Warming krævede oprindeligt en erstatning på 50.000 kr. fra Modkraft.dk, men satte hurtigt kravet ned til 5.000 og derefter 100 kroner.

Samtidig anlagde han sag mod både Ekstra Bladet, SF-politikerne Pernille Frahm og Kamal Qureshi, samt formanden for Mosaisk Troessamfund, Jacques Blum, og hans samlever, filolog Eva Bøggild, ligeledes for ærekrænkelser i forskellige sammenhænge og med ligeså absurd høje erstatningskrav.

Pernille Frahm var imidlertid beskyttet af politisk immunitet, idet hun var medlem af Europa-Parlamentet, og sagen mod Ekstra Bladet – der havde kaldt Warming for »Jødehader« – blev afvist på formaliteter, idet han ikke havde anlagt sag mod en journalist eller redaktør, men blot mod »Ekstra Bladet«.

Jacques Blum og Eva Bøggild har i deres bog »Løgnens veje 2002« omtalt Warmings hjemmeside som et sted, hvor man møder »et sammensurium af Holocaust-benægtelse, racisme, antisemitisme og nynazisme«. Men også i dette tilfælde led Warming nederlag.

Til gengæld fandt retten SF’eren Kamal Quereshis udtalelser til Urban den 7. august 2002 for ubeføjede. I et interview til avisen udtalte Quereshi bl.a., at »Moses Hansen i selskab med nazister er en mentalt omvandrende selvmordsbombe«.

Bo Warming mente, at denne generelle beskyldning ramte enhver deltager i Moses Hansens følge, og da han mente at være en af de eneste navngivne deltagere i det anti-muslimske optog, var udtalelsen ærekrænkende for ham.

Det gav Byretten ham ret i, men Modkraft.dk har endnu ikke haft mulighed for at se præmisserne for dommen, som Kamal Quereshi har anket til Landsretten.

De gode kz-lejre

Bo Warming, som er en af de få i Danmark, der har en dom for racisme, bestyrer en hjemmeside, der hylder Fremskridtspartiets stifter Mogens Glistrup. Både på denne hjemmeside og i andre debatfora på internettet, har Warming fabrikeret et utal af indlæg med mere eller mindre bizart indhold.

Han stiller bl.a. spørgsmål ved det rimelige i at holde liv i mongolbørn, der muligvis »er en sag for dyreværns-foreningen – de har ikke kromosomtal som os andre«, ligesom han argumenterer for, at kvinder bør gå med blottede bryster på gaden til glæde for mændene. Bo Warming går desuden højt op i »lorte- og urinforskning«, ligesom han bestyrer en sædbank fra hjemmet på Nørrebro i København.

Men mest energi bruger han på hadske angreb på muslimer samt uendelige debatter om »Holocaust-myten« og baggrunden for Anden Verdenskrig.

I et indlæg den 28. oktober 1997 skriver han f.eks.

»2. verdenskrig udsprang bl.a. af mangel på moralrelativisme. Hvis man havde set tolerant på Naziernes tidlige ønske om at gøre deres rige jøderent, havde man sobert kunne stoppe Hitlers ekspansion mod øst, inden den gik for vidt.«

Den 5. december 1997 lyder det:

»Treblinka, Sobibor og Belzec kaldes dødslejre, men mere og mere tyder på, at det er rent opdigt.«

8. juni 1998 skriver Warming om de tyske kz-lejre, at de var »effektive og mange indsatte blomstrede op ved at indgå i meningsfuldt velorganiseret produktion, se resultater, opleve Kraft Durch Freude«, og knap tre uger senere:

»Især i 30erne var det at blive skubbet ud af parasitliv og ind i nyttig arbejdsglæde, en gevinst for bl.a. tyske kommunister og socialdemokratiske intellektuelle, der hurtigt blev parat til at forlade lejren og hjælpe deres land«.

I den mere bizarre ende af Warmings skriblerier finder man den 18. april 2002 under overskriften »Lorteforskning gavner holocaustforskning« følgende passus:

»I Ritterbands nye bog om Theresienstadt (nazistisk kz-lejr i Tjekkoslovakiet, red.) svælges i omtale af lort på afveje ved luksus-gettoens latriner. Der var vist ikke meget andet at klage over end det (for de danske jøder i gettoen), samt at maden var kun den strengt nødvendige.

Der var ikke forbud imod, at fangerne selv forbedrede på hygiejnen ved latrinerne. Men de fleste af de danske jøder kom fra alderdomshjem, hvor der er personale til den slags, så måske man ikke havde fantasi til at være social og rense til fordel for fællesskabet. Jeg tror, at svineri har været minimalt, hvor vest-europæiske jøder var i overtal«.

Med Byrettens dom af 20. oktober er det slået fast, at Bo Warmings og andre Holocaust-benægteres nedværdigelse af ofrene for de nazistiske jødeudryddelser er at sammenligne med antisemitisme.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce