The Patriot Act, der opfattes som en hjørnesten i den amerikanske præsident Bushs »krig mod terror« overtræder tilsyneladende på flere områder den amerikanske forfatning, der kan sammenlignes med den danske grundlov.
I januar i år bestemte en forbundsdomstol, at den del af lovkomplekset, der kriminaliserer dem, der giver »ekspertråd eller assistance« til terrorgrupper, var alt for vagt formuleret, og stred mod de friheder, der er skrevet ind i den amerikanske forfatning.
Og i onsdags konkluderede distriktsdommer Victor Marrero altså at FBI’s selvbestaltede indsamlinger af informationer fra telefon- og internet ligeledes er forfatningsstridigt, blandt andet fordi overvågningen er hemmelig og ikke kan prøves ved en domstol.
Ifølge Marrero har FBI i hundredvis af tilfælde tvunget udbydere til at udlevere informationer om deres kunder siden loven trådte i kraft for godt et år siden. Marrero anderkendte i sin 120 sider lange kendelse, at regeringen har ret til at forsvare den nationale sikkerhed, men advarede om, at det ikke må være på bekostning af den personlige sikkerhed, der er »særligt værdsat i vores retssystem«.
Den republikanske justitsminister John Ashcroft har endnu ikke taget stilling til dommen, men udtaler ifølge BBC at han er næsten sikker på, at dommen vil blive anket.
Organisationen (ACLU), der har rejst sagen på vegne af udbyderne, betegnede dommen som en »milepæls-sejr« mod »regeringens overdrevne hemmelighedskræmmeri på og ukontrollerede udøvende magt«.
Af Martin Lindblom/Monsun
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96