Annonce

29. september 2004 - 19:25

Noget for en hver smag på Social Forum

Aktualitet og visioner er i centrum, når den danske venstrefløj med venner mødes for at diskutere og lære hinanden lidt bedre at kende på Danmarks Sociale Forum. I år danner Christianshavn og fristaden Christiania i København rammen om et af de bredeste og mest interessante fænomener på den internationale, venstrepolitiske scene.

Ikke til at komme uden om

Siden World Social Forum fandt sted for første gang i Porto Alegre i Brasilien i 2001, har lokale, nationale og regionale fora over hele verden taget fænomenet til sig. Og udviklet og udvidet det i en sådan grad, at det i dag dårligt er til at komme udenom.

I Danmark tog Social Forum sin spæde begyndelse sidste år, hvor omkring 500 aktivister og gæster, hovedsageligt fra den traditionelle venstrefløj, var samlet for at koge suppe på gammelkendte paroler.

I år har man været tidligere ude, og det lader til at være lykkedes i langt højere grad at mobilisere dem, som det egentlig handler om.

– I år vil vi gerne se dobbelt så mange besøgende som sidste år. Vi skal runde de 1.000 mennesker, røber en af forumets optimistiske med-arrangører, Mads Engholm til Modkraft.

Han håber, at de besøgende i år får følelsen af at være en del af en international bevægelse, som Danmark kan og skal påvirke.

At det overhovedet er muligt at samle så bredt fra de danske bevægelser, ser Mads Engholm som noget af det bedste ved forumet. Derudover nævner han de internationale personligheder, som lægger vejen forbi Christianshavn i weekenden.

– Deltagerne har ved de store fællesdiskussioner om velfærd, krig, fred og global retfærdighed mulighed for at høre, hvad der rører sig internationalt. Efterfølgende vil for eksempel medstifteren af ATTAC, Susan George, være at finde i de mindre workshops, hvor man kan diskutere sammen, siger Mads Engholm.

Programmet byder således på en spændende blanding af aktualitet, kultur, kvinde, drag, miljø- og lokalpolitiske diskussioner. Dertil kommer flere friske pust og overraskelser med en langt smallere appel.

Kvinder, filosofi og fred

I den kommende weekend kan man deltage i workshops, paneldebatter, rundbordsdiskussioner samt høre oplæg af, om og fra aktivister, organisationer, foreninger, partier og mange, mange andre.

Op mod hundrede arrangementer giver deltagerne mulighed for at håndplukke og sammensætte deres weekend, så man kan blive både overrasket, provokeret, bekræftet og måske ligefrem inspireret.

Fredag åbnes forumet med debat og oplæg om blandt andet video-aktivisme, EU, privatisering og spoken words. Og måske som det store trækplaster: den formelle åbning af forumet ved amerikanske Michael Albert, redaktør for Z-magazine, mexicanske Miguel Pickard fra Chiapas/CIEPAC samt danske Kristine Holten Andersen fra tidsskriftet Salt.

Lørdag tages der så hul på de større fællesdiskussioner om velfærd, fagbevægelsen, verdenshandel, demokrati, global retfærdighed og flygtninge. Samme dag åbner »Kvinderummet«, »filosofirummet« og »fredsrummet«, hvor man kan gå i dybden med mere specifikke problemstillinger.

Queer-teori og konfrontation

Det er ligeledes lørdag den 2. oktober, at »Queer-teori og de sociale bevægelser« diskuteres og hip hop-musikkens kritiske potentiale undersøges, mens flygtningevenner og selveste Københavns familie- og arbejdsmarkedsborgmester, Bo Asmus Kjeldgaard (SF) stikker hovedet frem i helt andre sammenhænge.

Søndag står den blandt meget andet på krig og fred, når en irakisk lektor og en journalist fra dagbladet Politiken møder blandt andre Læger Uden Grænser til en ordduel om Irak, Palæstina og anti-krigsbevægelsen.

En vaskeægte konfrontation forventes også søndag, når musikindustriens »Anti-Piratgruppe« sidder ansigt til ansigt med deres erklærede fjender i den berygtede fil-deler-bande, »Piratgruppen«. Emnet er selvsagt fildeling.

Mads Engholm glæder sig personligt mest til festen lørdag aften i den Grå Hal på Christiania. Som han siger til Modkraft:

– Der skal også være tid til det sociale og kulturelle.

Af Rune Eltard-Sørensen/Monsun

Læs programet for Danmarks Sociale Forum

Læs Modkrafts dækning af de sociale fora

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce