Hvad forliget præcis indebærer er endnu uklart, da forligsteksten ikke er offentliggjort. Men det ligger fast, at begge medier skal bringe en offentlig beklagelse, og at Information skal betale 60.000 kr. i erstatning. Oprindelig havde Gade Jensen krævet 100.000 kr. fra hvert medie - penge som han han har erklæret at ville give videre til »velgørende formål«.
Hvad der har fået de to medier til at beklage, står altså foreløbigt hen i det uvisse. Derimod hersker der ingen tvivl om, at Henrik Gade Jensen har udtrykt sympati for en tidligere tysk SS-officer og højreekstrem partileder samt været medlem af Den Danske Forening på et tidspunkt, hvor foreningen hyldede voldelige angreb på flygtninge og indvandrere og havde aktive nazistiske skinheads tilknyttet.
Gade Jensens højreekstreme aktiviteter
Modkraft, der tidligere har dokumenteret Henrik Gade Jensens højreekstreme aktiviteter i detaljer, kan fremhæve fem dokumenterede grunde til at forbinde den tidligere spindoktor med højreekstreme og nazistiske kredse:
* Henrik Gade Jensen har været mangeårigt medlem af og fremtrædende aktivist i Den Danske Forening. Indtil 1993 optrådte han som taler til foreningens arrangementer, og i 1992-1995 var han flittigt medlem af den lille gruppe, der forfattede forenings blad, »Danskeren«.
* Samtidig med Henrik Gade Jensens mest aktive periode i Den Danske Forening, (1992-1995), deltog voldelige og nazistiske skinheads ivrigt i foreningens aktiviteter. Disse skinheads blev budt velkommen i Gade Jensens forening, selvom det fremgik klart og tydeligt af interviews med skinheadsene, både i dagspressen og i Gade Jensens eget blad, Danskeren, at mange af dem var nazister eller nazisympatisører.
* Samtidig med Henrik Gade Jensens aktive periode i Den Danske Forening udtrykte foreningens daværende formand, Ole Hasselbalch, og Henrik Gade Jensens blad, »Danskeren«, utilsløret sympati med voldelige angreb på flygtninge og indvandrere i Danmark.
Voldshandlinger, der beskrives som legitim »folkelig modstandskamp« mod »fremmedinvasionen«. Henrik Gade Jensen kan ikke være uvidende om denne voldslegitimering, da det foregik i flere af de selvsamme udgaver af »Danskeren«, som han selv skrev i. Den eneste terror, Henrik Gade Jensen i den forbindelse skrev om, var såkaldte flygtningevenners »godhedsterrorisme«.
* Henrik Gade Jensen har i »Danskeren« rost den tidligere SS-officer og stifter af det højreekstreme tyske parti Die Republikaner, Franz Schönhuber, som Gade Jensen hverken mener er »højreorienteret« eller »racistisk«, selvom blandt andre den tyske efterretningstjeneste længe har beskrevet Die Republikaner som et højreekstremt og nazistisk orienteret parti.
* Henrik Gade Jensen har offentligt rost Martin Kasler for en udtalelse om højrefløjens »slægtskab med nazisme«, selvom Gade Jensen bl.a. må have kendt Martin Kasler som næstformand for Den Danske Forenings ungdomsafdeling, Dansk Ungdom, der måtte reorganiseres i 1996 efter offentlig afsløring af nazistisk orienterede medlemmer.
Af Martin Lindblom/Monsun
Læs Modkrafts dokumentation i fem dele om Henrik Gade Jensen og den yderste højrefløj
Læs den oprindelige Modkraft-artikel »Kirkeministerens spindoktor er højreekstremist«
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96