Annonce

16. august 2004 - 18:50

4.000 fanger i sultestrejke

Israelske sikkerhedsstyrker er forberedt på den massive sultestrejke, der vil foregå i op mod 20 forskellige fængsler i Israel. Dermed er der udsigt til en langvarig strejke, da palæstinensiske grupper har planlagt en større kampagne til støtte for de sultestrejkende.

Terrorister står bag

Den israelske sikkerhedsminister Tzachi Hanegbi udtalte allerede fredag før sultestrejken var en realitet, at fangerne kunne »strejke i en dag, en måned eller endda sulte ihjel«. Sikkerhedsministeren kalder fangerne for »terrorister«, og mener, at Hamas og Islamisk Jihad står bag sultestrejken.

Sikkerhedsstyrkerne er forberedte på masseevakuering og medicinsk behandling af de sultende og på eventuelle optøjer i forbindelse med strejken.

En fængselsinspektør bakker sikkerhedsministeren op. Yosef Mikdas, chef for Shikma fængslet udtaler til dagbladet Haaretz, at »De (fangerne, red.) vil ikke have telefoner for at siger hej til deres familie. De vil give ordre til terrorist-angreb«.

Fængselsinspektøren siger, at sultestrejken betyder, at fangerne mister alle deres priviligier.

Netop Shikma fængslet er flittigt omtalt af Amnesty International, der udtaler stadig bekymring over rapporter om tortur og ringe behandling af de palæstinensiske fanger.

Kampagne for de sultestrejkende

Talsmanden for den palæstinensiske Komité for Politiske Fanger, Helmeh el Araj, forventer en lang sultestrejke. Derfor er der planlagt ugentlige demonstrationer, med besøg af bl.a. Mathama Ghandis barnebarn, der vil lede en procession til et af fængslerne.

Den 29. august skærpes konflikten endnu mere, da alle inviteres til at deltage i sultestrejken. Det forventes at eksilerede palæstinensere i blandt andet Libanon vil følge opfordringen.

Se billeder fra solidaritetsaktion

Læs fangernes krav hos International Solidarity Movement

Læs pressemeddelelse fra Gush Shalom

Af Linda Hansen/Monsun

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce