Annonce

12. august 2004 - 16:10

Dansk ildkamp koster civile liv i Irak

Ifølge øjenvidner blev tre civile irakere dræbt af danske soldater, efter at 100 danske soldater kom i ildkamp med 15-20 irakiske oprørere i den irakiske by Al Qurnah lørdag.

Ildkampen som fandt sted ved en markedsplads i den sydirakiske by, har kostet en grønthandler, en barber samt en 16-årig dreng livet. De civile ofre får dog ikke Forsvarets Auditør Korps til at engagere sig synderligt i sagen.

– At der er civile ofre i forbindelse med kamphandlinger, er i sig selv ikke en overtrædelse af krigens love eller folkeretten. Og stadig ved vi ikke med sikkerhed, om det er danske kugler, der har dræbt dem (de civile irakere, red.) siger specialkonsulent Peter Otken til dagbladet Politiken torsdag.

Strejke blandt oliearbejdere

Irak er i disse dage skueplads for voldsomme kampe mellem besættelsestropper og irakiske oprørere. Hundredevis af irakere har mistet livet i byen Najaf, efter en seks ugers våbenvile er brudt og besættelsesmagten har indledt en offensiv mod det voksende oprør i byen.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters strejker oliearbejdere i byen Nassiriyah. Arbejderne har lukket for naturgas og olie til Bagdad i protest over den irakiske regering. De skriver om baggrunden for strejken:

»Vi har nedlagt arbejdet i protest mod den irakiske regerings inhumane samarbejde med besættelsesstyrkerne, som ransager den hellige by Najaf og skænder shiamuslimernes helligdomme og symboler«

Af Rune Eltard-Sørensen/Monsun

Læs mere hos Politiken

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce