Den kristne friskole mistede sit tilskud – og dermed sit eksistensgrundlag - da en tilsynsrapport fra Rødovre Kommune konkluderede, at undervisningen »ikke står mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen«.
Samuelskolen undervisningssystem er det omstridte amerikanske »ACE-system«. ACE står for »Advanced Christian Learning« – videregående kristen indlæring – og er en undervisningsmetode, som er blevet udviklet på højrekristne skoler i USA.
Hindring for udvikling
Undervisningen med ACE-hæfterne foregår enkeltvis, hvor hver elev skal løse alle opgaver i ét hæfte, før han/hun kan gå videre til det næste hæfte.
Allerede for halvandet år siden udarbejdede Københavns Kommune en lignende tilsynsrapport om Samuelskolen, der på det tidspunkt havde til huse på Nørrebro i København. Heri hed det bl.a.:
»Vi anser ensidigheden og den bibelske absolutisme i ACE-materialerne for at være en reel forhindring for udviklingen af skolens elevers evner til at begå sig i det videre uddannelsessystem, som bygger på videnskabelighed, selvstændig stillingtagen og selvstændig formuleringsevne.«
Og kritikken fortsatte:
»Vi har på intet tidspunkt i vores iagttagelser af undervisningen oplevet, at ACE-hæfternes oplysninger diskuteres eller betvivles af lærerne. Vi har heller aldrig iagttaget, at lærerne opfordrer eleverne til at stille forståelsesspørgsmål til hæfterne (…) Det er tydeligt, at skolens værdier er lydighed, pligtopfyldelse og ydrestyring.«
Også den gang skulle undervisningsminister Ulla Tørnæs have taget stilling til Samuelskolens fortsatte eksistens, men i mellemtiden valgte ledelsen at flytte skolen til Rødovre.
Ny vurdering
Rødovre Kommune har derefter ligeledes udfærdiget en tilsynsrapport, hvis konklusioner altså fik undervisningsministeren til at dreje nøglen om. Men i en klage fra skolens advokat påpeges en række fejl i rapporten, og ifølge Politiken bakkes denne klage op af en professor i forvaltningsret.
Undervisningsministeriet vil nu selv overtage tilsynet med skolen og lave sin egen undersøgelse, der så skal danne grundlag for endnu en vurdering.
Redningen af Samuelskolen vækker glæde hos Dansk Folkeparti, hvis uddannelsesordfører, Louise Frevert, har protesteret voldsomt mod fratagelsen af skolens statsstøtte.
Af Martin Lindblom/Monsun
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96