»Der SKAL tages aktion mod de røde i denne omgang. Om det så er en demo eller andet - noget MÅ gøres!«
»Når jeg har samlet mit flertal, må politiet tage ud til campisterne og fortælle, at de ikke længere har lov at opholde sig på kommunens areal. Hvis de så bagefter går amok og smadrer svømmehallen eller rådhuset, ligger der en politimæssig opgave og venter. Den kan jeg ikke bekymre mig om«.
»...BZ-invasion under dække af festival«
De to citater stammer fra henholdsvis en anonym nazist, med dæknavnet WAFFEN SS, på hjemmesiden Dansk Front og medlem af kulturudvalget i Svendborg, Dansk Folkepartis Morten S. Petersen.
De henviser til henholdsvis BZ-BY 2004 og kulturfestivalen »Kunst i det grønne«, og afspejler ganske godt stemningen op til BZ-BY 2004, som starter fredag den 16. juli og løber frem til den 26 juli i den sydfynske by Svendborg.
Højrefløjens vredesudbrud kommer efter at både lands- og lokalpressen med overskrifter som »... BZ-invasion under dække af festival« i ugen op til BZ-BY-arrangementet har sået tvivl om den lokale kulturforening »Foreningen for alternativ kunst og kultur« rolle i afviklingen af arrangementet.
Kulturfestivalen »Kunst i det grønne« som ligesom BZ-arrangementet finder sted den 16.-26. juli, er ifølge nyhedsbureauet Ritzau omdrejningspunkt for noget så fredsommeligt som »punk, gøgl, skrotkunst og streetart«.
Viceborgmesteren er glad
Foreningen bag »Kunst i det grønne« afviser rygterne om, at der skulle være sammenhæng mellem de to arrangementer i byen.
- Alle medier og kommunen har latterliggjort os. Der er ikke nogen blandt arrangørerne, der har planer om at lave bz-aktivitet. På nogen måde, siger talsmand for foreningen, Peter Teil Laustsen, til DR-Fyn.
Svendborgs viceborgmester har da også udtalt, at han ligefrem bliver »glad, når der er nogle unge, der har nogle ideer om, hvor de gerne vil flytte samfundet hen«, og at han derudover ikke kan se noget problem i festivalen. Denne holdning deles af Svendborgs borgmester Jørgen Henningsen (S).
Dansk Folkeparti kræver forbud
Dansk Folkeparti i Svendborg håber på at samle flertal i kulturudvalget for at få kulturfestivalen forbudt. Ifølge partiets medlem i udvalget, Morten S. Petersen, eksisterer et sådant flertal allerede.
Og han mener ikke, at et forbud skal hindres af at borgmester og viceborgmester har forståelse for at de lokale unge vil holde en kulturfestival.
- Jeg er fuldstændig ligeglad med, hvad borgmesteren mener. Han repræsenterer ikke flertallet i kulturudvalget, udtaler Morten S. Petersen (DF) til Fyns Stifttidende fredag den 16. juli.
Politiet forberedt på havnegæster
Politiet har dog ingen planer om at forbyde »Kunst i det grønne«.
- Nu må vi lige blive enige om, hvad vi snakker om her. Mit udgangspunkt er, at unge uanset politisk observans skal have mulighed for at mødes her i byen, hvis de ikke generer andre borgere. Og hvis man kigger på programmet så er der intet odiøst i det, siger vicepolitiinspektør Torben Schultz-Pedersen til Modkraft om »Kunst i det grønne«.
At enten »Kunst i det grønne«-festivalen eller BZ-BY-arrangementet skulle være mål for nazistiske aktioner har Torben Schultz-Pedersen »... ingen konkret viden om«.
Han vil ikke løfte sløret for politiets taktik i forbindelse med BZ-BY og siger, at han ikke har søgt om forstærkning i den forbindelse. Men fastholder, at man er »forberedt« på eventuel ballade i forbindelse med et helt tredie arrangement i byen, nemlig en havnefest som finder sted i weekenden den 21.-23 juli.
Det var gæster fra netop den lokale havnefest, som i 2001 startede gadekampe i byen og angreb bz-aktivister under et igangværende BZ-BY-arrangement.
Af Rune Eltard-Sørensen/Monsun
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96