»Bush defol« – Skrid Bush – lød råbet i Istanbul-bydelen Kadiköy søndag, da over 40.000 mennesker samledes i demonstration mod NATO-topmødet, der finder sted i Istanbul mandag og tirsdag.
På trods af et massivt politiopbud i sidegaderne, tungt bevæbnede soldater på tage langs ruten og en udbredt frygt for voldelige konfrontationer var demonstrationen præget af en positiv stemning og forløb helt uden problemer.
NATO-modstanderne ville helst have demonstreret i Taksim-kvarteret på den europæiske side af Bospor-strædet. Taksim har en lang tradition for at være midtpunktet for tyrkiske demonstrationer.
Men da Taksim ligger for tæt på selve topmødet, blev demonstranterne henvist til Kadiköy, små fem kilometer borte på den anden side af Bosporen, der udgør grænsen mellem Europa og Asien.
Islamister og kommunister mod krigstopmøde
Demonstrationen var klart domineret af en lang række tyrkiske venstrefløjsorganisationer, der tilsyneladende konkurrerede om at råbe højest og lave mest muligt larm.
Der var dog også ganske små grupper islamister, miljøbevægelser samt mindre udenlandske delegationer. Det lykkedes endda et par busser med medlemmer af kommunistpartiet i nabolandet Syrien at være tilstede under demonstrationen i Istanbul. Alle kunne dog samles om slogans som »Morder-USA – ud af Mellemøsten«.
– Torturbødlerne og morderne er her til et krigstopmøde. Vores kamp er en kamp for folk i hele Mellemøsten der kæmper imod tortur og besættelse, sagde Mustafa Avci, generalsekretær i den tyrkiske fagforening for offentlige ansatte.
Demonstrationens vrede gik dog nærmest ubetinget til Bush, selvom de 25 andre NATO-landes stats- og regeringschefer, inklusive danske Anders Fogh Rasmussen, også er tilstede i Istanbul.
Deltagerantallet oversteg klart organisatorernes forventninger. På trods af et overvældende flertal i den tyrkiske befolkning mod USA’s politik i Mellemøsten står Tyrkiets sociale bevægelser og venstrefløjen meget svagt.
Tåregas og vandkanoner
Mandag gik det dog anderledes voldsomt for sig, da ca. 2.000 mennesker på trods af demonstrationsforbuddet samledes på Taksim-pladsen, tæt på selve topmødet.
Denne demonstration blev nådesløst angrebet af politiet, der anvendte både vandkanoner og tåregas. En times tid senere vendte ca. 100 personer tilbage til pladsen, og blev endnu en gang spredt med vandkanoner, tåregas og knippelslag. 36 personer meldes såret.
Terrorfrygt lukker Istanbul
Istanbul er med rette kendt for at være en dynamisk levende, om ikke kaotisk storby. I disse dage er byen dog forvandlet til en spøgelsesby. Metroen er lukket ned, alle store veje er lukket af, gadesælgerne er borte og flere af byens broer er helt lukkede.
Bospor-strædet, der forbinder Sortehavet med Marmarahavet, bliver patruljeret af NATO-krigsskibe, helikoptere og F-16 militærfly flyver lavt over byen, og i gaderne, der vrimler med militær og politi, skal man igennem sikkerheds check-points.
Terrorfrygten har været stor siden selvmordsangreb, der ramte to synagoger og britiske interesser i november. Frygten blev yderligere styrket i torsdags, da der sprang bomber i både hovedstaden Ankara og Istanbul.
I disse dage forekommer det helt umuligt at gennemføre et attentat mod NATO-topmødet, ligesom det forekommer nærmest umuligt for Istanbuls over 15 millioner indbygger at gå på arbejde og leve et nogenlunde normalt liv.
Af Bertil Videt
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96