Massakre på indianere i Colombia

En blodig massakre på omkring 100 Wayuu indianere den 18. april begået af colombianske narkobaroner og højreorienterede paramilitære grupper har drevet flere hundrede indianere på flugt over grænsen til nabolandet Venezuela. I dag lever mere end 300 fordrevne Wayuu indianere i frygt og fattigdom nær grænsen til Colombia.

En af de fordrevne er Maria Pinallo, en 40 år gammel Wayuu indianer, der tidligere levede af at opdrætte geder sammen med sine seks børn i Bahia de Portete, en lille havneby i den colombianske Guajira ørken.

Men for tre år siden optrappede narkobaronen Jose Maria Borros - kendt under navnet »El Che Mabala« - narkosmugling fra havnebyen.

- Der blev bygget en narkofabrik, fly begyndte at lande der, mange udlændinge kom for at købe smuglergods, fortæller Maria.

- Når vinden blæste kraftigt, blev vores børn syge af citronsyren og de andre ingredienser, der blev blandet i kokainen. Historierne om de indfødte familiers klager nåede hurtigt frem til El Che Mabala. En morgen kom de sammen med de paramilitære for at udrydde os.

»Vi vil have hævn«

Klokken syv om morgenen den 18. april omringede cirka 200 mænd de 50 bygninger i Bahia de Portete.

- I ørkenen kan vi se folk komme på lang afstand, og det reddede vores liv, forklarer Maria.

Hun havde ikke tid til at låse sin dør eller tage nogle ting med. Hun greb sit yngste barn og sagde til alle, at de skulle løbe så hurtigt, de kunne. Men mange nåede ikke at flygte.

Jose Vincente er kun otte år gammel. Hans mor sagde, at han skulle løbe væk og gemme sig, ellers ville han blive dræbt.

- Jeg løb så hurtigt...jeg fik sand i øjnene...jeg havde ikke tid til at tage sko på - mine fødder gjorde så ondt, fortæller barnet.

Jose Vincente tegner i sandet, hvordan han undslap de paramilitære. Den lille dreng så soldaterne dræbe mænd, kvinder og børn uden nåde, halshugge dem og skære dem i småstykker »som råt kød med deres macheter«. Han hævder også at have set folk blive brændt levende.

Luis Angel, en fisker fra Bahia de Portete, efterlod ikke bare sit hus, men også ligene af sine to sønner på fem og syv år, brændt ihjel i hans egen lastvogn.

- Jeg var på besøg hos min mor den dag, og jeg ville have kørt hurtigere, men vognen ville ikke starte.

Han hørte sine børn skrige, men der var intet, han kunne gøre, og Luis Angel tænker nu kun på én ting: hævn.

- Jeg har mine dyr der, og min jord. Jeg vil ikke overlade det til de paramilitære. Én ting er sikkert: vi vil have hævn for vores døde familiemedlemmer.

De paramilitære massakrerede alle, der ikke nåede væk. De lod kun en gammel mand gå efter at have skudt ham i den ene hånd og skåret den anden hånd i småstykker, hvorefter de beordrede ham til at fortælle de overlevende, at de aldrig skulle vende tilbage. Mandens sårede hænder måtte amputeres på et hospital i Venezuela, og den gamle mand ønsker aldrig at vende tilbage.

Kamp om narkokontrol

Hundreder af Wayuu indianere vandrede i dagevis gennem ørkenen uden vand eller mad, indtil de blev samlet op af lastbiler, der hjalp dem over grænsen. Fem dage senere ankom den colombianske hær til landsbyen, hvor soldaterne fandt rester af lig spredt over hele området. Kun 30 lig blev fundet, mens mere end 80 er savnet. »Formentlig druknet i havet eller begravet«, vurderer Wayuu’erne.

Da hæren nåede frem, var de paramilitære væk.

- El Che Mabala har sine kontakter. De vidste at hæren var på vej, siger Maria anklagende.

I dag er der ingen tilbage i Bahia Portete.

- En spøgelsesby med ånderne fra de døde, fortsætter Maria, mens hun forsøger at holde tårerne tilbage.

- Hvorfor skar de folk i småstykker? De er slagtere. Der var intet tilbage at begrave.

En af de vigtigste grunde til massakren menes at være ønsket om kontrol med netværket af narkosmuglerhavne på kyststrækningen i Guajira i det nordlige Colombia.

Menneskerettighedskommissionen hos det nationale politi har offentliggjort en rapport, der fastslår, at situationen følger den politik, som de paramilitære plejer at praktisere.

- De kæmper om dominansen over Bahia Portete, en by der transporterer en masse smuglergods. Fragtskibe lægger til med varer og sejler derfra med narkotika, udtaler officielle kilder fra den colombianske hær til dagbladet El Tiempo

Fordømmelse i FN

Hver dag siden massakren er Wayuu indianer ankommet til Venezuela fra Colombia. Arcadio Montiel, indfødt medlem af den Regionale Lovgivende Forsamling, siger, at kun 309 flygtninge er blevet registreret i Maracaibo af FN’s Flygtningekommission (ACNUR). Men i det tal er ikke medregnet de flygtninge, der skjuler sig eller er i eksil. Et antal som Montiel mener, er stort.

- Vi mener, at der er mere end 700 i alt. Kulturelt er Wayuu’erne meget diskrete. Nogen gange fortæller de ikke engang deres naboer, hvor de kommer fra.

Desuden er indianerne meget bange for at vidne, fordi de ved, at nogle af de paramilitære også har krydset grænsen for at gemme sig for den colombianske hær.

- Situationen er meget kompliceret, mener Montiel.

- Wayuu’erne vil have hævn. Det er deres kultur. De har deres egne love i Guajira, en region der er splittet i to af den colombiansk-venezuelanske grænse. For indianerne er der ingen grænse; dette land har altid været deres.

- En anden komplikation er de paramilitære, også kendt som den ekstremt højreorienterede væbnede gruppe »Unionen til Colombiansk Selvforsvar« (AUC). De bekæmper FARC, der er en af flere venstreorienterede guerillagrupper. Begge er involveret i narkoproduktion. Og endelig er der regeringerne i Colombia og Venezuela. Alle disse parter har deres egne dagsordener og interne love, siger Arcadio Montiel.

Ifølge Montiel har den venezuelanske regering ikke reageret tilstrækkeligt på »Wayuu folkedrabet«.

- Den politiske situation i landet, med den kommende folkeafstemning om præsident Chavez’ tilbagetrædelse, tager meget af regeringens energi. Reaktionerne på massakren har været svage. Som mennesker fortjener Wayuu’erne mere opmærksomhed.

På et møde den 22. maj i New York i FN’s Permanente Forum for Oprindelige Folk fordømte vicepræsidenten for Venezuelas Nationalforsamling, Noeli Pocaterra, »Wayuu folkedrabet«.

- Mødets centrale tema var indfødte kvinder involveret i menneskerettigheder, udvikling og økonomiske spørgsmål, fortæller Noeli Pocaterra.

- Jeg benyttede lejligheden til at fordømme situationen i Guajira regionen, hvor de indfødte er jaget væk af paramilitære grupper. Jeg opfordrede til international humanitær opmærksomhed, således at FN’s Højkommissariat vil undersøge begivenhederne. Der fandt et folkemord sted i Colombia og vi har brug for international hjælp.

Ifølge vicepræsidenten er problemet med paramilitære og guerillagrupper i Colombia ikke i nærheden af at være overstået, men vil formodentlig koste mange flere interne og internationale »forflytninger«.

Fakta:

Ofrene for den colombianske borgerkrig

Den uafhængige amerikanske Flygtningekomité udgav for nyligt en rapport, der fastslår, at mere end tre millioner mennesker er interne flygtninge i Colombia på grund af den væbnede konflikt i landet. Det på trods af den såkaldte Plan Colombia, der er finansieret af USA.

Borgerkrigen mellem de paramilitære, guerillaerne og den colombianske regering har resulteret i massive folkevandringer blandt indianere og folk i landområderne til de store nærtliggende byer eller nabolande som Ecuador, Venezuela og Panama.

Luis Alfonso Hoyos, der er ledende regeringsrådgiver i flygtningesager, udtaler til nyhedsbureauet AFP, at den colombianske regering siden 2002 har formået at bringe 80.000 colombianere tilbage til deres hjem. De var alle blevet tvunget til at flytte på grund af vold udført af guerillaer eller højreekstremistiske paramilitære.

Ifølge Hoyos er der i år afsat 120 millioner dollars til at hjælpe fordrevne indbyggere. De fleste af pengene stammer fra »Plan Colombia«, som USA siden år 2000 har sponseret med 2,6 milliarder dollars hovedsageligt til krigen mod narko.

Men fattige og indfødte er stadig de reelle ofre for den colombianske borgerkrig og narkohandelen.

Colombianske embedsmænd vurderer antallet af internt fordrevne til 45.415 i løbet af de første tre måneder af 2004.

Tekst og fotos: Gaëlle Sévenier/Monsun