Annonce

28. maj 2004 - 14:46

Ny forfatningsaftale hemmeligholdes

EU-landene bliver med stor sandsynlighed enige om den nye EU-forfatning, når regeringslederne mødes til topmøde d. 17.-18. juni. Men indtil EU-parlamentsvalget den 13. juni vil det være en hemmelighed for EUs borgere, hvordan magten fordeles i Ministerrådet. Flere lande – bl.a. Frankrig og Storbritannien – har krævet, at det allerede færdige forslag først bliver offentliggjort efter valget. De er, ifølge DR-Nyheder, bange for, at det kunne påvirke resultatet af EU-parlamentsvalget.

- Det er en sjofel sag at vente med at offentliggøre det til efter EU-parlamentsvalget. Umiddelbart må man udlede, at der er flere lande, der har måtte sluge så store kameler, at det menes, at disse landes vælgere ikke kan tåle at høre om det, inden de skal hen og stemme, siger Niels Eriksen kandidat for Folkebevægelsen mod EU og medlem af Enhedslisten.

- Dette skridt er kun med til at cementere befolkningens opfattelse af, at EU i bund og grund er et elitært og udemokratisk projekt, og det kan - heldigvis - kun medføre, at EU-tilhængerne vil få endnu sværere ved at få den kommende EU-grundlov vedtaget i de lande, hvor den skal til folkeafstemning, fortsætter Niels Eriksen.

Da topmødet i december under det italienske formandskab brød sammen, var det især magtfordelingen i Ministerrådet, der skilte landene. Polen og Spanien krævede at få mere indflydelse, end det var forudset i forfatningsudkastet. Nu ser det ud til, at det irske formandskab har fundet et kompromis.

- Nu må det formodes, at det næppe er lande som Tyskland, UK og Frankrig, der har accepteret store indskrænkninger i deres stemmeandel. Derimod er det jo nok mere Spanien og Polen, der har måtte give sig,og muligvis kan de små og mellemstore EU-lande - herunder Danmark - også være bekymrede. Disse lande har ofte været lidt bedre repræsenteret stemmemæssigt i forhold til deres befolkningers størrelse - og det har jo længe været en torn i øjet på de store EU-lande.

- Hele denne diskussion om stemmevægte osv. er dybest set en af de vigtigste ting, der skal afklares i forhold til den kommende EU-grundlov, fordi den berører spørgsmålet om magtfordelingen i EU og forholdet mellem store og små EU-lande, slutter Niels Eriksen.

Fra Enhedslistens Nyhedsbrev

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce