Annonce

21. maj 2004 - 20:57

Amerikanske soldater mishandlede også journalister

Reuters nyhedsbureau har ifølge BBC oplyst, at tre ansatte i Irak blev udsat for seksuelt nedværdigende behandling efter at være blevet tilbageholdt i januar.

Kameramanden Salem Ureibi, freelance tv-journalisten Ahmad Mohammad Hussein al-Badrani og chaufføren Sattar Jabar al-Badrani blev tilbageholdt efter at have dækket nedskydningen af en amerikansk helikopter nær Fallujah.

Slag og trusler – men ingen spørgsmål

De blev tilbageholdt på to militærbaser, hvor de skal være blevet berøvet søvn, have fået poser over hovedet og være blevet slået og sparket. Der blev taget billeder af overgrebene.

En af fangerne, kameramanden Salem Ureibi, har udtalt, at soldaterne truede med at voldtage ham. Fangerne blev aldrig udspurgt i de tre dage, de blev tilbageholdt, og de blev truet med overførsel til Guantanamo-basen.

Efter tre dage blev de løsladt uden, at der efterfølgende blev rejst anklage imod dem.

Ifølge BBC fortæller Reuters, at bureauet først frigiver oplysningerne nu, fordi den amerikanske hær har konkluderet, at der ikke er beviser på, at de tre Reuters-medarbejdere er blevet misbrugt.

Af Lars Henrik

Læs mere hos BBC

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce