Annonce

11. maj 2004 - 17:54

Fodboldklubber mod racisme

Københavnerklubben Frem lancerer nu en decideret kampagne mod racisme på de danske fodboldstadioner. Det sker sammen med de tre antiracistiske organisationer SOS mod Racisme, Mix Europa og Mellemfolkeligt Samvirke under kampagnenavnet »Kampen mod racisme«. Konkret skydes kampagnen i gang i forbindelse med Frems SAS-ligakamp mod Brøndby søndag den 23. maj.

– Frems værdigrundlag bygger på en lang og åbenhjertig tradition, der byder klubben at melde klart ud foran et bredt sammensat publikum, udtaler Finn Kokholm i en pressemeddelelse.

»Racismen stikker stadigvæk sit grimme fjæs frem omkring fodboldkampe, senest i Esbjerg som lagde stadion til ukvemsord fra et fåtal publikummer, der ikke kunne holde stupide racistiske tilråb tilbage«, hedder det endvidere fra Frem-talsmanden, der nu »giver racismen det røde kort«.

Ifølge Finn Kokholm er kampagnen en del af et internationalt initiativ, der blev startet af den engelske fodboldklub Newcastle United.

Det skete efter flere episoder, hvor farvede spillere blev mødt med tilråb eller med bananer, der blev kastet på banen.

I Norge har spillerforening NISO taget kampen mod racisme op, og kampagnen er også ved at få tag i Tyskland og Østrig.

Endelig er der dannet en europæisk forening under navnet FARE – Football Against Racism in Europe.

Anti-racisme på spilledragten

Også den århusianske klub AGF – der har haft store problemer med nazi-inspirerede fodboldfans fra gruppen kaldet White Pride – bliver der nu taget initiativ til et opgør med racisme fra tilskuere.

Det sker efter racistiske fodboldfans på hjemmesiden Dansk Front har startet en indsamling af penge til at »få sendt Josta og Aubynn hjem hurtigst muligt«. Josta Dladla og Jeffrey Aubynn er de eneste farvede spillere på AGF’s superligahold.

– Jeg har aldrig været ude for noget lignende. Det er ubehageligt, og det er klart, at det er noget, jeg bliver ked af, siger 26-årige Jeffrey Aubynn til Århus Stiftstidende.

– Det her er ikke noget, vi skal tie ihjel. AGF tager stærkt afstand fra vold og racisme, udtaler AGF’s bestyrelsesformand Svenn Dam til avisen, og udtrykker tilfredshed med et planlagt møde mellem repræsentanter fra AGF, FC Århus, værtshusejere og politiet, der skal udmunde i løsningsforslag til bekæmpelse af White Pride.

Svenn Dam afviser ikke, at der blandt andet kan blive tale om anti-racistiske paroler på spilledragt og bandereklamer.

Af Martin Lindblom/Monsun

Læs pressemeddelelse fra BK Frem

Læs artikel i Århus Stiftstidende

Se hjemmesiden for FARE

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce