Annonce

10. maj 2004 - 16:24

BZ’ere planlægger aktions-festival

En stor teltlejr med plads til hundreder af aktivister fra den yderste venstrefløj er rammen, når de danske bz’ere i slutningen af juli arrangerer workshops, debat, koncerter, folkekøkken og bz-aktioner i den sydfynske by Svendborg.

Vi regner med bred opbakning

Bag arrangementet – der har overskriften »Svendborg – 750 år uden ungdomshus« – står »Bolig Zolidaritet«, en københavner-baseret »assistance gruppe for bz« og »BZ-Svendborg«, en aktionsgruppe, som de senere år har kæmpet for et selvstyrende ungdomshus i Svendborg.

Bz’erne ønsker at sætte kravet om et selvstyrende ungdomshus på dagsordenen i Svendborg. Men det er ikke kun landets bz’ere, der vil strømme til byen i sommerferien.

Modkraft erfarer, at kultur- og aktionsfestivalen, som stadig er under forberedelse, i maj vil engagere en lang række udenomsparlamentariske grupper fra den yderste venstrefløj.

Store dele af den venstreradikale bevægelse forventes at involvere sig i planlægning og afvikling af, hvad der vurderes som det mest ambitiøse projekt fra bevægelsen i år.

– Vi håber, at festivalen kan inspirere den venstreradikale bevægelse til at udveksle erfaringer og opbygge netværk på tværs af grupper og organisationer. Vi regner med bred opbakning til årets festival, siger en aktivist fra »Bolig Zolidaritet«, som er med til at arrangerer bz-festivalen, til Modkraft

Kamp for selvstyrende ungdomshus

Festivalen er et såkaldt »BZ-BY«-arrangement, hvor konceptet er at besætte tomme huse og derigennem give lokale bz’ere en håndfast opbakning til deres bevægelse og krav om fristeder.

– Grunden til at festivalen foregår i Svendborg, er, at der siden 1999 har været en kamp for et selvstyrende ungdomshus. Det krav vil vi gerne være med til at støtte, og vi mener, at så længe der står huse tomme, vil retten til at besætte bestå, siger en aktivist fra »Bolig Zolidaritet« til Modkraft.

Tidligere BZ-BY-arrangementer har fundet sted i Svendborg 2001 og i København 2002. I 2001 blev bz’erne fysisk angrebet af lokale unge, mens aktionsugen i København året efter førte til, at et hus på Frederiksberg blev holdt bz’at i et helt år efter.

Det præcise sted samt datoen for bz-festivalen er endnu ikke fastlagt.

Af Rune Eltard-Sørensen/Monsun

Læs »BZ har gunstige forhold« på Modkraft.dk

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce