EuroMayDay 004

Ved »prekær« forstås en konstant tilstand af usikkerhed. Det er en usikkerhed, som initiativtagerne til arrangementet finder er kendetegnende ved arbejdet og livet anno 2004.

Usikkerhed på kontrakt

Baggrunden er, at kontrakt- eller løsansættelser er ved at udvikle sig til den hyppigste ansættelsesform i Europa. Kontrakt-ansættelser betyder i praksis hyppige jobskift og at regelmæssig arbejdsløshed bliver grundvilkår for millioner af især unge og nyuddannede, der i disse år bliver ansat i service- og vidensjobs.

Alex Foti fra den faglige organisering Chainworkers i Milano forklarer:

– Kontrakt-arbejdsformen byder på et hidtil uset rettighedsstab, idet man med korttidsansættelser sjældent optjener retten f.eks. til en understøttelse, der bare tilnærmelsesvis matcher et stabilt eksistensniveau endsige retten til pension. Det er det, aldrig at vide om man kan betale sin husleje næste måned.

– Men netop det faktum at de som udgangspunkt er spredte og forskelligartede, betyder at de vanskeligt lader passe ind i traditionelle skemaer for faglig organisering. Vi hverken kan eller ønsker at blive passet ind i en uniform arbejdermentalitet.

Opgør med den faglige tradition

Chainworkers er en organisering af ansatte i de, oftest multinationale, service-kæder, der er i kraftig vækst i disse år, og som udgør nogle af de mest kapitalstærke størrelser i global sammenhæng. Den multinationale servicegigant WallMart, der driver et utal af kæder over hele kloden, er på globalt plan således at finde i den absolutte top, hvad angår indtjening og vækst – langt over de fleste olieselskaber og storindustrielle koncerner.

Chainworkers’ flertydige navn hentyder til arbejdernes virkelighed som ansatte i multinationale servicekæder, men også til den fangekæde, som de mener at være bundet af i den nyliberale økonomi. Organisationen var blandt initiativtagerne til den første EuroMayDay i 2001.

– Vi så, at vi var nødt til at opfinde en ny diskursiv og organisatorisk ramme for vores kamp, en ramme der afspejlede de organiserede subjekter sådan som vi er: mangeartede, fleksible, kreative, kommunikative, med vores ønsker om personlig frihed, fri bevægelighed for vores kroppe osv. osv. – men vigtigst af alt…vi edderrasende og skrup utålmodige. Vi har ikke tænkt os at vente på stater og institutioner, men er simpelthen begyndt at tilbageerobre vores rettigheder med det samme.”

Sydeuropa som nyliberalt laboratorium

Det er intet tilfælde, at netop Italien udgør et af udgangspunkterne for EuroMayDay. I Sydeuropa har den prekære arbejdsform udviklet sig til norm, og i Spanien og Italien menes op imod halvdelen af arbejdsstyrken at være kontraktansatte.

I disse lande har man således oplevet et af de mest drastiske reallønsfald i årtier, da priserne på dagligvarer samtidigt er steget med op imod 50 procent efter indførelsen af den fælleseuropæiske valuta. De sidste års massive strejker og direkte aktioner indenfor den franske kulturindustri har udgangspunkt i et lignende fænomen, idet de franske kulturarbejdere, der ofte er sæsonansatte, mistede deres dagpengeret.

Netværkene, der er kendt som bl.a. intermittents du spectacle, vakte for alvor international opmærksomhed under sidste års Europæiske Sociale Forum, da de besatte Indenrigsministeriet og den statslige forligsinstitution.

Og arbejdsformen breder sig. Mens lave lønninger og fraværet af sociale ydelser i længere tid har været norm for ansatte i f.eks. fastfood-branchen, har usikkerheden nu også bredt sig til brancher, der tidligere tilbød en større grad af social sikkerhed.

Med dette års italienske undervisningsreform, den såkaldte legge Moratti, er stort set samtlige ansatte ved landets universiteter således blevet afhængige af engangsbevillinger, der ofte dikteres af private donorer. Indenfor videnssektoren tales der nu derfor om et såkaldt »kognitariat«, der trods forholdsvis højere lønninger, nu siges at dele prekæriatets grundlæggende vilkår af konstant usikkerhed.

Fælles europæisk kamp?

I en nordisk sammenhæng, hvor fagforeningernes indflydelse på arbejdsmarkedslovgivning og styrke i udformningen af overenskomster historisk set har været større end i Sydeuropa, har tendensen imidlertid ikke tilnærmelsesvis sat sig så hårdt igennem, hvad angår lønniveau og adgang til sociale ydelser.

Det kan derfor synes vanskeligt at identificere et fælles udgangspunkt i en europæisk sammenhæng, og spørgsmålet er, om man overhovedet i f.eks. dansk sammenhæng kan tale om et fremvoksende »prekæriat« eller »kognitariat«.

Til dette siger Alex Foti:

– Jeg kender ikke det præcise tal for andelen af kontraktansættelser i nord, men jeg ved, at det er voksende, og jeg vil godt love de nordiske befolkninger, at det vi oplever på europæisk og globalt plan, er mere en et »Ulven kommer!«. Det er kold virkelighed og intet mindre end realiseringen af selve kernen i den nyliberale økonomi – nemlig fleksibilitet og usikkerhed.

– Vores udgangspunkt for at advokere for en fælleseuropæisk opstand mod prekæriseringen af livet er imidlertid ikke, at vi antager, at udviklingen forgår synkront. Eksemplet fra de nordiske lande beviser det modsatte, men når vi nu ved, at økonomien til stadighed globaliseres, så er det på sigt umuligt at forestille sig, at de nordiske socialdemokratiske nationale løsninger kan modstå presset.

– Og helt konkret har man i de nordiske lande også oplevet angreb på præcis de befolkningsgrupper, som vi her identificerer som prekære. Så vidt jeg ved, fik unge i Danmark skåret i deres adgang til sociale ydelser midt i 90’erne, og faldende universitetsstipendier, bolignød, markedsgørelse af videnssektoren og underbetalt tvangsarbejde for arbejdsløse og immigranter findes også der.

– Der er selvfølgelig tale om mere udtalte statspromoverede og kontrollerede udgaver, uden dermed dog at sige at der er tale om »suveræne« dispositioner fra de nordiske regeringers side. De nordiske kammerater, der gør EuroMayDay til deres, må naturligvis tage udgangspunkt i deres specifikke situation, uden dermed at glemme at der findes en global og en europæisk politisk virkelighed, som vi er nødt til at kæmpe i og imod.

»Vi vil ikke arbejde!!«

En af de mere kontroversielle sider af EuroMayDays grundlag er det faktum, at man ikke kræver fastansættelser som modsvar til kontraktarbejdet, sådan som arbejderbevægelsen traditionelt har gjort. Der er sågar tale om en eksplicit kamp mod arbejde som sådan, og altså en tankegang der finder genklang i 70’ernes autonome arbejderstrømninger i Italien og disse grupperingers hyppigt brugte slogan: noi non lavoreremo mai! (»Vi arbejder aldrig mere«).

– Nu må det være nok med den evige hyldest til arbejdet og det forprogrammerede liv. Og det er ikke et spørgsmål om avancerede teoridannelser om immaterielle cyber-identiteter eller ej, det er det simple svar på det simple spørgsmål: Hvad vil vi have, sikkerhed i ansættelsen eller sikkerhed i indkomst? Penge eller arbejde? Det burde være så let, penge selvfølgelig!, slutter Alex Foti.

Bag årets EuroMayDay-arrangementer står en række radikale grupper, uafhængige fagforeninger, mediekollektiver, organisationer af immigranter, studenter- og forskerkollektiver. Fra den tidlige morgenstund 1.maj er der bebudet besættelser af en række tog mod Milano, og arrangørerne forventer mere end 50.000 deltagere i dagens aktioner, der blandt andet har som målsætning at blokere flere af Milanos store servicekæder.

Modkraft følger begivenhederne i forbindelse med EuroMayDay i Milano på nærmeste hold.

Af Nikolaj Heltoft/Monsun

Den officielle EuroMayDay 004 hjemmeside: eromayday.org

EuroMayDay 004 påGlobal Project – direkte streaming radio & TV

Prekæriatets 1.maj i Stockholm

Euromayday i Helsinki

EuroMayDay mod EU-topmødet i Dublin hos Indymedia Ireland

Chainworkers i Milano

Intermittents du spectacle i Frankrig

Yo Mango! i Barcelona

Deltag selv i den virtuelle EuroMayDay-demonstration

Læs Toni Negri’s artikel De fattige er fjenden om prekæriatet og den nye fattigdom på Kontradoxa

Tjek 1. maj i Danmark på Modkrafts kalender