For Iraks kvinder har invasionen af landet langt fra betydet frihed. For selvom regimet under Saddam Hussein ikke ligefrem kunne kaldes kvindevenligt, sørgede de irakiske myndigheder trods alt for en vis beskyttelse af den kvindelige befolkning.
Med sammenbruddet i de irakiske myndigheder er denne beskyttelse forsvundet, og besættelsesstyrkerne har ikke været i stand yde den beskyttelse, de er forpligtet til, fremgår det af rapporter fra både Amnesty International og Human Rights Watch.
Og mens vestlige medier er fyldt med historier om de vestlige gidsler i Irak, er der stort set tavshed om de mange hundrede kidnapninger af irakiske kvinder.
200 dollars for en jomfru
Ifølge den irakiske kvindeorganisation Organisation of Women’s Freedom in Iraq (Owfi), blev 400 kvinder sidste år kidnappet og voldtaget på bare fire måneder mellem april og august.
Tallet kan ikke bekræftes, for de forskellige observatører i landet er enige om, at langt de færreste voldtægter og andre overgreb mod kvinder bliver anmeldt af kvinderne eller rapporteret af myndighederne.
Bagdads politichef, Raad Yasir, udtaler til Aljazeera.net, at historierne om hundredvis af kidnapninger er overdrevne, men medgiver samtidig, at de to-tre tilfælde, der hver uge meldes til politiet kun udgør en lille del af det samlede billede.
– Det er et voksende fænomen, en ny forretning i Irak, udtaler politichefen.
Owfi rapporterer om tilfælde, hvor jomfruer er blevet solgt til nabolande for 200 dollars og ikke-jomfruer for 100 dollars.
Ifølge Owfi er voldtægt, kidnapning, æresdrab og hustruvold blevet daglige forteelser siden besættelsens start, og fraværet af en decideret politistyrke i Bagdad har medført, at kvinder ikke længere kan gå ud alene uden en bevæbnet mandlig vagt.
Human Rigths Watch bekræfter i sin rapport, at angsten for voldtægt og kidnapning holder kvinderne væk fra skoler og arbejde, og tvinger dem til at blive inden døre.
8.000 kurdiske æresdrab
Selvom de færreste er tvivl om, at kvinder var groft undertrykt under Saddam Husseins regime – bl.a. udførtes summariske halshugninger af prostituerede, oplyser Owfi – er kvindernes forhold efter besættelsen forværret både fysisk, juridisk og politisk.
Under Ba’ath-regimet havde kvinderne trods alt enkelte grundlæggende rettigheder som for eksempel retten til uddannelse, arbejde, skilsmisse og forældremyndighed.
Men et år efter regimets fald er der ifølge Owfi sket en forværring for Iraks kvinder frem for en forbedring – og ikke meget tyder på, at fremtiden tegner lysere.
Det Irakiske Regeringsråd (IGC) bringer ifølge kvindeorganisationen ikke meget håb for kvinderne, fordi rådet primært består af repræsentanter for religiøse, stammeledere og nationalister, der meget sjældent bekymrer sig om kvinders rettigheder.
Som eksempel nævner Owfi de kurdiske nationalistpartier, der har regeret det nordlige Irak siden afslutningen på den første Golfkrig:
»I mere end 13 år har de krænket kvindernes rettigheder og forsøgt at undertrykke de progressive kvindeorganisationer. I juli 2000 angreb de både et kvindehjem og kontoret hos en uafhængig kvindeorganisation. Begge steder var med til at redde livet for kurdiske kvinder, der var flygtet fra »æres«drab og hustruvold. Mere end 8.000 kvinder er døde som følge af »æres«drab siden nationalisterne overtog kontrollen i området«, skriver Owfi.
Besættelsesmagten svigter sit ansvar
Owfi peger også på, at et af de første tiltag fra Det Irakiske Regeringsråds side var at flytte den internationale kvindekampdag fra den 8. marts til den 18. august, som er fødselsdagen for profeten Mohammeds datter, Fatima Zahra.
»Dette har intet at gøre med kvinders rettigheder, men har til hensigt at underlægge kvinder de religiøse regler«, mener Owfi, og peger samtidig på, at et forslag fra Regeringsrådet om at indføre islamisk sharia-lovgivning i stedet for sekulære love, udløste store demonstrationer, der imidlertid ikke fik nogen særlig mediebevågenhed.
Også Amnesty International udtrykker bekymring i denne forbindelse. I en rapport fra den 31. marts 2004 med titlen »Irak: Vold mod kvinder stiger voldsomt«, hedder det:
»Ifølge den internationale humanitære lovgivning, har koalitionsstyrkerne, som besættelsesmagt, ansvaret for at garantere sikkerheden for den civile befolkning i Irak. De har en forpligtelse til at opretholde og genindføre orden, og sørge for mad, medicinsk behandling og hjælpeindsats. Indtil videre har de svigtet deres forpligtelser.
De har også svigtet i forhold til at lade kvinder spille en ligelig rolle i den politiske proces og i genopbygningen af deres land. På nuværende tidspunkt er kun tre medlemmer af IGC kvinder. At blive udelukket fra den politiske beslutningsproces nu, vil bringe kvindernes fremtidige rettigheder i fare«.
Amnesty International kritiserer også besættelsesstyrkerne for ikke at tage overgrebene mod organiserede kvindegrupper alvorligt, og nævner som eksempel, en episode, hvor et medlem af Owfi henvendte sig til Koalitionsmyndighederne efter konkrete trusler fra en radikal islamisk gruppe.
Angiveligt lød svaret, at myndighederne havde mere presserende ting at tage sig af.
Amnesty sendte i forbindelse med disse dødstrusler et brev til den amerikanske chefadministrator Paul Bremer, hvori menneskerettighedsorganisationen udtrykte bekymring for kvindeaktivisternes sikkerhed, men har endnu ikke modtaget svar. Amnesty mener heller ikke at have set tegn fra hverken Koalitionsmyndighederne eller Regeringsrådet på konkrete tiltag til beskyttelse af kvinder og kvinderettighedsforkæmpere.
HRW: Indfør kvindeligt politi
Human Rights Watch udtrykker for deres vedkommende bekymring for kvinders fremtidige retstilling i Irak. Blandt andet kan en irakisk mand ifølge lovgivningen undgå straf for kidnapning af en kvinde, hvis han efterfølgende gifter sig med offeret.
»Det er afgørende, at alle parter, der er involveret i planerne for Iraks genopbygning, tager statens ineffektive beskyttelse af kvinder og piger alvorligt. De involverede i genopbygningsprocessen bør garantere, at ethvert eksisterende eller nyt tiltag, der behandler kvinder og piger ulige i forhold til loven, afskrækker kvinder og piger fra at anmelde seksuel vold, eller straffer kvinder og piger for at være blevet ofre for seksuel vold, bliver imødegået«, skriver HRW i sin rapport.
HRW anbefaler, at der tages skridt til at inkludere kvinder i politistyrken, og at der oprettes særlig politidelinger med kvindeligt personel til at tage sig af sager om seksuel vold.
Og indtil det irakiske politi er fuldt ud i stand til at tage hånd om problemerne, må de amerikanske besættelsesstyrker ifølge HRW oprette en særlig efterforskningsafdeling, til at tage sig af seksuel vold mod og handel med kvinder.
Af Martin Lindblom/Monsun
Besøg Owfi’s hjemmeside (engelsk)
Se HRW’s rapport om kidnapninger og vold mod kvinder i Bagdad (pdf)
Læs Amnesty Internationals rapport om vold mod kvinder i Irak (engelsk)
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96