Annonce

17. april 2004 - 13:20

Kerry lover ikke at favorisere fattige og sorte

Ikke en omfordelingsdemokrat

Den demokratiske præsidentkandidat lovede den 14. april at han »ikke er er en omfordelingsdemokrat«, og at han er »finanspolitisk konservativ« og »centrist«, skriver New York Times. Talen blev holdt på en eksklusiv fundraising-morgenmad til 25.000 dollars per kuvert og er en reaktion på Bush-kampagnens reklamer, der maler et billede af Kerry som venstreorienteret.

Talen varslede ifølge Kerry begyndelsen på en kampagne for at placere ham i midten af amerikansk politik og tiltrække midtersøgende republikanske stemmer, der er trætte af Bush.

Kerry gik desuden til modangreb på Bush ved at anklage ham for, at ligegyldigt hvad han bliver spurgt om, handler svaret om terror.

Sorte er som alle andre

I en tale samme dag på Howard University – et privat, sort universitet – talte Kerry imod erstatning til efterkommere af amerikanske slaver, og mente at Haitis præsident Aristide, der for nylig blev væltet af et USA-støttet kup, »til en vis grad selv var blevet til det, han kæmpede imod«.

Begge er mærkesager for dele af den såkaldte Black Caucus, en uformel samling af sorte demokrater i kongressen, der afspejler venstrefløjstendenser i det demokratiske parti.

På et spørgsmål om, hvordan han ville tiltrække afrikansk-amerikaneres stemmer, svarede han, at sorte vel gik op i de samme ting, som alle andre amerikanere gjorde.

Udtalelsen er provokerende for sorte borgerrets- og beboerorganisationer, der mener at en særlig politisk indsats er nødvendig for at bryde en ond cirkel af ghettoisering, arbejdsløshed og massiv fængsling af unge sorte mænd.

Talen trak kun begrænset applaus fra de cirka 150 fremmødte studerende, skrev New York Times.

Af Sven Gårn Hansen/Monsun

Læs artikel på Common Dreams

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce