Et provokeret oprør

Øjenvidner i Fallujah

»Blandt Bush-regeringens mere latterlige påstande er, at mujaheddinerne er en lille gruppe af isolerede »ekstremister«, som flertallet af Fallujahs befolkning vender ryggen. Intet kunne være længere fra sandheden«.

Det skriver den amerikanske forfatter Rahul Mahajan i sin internetjournal. Han og en anden amerikansk journalist, Dahr Jamail, der skriver til internet-avisen The New Standard, besøgte Fallujah den 11. april, mens der officielt var våbenhvile i byen.

Følg Rahul Mahajan blog

Ingen våbenhvile

»Hvad jeg kan meddele fra Fallujah, er, at der ikke er nogen våbenhvile, og der åbenbart aldrig var en. Irakiske kvinder og børn skydes ned af amerikanske skarpskytter Over 600 irakere er blevet dræbt af de amerikanske angribere, og beboerne har forvandlet to fodboldbaner til gravpladser. Ambulancer bliver beskudt af amerikanerne«, skriver Dahr Jamail.

De allerfleste døde er civile, trods en amerikansk obersts påstande om, at de var bevæbnede mænd i den militære alder, og at »marinesoldaterne er virkeligt dygtige til det, de gør.«

»Alt dette sker under dække af at fange dem, der dræbte fire sikkerhedsvagter fra Blackwater Security og hængte to af dem fra en bro«, skriver Dahr Jamail.

Følg Dahr Jamails blog

Lang optakt til oprør

Det shiamuslimske oprør i Irak er ikke begrænset til en lille gruppe radikale, og det er ikke pludseligt opstået på grund af begivenhederne i Fallujah.

Det skriver den amerikanske sociolog Michael Schwartz i en analyse på Znet.

Løftebrud

»Den vigtigste enkeltbegivenhed var den meget vigtige, men knap nok omtalte, erklæring fra den Provisoriske Koalitionsmyndigheds chef, Poul Bremer, at USA havde »fundet et juridisk grundlag for, at amerikanske soldater kan bevare den militære kontrol over sikkerhedssituationen i Irak«, selv hvis irakerne beder USA om at forlade Irak efter den 30. juni.«

Den amerikanske erklæring den 25. marts om at ville fortsætte besættelsen, uanset hvad en irakisk regering måtte ønske, blev opfattet som et løftebrud af alle shiitiske ledere, selv den »moderate« Ayatollah Al-Sistani. De konkluderede, at amerikanske løfter om uafhængighed var tomme, skriver Schwartz.

Radikale ledere som Muqtada Sadr havde aldrig troet på dem.

Stok og gulerod

I erklæringen forklarede Bremer fire mekanismer, som USA vil bruge til at opretholde magten i Irak uanset en irakisk regerings ønsker:

1. Den amerikanske besættelsesmagt vil fortsat være »den vigtigste garanti for amerikansk indflydelse«.

2. USA vil opretholde »den operationelle kontrol« over den irakiske hær, der er under dannelse.

3. USA vil beholde 14 permanente baser i Irak med kapacitet til at huse 100.000 soldater.

4. USA’s genopbygningsbudget på 18,4 milliarder dollars, administreret af en ambassadestab på 3.000 ansatte, vil sikre USA politisk kontrol over de vigtigste investeringer i infrastruktur de kommende år.

Strategisk boomerang

Siden erklæringen har shia-militser, der har håndhævet ro og orden i shia-kvarterer, siden de i december 2003 stort set blev forladt af amerikanske besættelsestropper, formodentlig rustet sig til konfrontation.

Det har de – takket være USA’s antiguerilla-strategi – kunnet gøre i fred og ro, ifølge Schwartz.

I december 2003 optrappede USA sin militære respons mod den væbnede modstand, ved at tage taktikker om massiv respons fra Vietnam-krigen og den israelske undertrykkelse af den anden Intifada i brug. Amerikanske soldater blev i december 2003 trukket ud af de formodede USA-venlige shia-kvarterer for at koncentrere styrkerne til den mere massive indsats.

Det har skabt en opbygningsperiode, hvor shiaernes militser og shariah-domstole har etableret sig i relativt ro som den reelle myndighed.

Benzin på bålet

I stedet for at afvente shiaernes reaktion på budskabet om, at USA ikke vil anerkende irakisk uafhængighed efter den 30. juni, kastede Bremer benzin på bålet ved straks at gribe til et »forebyggende angreb« mod den mest militante shia-muslismke leder, Muqtada Sadr, ved at lukke hans bevægelses avis og shariah-domstole i de kvarterer, hvor han er mest populær.

Schwartz spår, at den amerikanske hær givetvis vil generobre de shiamuslimske kvarterer. Men hvis shia-militserne lader det ske uden heftige kampe, der ødelægger kvartererne, vil »de være endnu stærkere efter denne episode«.

Af Sven Gårn Hansen/Monsun

Læs analysen på Znet