Frankrigs venstrefløj vinder regionalvalget

Derimod lykkedes det ikke for en revolutionær-socialistisk venstrefløjsalliance at forcere spærregrænsen på 10 pct. ved første valgrunde. Den var derfor udelukket fra at stille op ved søndagens afgørende 2. valgrunde.

Et rungende nej til neoliberalismen

Det netop overståede regionalvalg var ifølge forkvinden for det franske kommunistparti (PCF), Marie-George Buffet, et klart mistillidsvotum til den nyliberale kurs, som den konservative regering under premierminister Jean-Pierre Raffarin har ført.

I løbet af de sidste to år er store dele af landets under privilegerede gået på gaden for at protestere mod regeringens forringelser af de gældende pensionsordninger og mod nedskæringerne i arbejdsløshedsunderstøttelsen.

Store demonstrationer og talrige strejker har med mere eller mindre held vist modstand imod regeringens privatiseringspolitik indenfor den offentlige servicesektor og mod de deregulerende foranstaltninger i forhold til overenskomster og arbejdsforhold.

Også regeringens indvandrerpolitik, der for nyligt kulminerede i det omstridte »tørklæde-forbud« i skolerne og på offentlige uddannelsessteder, har tydeligvis bidraget til de konservatives nederlag. Således var stemmeprocenten usædvanlig høj i mange områder med store indvandrergrupper blandt befolkningen.

På baggrund af de samfundsmæssige protester stod det klart fra starten, at venstrefløjen generelt ville gå frem ved valget. At valgsejren blev så overvældende stor, var der imidlertid ingen, som havde forventet, lød den samstemmende kommentar fra venstrefløjens repræsentanter.

Selv i så traditionelle højrefløjs-højborge som Paris-regionen Ile-de-France og i statsministeren Rafferins hjemegn Poitou-Charentes, vandt venstrefløjen det absolutte flertal.

Nedtur for den revolutionære venstrefløj?

I modsætning til den moderate venstrefløjs valgfremgang lykkedes det ikke for de to største organisationer på den revolutionære venstrefløj – de trotskistisk orienterede partier »Lique Communiste Revolutionaire« (1) og »Lutte Ouvriére«(2), at gentage succesen fra det seneste præsidentvalg i 2002, hvor de fik næsten 11 pct. af de afgivne stemmer.

På trods af et stort og synligt engagement i de forskellige anti-racistiske og uddannelsespolitiske bevægelser og i aktuelle strejker blandt postarbejdere, flypersonale, osv. fik de stik imod forventningen kun knap halvdelen af de 10 pct., der ville have givet dem adgang til anden valgrunde i søndags. Dermed mistede de samtlige 24 mandater, som de vandt ved det seneste regionalvalg i 1998.

Ifølge de første kommentarer fra de to organisationer stemte mange af deres tidligere vælgere denne gang på den socialdemokratisk-kommunistiske-grønne reform-alliance for at give den konservative regering et optimalt parlamentarisk nederlag.

Højrefløjens katastrofevalg

Så godt som alle ministre og toppolitikere i den konservative regering tabte valget til deres respektive modkandidat fra venstrefløjen eller socialdemokratiet. Selv de mest prominente konservative som f.eks. den 78-årige eks-præsident Valery Giscard d`Estaing, fhv.formand for EU-konventet, tabte sit præsidentskab for regionen Auvergne til en venstrefløjspolitiker. Den eneste af i alt 27 regioner i Frankrig, der fortsat vil blive ledet af præsident Chiracs konservative UMP-parti er således Alsace-provinsen.

Også det højre-ekstremistiske, racistiske Front National (FN) – en politisk pendant til Dansk Folkeparti – var blandt valgets tabere. Således tabte FN mere end halvdelen af de opnåede regionalmandater fra 1998. På landsplan fik Front National under 13 pct. af stemmerne, hvilket betyder en mandatreduktion fra 275 til 123 mandater.

Grunden til Front Nationals tilbagegang er nok meget sammensat: FNs generelle stagnationstendens og de forandrede regionalvalgslovbestemmelser til ulempe for regionalpartier har medvirket til tilbagegangen i racistfrontens vælgertilslutning.

Ligeledes har de talrige anti-racistiske mobiliseringer mod racisternes møder og manifestationer fra lokale initiativgruppers side bidraget til Front Nationals nedgang.

Af Alfred Lang/ utonomi-kollektivets info-service

Noter:

(1) Lique Communiste Revolutionaire (LCR) er en udløber af 68-bevægelsens oprør og er fransk sektion af 4. Internationale (Forenede Sekretariat). Organisationen er traditionel aktiv i bevægelserne, og har løbende aktualiseret og indoptaget bevægelsernes politiske og teoretiske erfaringer i dens grundlag. Ved sidste valg fik LCR 4,3 pct. af stemmerne.

Besøg Lique Communiste Revolutionaire

(2) Lutte Ouvriére (LO), er oprindeligt dannet i 1939/40 som ”Union Communiste(trotzkyste)”og omdannet til Lutte Ouvriére i løbet af 1968. LO prioriterer fagligt arbejde i industrivirksomhederne og udgiver efter egne udsagn 400 virksomhedsaviser. LO fik ved sidste præsidentvalg 5,8 pct. af stemmerne, svarende til 1,6 millioner stemmer.

Besøg Lutte Ouvriére

Kilder:

Liberacion

Le monde

L`Humanité