På et meget kort pressemøde lørdag eftermiddag på Falkoner Hotel oplyste den britiske revisionist David Irving, at hans annoncerede møde i København var aflyst. Den umiddelbare grund er tilsyneladende, at en restauratør på Nørrebro aflyste udlejningen af mødelokalet, da det gik op for ham, hvem der var på vej. Men det forlyder også, at flere af de tilmeldte deltagere er sprunget fra.
Ifølge den danske mødearrangør er det endnu ikke afgjort, om der gøres et nyt forsøg søndag. På David Irvings egen hjemmeside fremgår det, at han vil holde foredrag søndag eftermiddag, men det kan ikke bekræftes. Ifølge TV2’s Nyhederne forsøger arrangørerne dog at finde et nyt mødelokale.
Københavns politi bekræfter dagens aflysning, men opretholder beredskabet og forholder sig afventende.
Det samme kan siges om de anti-racistiske organisationer, der havde bebudet protestaktioner. Her glæder man sig over aflysningen.
– Det er for fedt, at de ikke holder mødet. Som løbesedlen siger: »Holocaust var en forbrydelse mod menneskeheden. At benægte Holocaust i dag er også en forbrydelse mod menneskeheden«. Det er godt at vide, at den slags løgne ikke vil blive udspredt i Danmark i dag, udtalte en ung kvindelig anti-racist.
Af Martin Lindblom/Monsun
Læs pressemeddelelse fra Anti-Racistisk Netværk
Læs baggrundsartiklen »Hitlers spindoktor kommer til København« på Kontradoxa
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96