7. februar 2004 - 14:08

Hunden – en sammensværgelse, kapitel 28

Af modkraft

Hunden – en sammensværgelse,

kapitel 28: »Freedom then peace!«

af Sean McGuffin

oversat af Inge Kongsgaard Hansen og Alfred Lang

»Massakre i Bohemian Hain!«, skreg avisernes overskrifter næste dag. Den skrækkelige historie stod bl.a. i en sort omrammet spalte på forsiden.

Blandt de sytten døde og fyrre sårede var bla.:

10 personer tilhørende San Franciscos overklasse

9 prominente bankiers/pengehajer

8 sikkerhedsfolk

7 politikere

6 købte borgmestre

5 pensionerede militærfolk

4 højtstående CIA-agenter

3 medlemmer af Dow Chemicals ledelse

2 udenlandske diplomater

1 tidligere præsident af De forenede Stater

1 irsk premierminister

1 endnu ikke identificeret terrorist, som øjenvidner har set falde ud af den angribende helikopter.

»Og en fasan i pæretræet«, mumlede Harry Thornton og læste videre.

I morgengryet havde FBI-agenter opdaget helikoptervraget i Russian River. Det var gennemhullet af skudhuller og fuld af blod, men der var ingen lig ombord. En eftersøgningsaktion ned ad floden i strømmens retning gav heller intet resultat. FBI var ikke i stand til at identificere det forkullede lig af den tredje terrorist. Der var ingen fingeraftryk og Jacksons tandlægejournaler var aldrig blevet arkiveret i De forenede Stater. Det var overladt til Harry Thornton, på baggrund af de informationer der var blevet tildelt ham at belaste Jim Jackson for at være Harenes Kamikaze.

Hele nationen sørgede over tabet af disse store mænd. Thornton sad ved sin skrivemaskine. Han kom i tanke om et citat af Herman Melville. »Selv sandheden forgår, og se, af den triste askes sandhed vokser lidelser og løgne«. Så sandt, så sandt, tænkte han.

Næste dag modtog Harry Thornton et kommuniqué i form af en side revet ud af Biblen. Teksten stammede fra Jakobs brev og lød således:

»Men I, I rige, græder og jamrer kun over den elendighed, som vil ramme jer selv. Jeres rigdom forgår, og jeres klæder bliver ædt op af møl. Jeres guld og sølv ruster, og denne rust vil optræde som vidne mod jer og fortære jeres kød som ild. Selv indtil den sidste dag, samler I på skatte.«

Underskriften under erklæringen, der var postet dagen før i Sebastopol, lød:

»Hundens Harer.«

Håbet om genopstandelse

Byen Whittier strækker sig over et udhæng på Puente-forbjergene, formet af vindenes kraft. Den ligger 25 km øst for Los Angeles og 30 km fra San Gabriel bjergene. Byen, der blev grundlagt af kvækere i 1898 og opkaldt efter John Greenleaf Whittier, en ubetydelig digter med dårlig smag, blev på trods af intensive erhvervsmæssige aktiviteter først og fremmest berømt pga. Rose Hills Memorial Park, angiveligt verdens største kirkegård. Dertil kom, at De forenede Staters 37. præsident, Richard Milhous Nixon var vokset op her og havde taget afgangseksamen fra Whittier College.

Dengang han endnu ikke var blevet kriminel, forrettede manden på sin mærkværdige måde andagten i East-Whittier-Friends-kirken i nærheden af Russel Street, men i de seneste 20 år havde man knap nok set noget til ham i byen, da han holdt sig skjult i sin Penthouse-bolig i New York, hvor han udlevede sine paranoide fantasier, brændte kassettebånd af og undskyldte sig overfor såvel ven som fjende.

Nu vendte så sønnen af ærbare, retskafne kvækere endelig hjem, hjem til rosenbakken, hvor også hans mor hvilede i fred. På ham var der nu ikke meget, som hvilede i den udsmykkede, dyre og vulgære kiste, der stod opbevaret i ’Stilhedens Erindringskapel’. Napalmen havde brændt og forkullet hans kødfulde hud, således som det i mange år havde mishandlet og tilintetgjort talrige vietnamesere.

Processionen, der bevægede sig fra kapellet, hvis tre høje tårne spejlede sig i en betonfontænes krystalklare vand, renset med kemikalier og nedad bakken, var heller ikke nogen særlig stor procession. Hvor hurtigt man dog glemmer! Udover den nærmeste familiekreds og et par slimede Bebe-Robozo-væsener bestod sørgetoget for det meste af efterretningsfolk, der svedte i deres sorte frakker.

Sørgetoget passerede de hellige haver, mindernes, trøstens og barmhjertighedens haver, elletræernes, morgenfruernes, lupinernes og nellikernes enge og kom forbi Klarhedens have, som lå lige overfor Stilhedens have og nåede til slut frem til den noget mindre og derfor mere passende Sandhedens have, hvor det der var blevet tilbage af Tricky Dicky skulle finde sin sidste hvile. Han var ikke længere nationens prügelknabe i denne skrækkelig ubarmhjertige verden.

Fuglen Gerry, den gamle ukuelige oprører, var træt. Hæderlig træt, syntes han, han havde jo arbejdet hele natten. Natten havde ikke kun været lang, men lugten af Paxo, dette gamle irske vidundermiddel, opfundet af Jim Donovan – Gud være hans sjæl nådig – til bombekampagnen i England, havde vækket glade minder hos ham. Paxo, der skulle blandes med jordens salt, var lavet af nitrater, som man i dag bekvemt nok kunne købe i enhver havebrugsforretning.

»Og i morgen er jeg allerede på vej til mit dyrebare Derry«, tænkte Fuglen, da han sad i solen oppe på sutternes bænk og munter trallede en lille, gammel vise fra Lurgan.

Han kiggede ned på processionen, der netop var endt i Sandhedens have. Præsten holdt den sidste tale for en leder, som var faldet i unåde »i den visse og sikre forhåbning om genopstandelse.«

Fra hans udkigspost oppe på bakken kunne Fuglen betragte, hvorledes kisten blev sænket ned; han kunne høre den dumpe eksplosion, da kisten berørte den tændsats, han natten før havde forbundet med Paxo og placeret to centimeter under jorden i den frisk opgravne grav. Hans tilskuerplads på 1. parket gav ham mulighed for at opleve den trickrige Dickys genopstandelse helt tæt på. Kisten sprang op af graven som trold af en æske, roterede et par gange, faldt med et brag til jorden pladask ned på et lige så oprevet som overrasket fjernsynshold fra den private TV-kanal KPIX.

»Disse forbrydere dukker også hele tiden op«, kluklo Fuglen, børstede græsset af sine gamle skindbukser og slentrede i retning af Workman Mill Street, hvor den tålmodige og pålidelige Frankie ventede. Kort efter drønede de ud af Highway 605 i nordlig retning.

Hvem vil da gå i hundene?

Fangevogteren kiggede for sidste gang gennem dørhullet. Hans vagt var ved at være slut. O’Brien, Hunden, lå viklet ind i et beskidt tæppe på træbriksen, sammenrullet i fosterstilling. Det så ud til, at han jamrede i urolig søvn. Fangevogteren smilede.

Han var netop blevet forflyttet fra Scrubs til Brixton. Han kunne ikke forstå, hvorfor der var så megen ståhej omkring de irske fanger. Højsikkerhed! Skid dog på det, de er jo bare en flok tumber. Regelmæssigt én i kæften, og hvis de gør anstalter til at ville forsvare sig, melde dem til fængselsdirektøren og sætte dem i bunkeren. Bare jeg kigger på det der vrag. Hvad end han måtte have været, efter det de har gjort ved ham, kan man da krydse ham af. »Statsfjende nr. 1« - det er da til at dø af grin af!

Hunden! Han ligner nærmere en skabet køter, tænkte han, da han fuld af foragt betragtede ham gennem dørhullet og derefter fortsatte sin patruljegang i retning af kontrolrummet, hvor han hurtigt kastede sig over de konfiskerede pornoblade. Hans vagtturnus var næsten forbi, og bagefter kunne han slappe af sammen med nogle af sine kollegaer i bagværelset på Lamb and Flag, hvor han bevilgede sig selv et par pints for sit særtillæg.

Hvis ikke det skide IRA eksisterede, så måtte vi opfinde det, så folk som jeg kan få et ordentligt arbejde, hvor man kan lave lige så mange overarbejdstimer, som man vil. Han satte kedlen over for at lave en sidste kop te, kiggede ud af vinduet med gitter for og betragtede morgendæmringens tåge, som hang tungt over gården. Han bladrede et gammelt Penthouse-blad igennem for at finde klap-ud billedet af læderklædte lesbiske, der begærligt skævede mod halvnøgne fangemodeller, hvis dunede legemsdele var fastspændt af stramme lænker.

Slik mig, tænkte han, jeg ville ikke have noget imod sådan et par duller i vores hul her. I stedet må vi passe på disse forrykte irske svinebæster. Han stirrede på modellens bryster, der sprang ud af den stramtsiddende uniform. Hans hånd gled ned mod skridtet og kedlen begyndte at koge. Han hørte slet ikke dette wap wap wap fra propellerne, der nærmere sig gennem tågen.

Men for enden af fængselsgangen hørte Hunden lyden, svang sig ned fra træbriksen og klamrede sig til gitteret på sit cellevindue. Roligt drenge, helt roligt, mumlede han.

Helikopteren skar gennem morgentågen som en enorm, grå rovfugl og fløj tæt over fængselsmuren.

Pilotens knoer var hvide, da han krampagtigt omklamrede styretøjet for at manøvrere helikopteren i svæveposition seks meter over og seks meter foran cellevinduet, der var markeret med et afrevet stykke tæppe bundet fast til gitteret. Han kunne mærke en Walther P. 38, der tidligere havde tilhørt en nu afdød politimand fra Royal Ulster Constabulary blive presset let mod hans ene øre af den gamle Spotter Murphy.

»Forsigtig, kom nu langsomt, din slyngel!« befalede en stemme i umiskendelig Derry-slang bag ved ham. Ud af øjenkrogen kunne han se den anden kaprer, der baksede med en stor hage.

»Det går sgu’ aldrig«, hviskede han fuld af angst.

»Du skal bare tage dig af dit svævefly, så klarer vi resten«, befalede en stemme. Pistolmundingen berørte igen hans øre, og piloten gjorde sig umage med at sænke helikopterens hastighed.

Hundens hånd dukkede op som et spøgelse og vinkede gennem gitteret. En kaprer kastede hagen, men alt for højt og alt for langt til venste, så den klingede tilbage fra muren. Kapreren viklede hurtigt rebet op kastede igen. Denne gang fik Hunden fat i den. Krogen dinglede frem og tilbage og sad så fast, hvor den skulle. Hunden fastgjorde den til gitteret, tog fast i rebet og sprang tilbage på cellegulvet.

»Så går det løs!« Ronnie Fairchild, tidligere pilot ved hendes majestæts luftvåben og nu ansat ved Rent-a-Copter, svedte af angst, pressede styrestangen bagud og helikopteren hævede sig i luften og rev gitter og murværk ud.

»Kom så, ned igen!« Kapreren smed nettet ned mod hullet i muren. Da Hunden styrtede sig ind i nettets masker og klamrede sig fast, mens han blev trukket op i helikopteren, lød en alarmklokke et eller andet sted i tågen.

Mens helikopteren forsvandt over muren, tågesløret lettede over det sovende Brixton og et dusind fangevogtere i panik rendte ned i fængselsgården hjælpeløst fægtende med deres knipler og råbte på en eller anden, der skulle låse den forbandede port, mens der fra de andre celler i C-fløjen genlød et jubelskrig »En er flygtet, en flygtet!«.

Og mens sirenerne hylede forgæves, så Liam Delaney på Brian Arthur O’Brien, der lå hostende på bunden af helikopteren.

»Er du okay, du gamle?«

Hunden så op. »Hvorfor helvede har I været så længe om det?« Han smilede. »Alt i orden, kammerat. Jeg er okay. Bring mig nu endelig hjem.«

Fra et eller andet sted højt oppe over morgentågen, der indhyllede Themsen, så Tuatha De Dannan ned. Et uhyggeligt, skingert skrig trængte gennem himlen.

»Lamh laidir an uachdar«. O’Brien klanens kampråb. Hvis Jimmy Phelan havde været til stede ville han straks have oversat det således: »Den stærke hånd vinder.« I celle C3-45 læste en fangevogter kragetæerne på muren lige ved siden af det blafrende hul. Der stod ganske enkelt: »Hvem vil da gå i hundene?«

Snart derefter fik Fats Dolan malet fanden på væggen. En aften i august sprayede en eller anden fra det irske community »Pas på, stikker!« på Molly Maguires mur. Næste dag malede Fats dette smøreri over og gav en omgang til de få gæster, der havde ignoreret advarselsgraffittien, og var gået indenfor i værtshuset. Næste aften fik den fede Dolan skudt hovedet af af en ukendt i den smalle gyde bag Mollies. Gerningsmanden, der havde begået denne afskyelige og ondskabsfulde forbrydelse, er indtil den dag i dag ikke blevet taget.

FBI-manden Harold Taylor havde kun i kort tid kunne nyde at blive fejret som manden, der var kommet på sporet af de irske terrorister. Massakren i Bohemian Hain havde naturligvis belært ham noget andet. Desto mere svømmede hans galde over, da Harry Thornton, som i mellemtiden var blevet ansat ved San Francisco Examiner, offentliggjorde sin hurtigskuds-paperbackbestseller om Hundens Harer og afslørede, at Moss Tierney ikke var kampagnens strategiske planlægger, men en betalt britisk agent. Et faktum, han havde erfaret fra Chris Conolly og Master McGrath alias Eamonn Mulhern.

Den dag Taylor ryddede sit skrivebord og gik på førtidspension, modtog han et brev, som indeholdt en side, der var revet ud af en billigbogsudgave af Emil Zola’s Germinal. Afsnittet var markeret med rødt:

»Efter Souveraine havde sprængt minen i luften, smed han sin sidste cigaret væk, og uden at kaste så meget som et enkelt blik tilbage forsvandt han i nattens mørke, der netop var brudt ud. Hans skygge blev mindre og mindre, forsvandt i det dunkle. Han gik ind i det ukendte, med roligt sind, mod nye gerninger; han ville gå overalt hen, hvor der fandtes dynamit, for at sprænge byer og mennesker i luften. Hvis det døende borgerskab følte brostenene i deres gader vakle under hvert af hans skridt, så ville de kunne genkende ham.«

Et andet stykke papir var forsynet med et fingeraftryk. FBI fandt hurtigt ud af, at det tilhørte en Michael Dexter Gallagher. Brevet var stemplet i Mexico City. Mexico City har ca. 14 millioner indbyggere, og just i dette øjeblik bliver der flere og flere.

Jimmy Phelan lever stadig i San Francisco og nasser sig gennem adskillige irske værtshuse.

Chris Conolly er pensioneret forretningsmand og bor i Los Angeles.

Tuatha De Dannan står stadig med siden til solen.

De nuværende tilholdssteder for Hunden, for Liam Delaney, Spotter Murphy, Philomena Clarke, Fuglen Gerry og Martha Dooley er forfatteren ukendt. Derudover siger Specs Simmons: »Løssluppen sladder koster liv.«

Richard Nixon skulle befinde sig i Helvedets syvende ring.

I Irland blev der valgt en ny premierminister. Der var ingen, som kunne se forskel. Jack Conlon er ikke længere IRAs stabschef. Han blev taget af sin post af Falkene fra Belfast.

Fredsforhandlingerne ophørte abrupt.