Annonce

26. januar 2004 - 12:16

Nazister mobiliserer mod udstilling

Fra den 29. januar til den 28. marts 2004 kan Hamburgs beboere besøge en udstilling, der belyser værnemagtens og de nazistiske SS-elitetroppers rolle og delagtighed i de forbrydelser og folkedrab, der fandt sted under 2. Verdenskrig. Arrangørene bag udstillingen, som siden 1995 har cirkuleret rundt i Tyskland, er Institut for Socialforskning (HIS), hvis mest kendte ansigt udadtil er den venstreliberale cigaretmillionær Jan Philipp Reemtsma fra Hamburg.

Udstillingen indeholder et væld af dokumentationsmateriale, der belyser den tyske fascismes forbrydelser: Fra koncentrationslejrene og den industrielle tilintetgørelse af seks millioner jøder og af sigøjnerne fra Sinti og Roma, til millioner af slavearbejderes skæbne og selve krigen, der kostede omtrent 50 millioner mennesker livet.

Nazister varsler decentrale aktioner

To dage efter den planlagte åbning af udstillingen har et netværk af militante nazister, et såkaldt »aktionsbureau«, indkaldt til landsdækkende demonstration mod den anti-militaristiske udstilling, som de på deres website betegner som »skændsel og løgn« uden at nævne nogen som helst konkrete eksempler herpå.

Nazisternes aktionsbureau har i et opråb opfordret deres tilhængere til at gennemføre decentrale aktioner, sålænge udstillingen varer. På baggrund af interne uenigheder blandt nazisterne om politiske prioriteter og alliancer med eller uden det mere etablerede højreekstremistiske parti NPD, vil der ved afslutningen af udstillingen være to forskellige indbyrdes konkurrerende nazi-demonstrationer i Hamburg.

Ifølge »aktionsbureauet« vil der deltage omkring 500 nazister i opmarchen den 31. januar i Hamburg. Den rute, som Hamburgs politi har godkendt, vil bl.a. gå forbi et kendt venstrefløjsaktiviststed, »Kulturzentrum Kampnagel«, i bydelen Barmbek, hvor udstillingen finder sted. I opråbet på nazisternes hjemmeside ytres der glæde over denne rute, og man proklamerer en klar nazistisk styrkemanifestation overfor denne »røde og multikulturelt sindede institution«.

»Far, jeg er stolt af dig«

Nazisternes protester mod den anti-fascistiske dokumentationsudstilling går helt tilbage til 1997 i München. Her demonstrerede over 5.000 nazister og højrekonservative mod »forulempelsen og tilsviningen af den tyske værnemagt«.

Ved at popularisere deres opmarchparoler med slogan som »Far, jeg er stolt af dig« eller »Farfar/Morfar var helt i orden – vores bedsteforældre var ingen forbrydere!«, forsøger de at opnå accept langt ind i det tyske samfunds politiske midterfløj.

Politiets efterretningstjeneste, Verfassungsschutz i Hamburg, udtrykker i en presse-erklæring sine bekymringer i forhold til de kommende hændelser. De er først og fremmest møntet på en anmeldt anti-fascistisk moddemonstration, mens nazisternes opmarch til »værnemagtens ære« ikke forvolder dem de store problemer.

Følg med i de videre begivenheder på antifa-Hamburgs infosite

Se udstillingens officielle hjemmeside

Af Alfred Lang/autonomi-kollektivets infoservice

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce