24. januar 2004 - 12:05

Hunden – en sammensværgelse, kapitel 26

Af modkraft

Hunden – en sammensværgelse,

Kapitel 26: En stikkers død

Af Sean McGuffin

Oversat af Inge Kongsgaard Hansen & Alfred Lang

»Man kan sågar forandre fortiden. Historikerne beviser dette gang på gang.« Jean-Paul Sartre

Et rent program

Om aftenen, den anden lørdag i juli, skulle angrebet på Bohemian Hain finde sted. I anledning af ceremonien »Lad os brænde vores sorger«, den mest spektakulære begivenhed under sommerblæsten i Hain, ville den virkelige Crème de la Crème indfinde sig. Dette år skulle den irske Taoiseach, som alle republikanske irere anså for at være en forræder, optræde i sin rolle som betydningsløs dignitar.

Hvis det gik efter de overlevende Hares planer, ville meget mere end blot de ’åndssvage bekymringer’ gå op i røg – faktisk ville der slet ikke længere eksistere nogen højtstående og mindre højtstående herrer i Hain dette år…

Harene havde lejet sig ind i et hus i skovene ved Sebastopol, knap 50 kilometer fra Guerneville, den bebyggelse der lå nærmest Hain. I to uger havde de holdt sig skjult, mens Taylor og hans mænd fra FBI i samarbejde med San Franciscos politi havde gennemsøgt hele bugten, og især bydelene Mission og North Beach, for at komme på sporet af Michael Dexter Gallagher og Philomena Clarke.

Men de havde ikke været passive i den tid. Jacksons kemikendskab var kommet dem til gavn. I et lille skur bag ved huset stod to 55-gallon øltønder, der var fyldt med en blanding af stenkulsnaftasyre og aluminiumssæbe – selvlavet napalm. Foruden den Uzi, Kelly havde efterladt sig, havde de nu fået fat på en 38 Python Colt og en Smith & Wesson, model 64 med et 38’ magasin. Jackson havde købt dem hos en pantelåner i San Francisco. De var bevæbnede, farlige og vildt beslutsomme.

Sådan var det med sporvogne

Moss Tierney havde ikke den store erfaring i at skygge andre. Det ældre par tog rundt og så på turistattraktioner omkring San Franciscos’s Fishermean’s Wharf. Tierney havde masser af besvær med at følge efter dem, morgenen gik og han blev langsomt træt af det hele. Da Gerry "Fuglen" og Martha havde købt billetter til en sejlads til Alcatraz, åndede han lettet op og trak sig tilbage for at nyde en kop te i en cafe på kajen.

Turen til og rundt om klippeøen tog lidt over to timer, så vendte båden tilbage til kaj 43. Tierney fandt det usandsynligt, at Fuglen var taget dertil for at møde Chris Connolly, men hvis det alligevel skulle være tilfældet, så måtte de jo begge to vende tilbage til kajen. Formodentlig var det bare en pervers idé hos den gamle fængselsfugl, at han ville se endnu et fængsel, der var San Francisco bugtens juvel og Al Capones tidligere hjem.

Gerry havde nydt udflugten. Udsigten over bugten var så umådelig smuk, rundgangen gennem det tidligere fængsel meget informativ og interessant. Indenfor en time havde Fuglen allerede udtænkt sig en plan for, hvordan han ville være flygtet derfra og han havde straks præsenteret sin tossesikrede plan for en yderst skeptisk Martha. På tilbageturen sad de på det åbne dæk øverst oppe og slubrede Irish Coffee i sig.

Martha afbrød Fuglen, netop da han var i færd med at forklare, hvorledes tidligere udbrudsforsøg var mislykkedes. »Tror du, han stadig er i hælene på os?«

Fuglen nikkede. Han havde så let som ingenting udpeget den inkompetente snushane efter 5 minutter på kajen.

»Åh ja, du godeste. Moss Tierney vil helt sikkert være der, den udslidte blodhund. Min Gud, man skulle da have troet, at IRAs hærledelse havde en bedre mand at sende herover, ikke sandt. Conlon må vel være gået hen og blevet lidt blød i bolden. Men det skal du ikke bekymre dig om. Ham bliver vi hurtigt af med. Vi bliver først hentet af den unge fyr om to timer ovre ved Embarcaderos.« Han gestikulerede og pegede på skyskraberne ved kysten.

»Der er tid nok til, at du kan få en tur med sporvognen.«

Han så atter på kortet over byen. »Altså, se her, min kære, vi kan stige på i nærheden af kajen og så køre op gennem Chinatown – og så fra Nob Hill direkte ned til Embarcadero.«

»Men Gerry, Tierney må have fulgt efter os før Fisherman’s Wharf. Jeg tror ikke på, at han har opdaget os sådan helt tilfældigt.«

Fuglen nikkede. »Ja han har været i hælene på os, lige siden vi forlod huset. Det er helt sikkert. Han leder efter Chris. Derfor bliver jeg vel selv nødt til at tale et par ord med ham.«

Martha så bekymret på ham. »Du er vel ikke bevæbnet, Gerry?« spurgte hun ængsteligt.

Fuglen lo. »Jeg, min kære? Jeg har ikke haft et våben på mig i tredive år. Vil du kropsvisitere mig?«

Da de steg på sporvognen i Hyde Street, brød Tierney også op. Det er idiotisk, tænkte han, at ville skygge dem og tro, at de ikke genkender mig. På trods af sin alder var Fuglen stadigvæk skarpsinding. Alt for skarpsindig for helvede, tænkte han.

Da konduktøren ringede med klokken og sporvogn nr. 65, der var stopfuld af turister, begav sig op ad den stejle vej til Chinatown, løb Tierney et par meter og sprang så på. Gerry og Martha sad i den forreste del af sporvognen, han stillede sig bag dem og holdt samtidigt krampagtigt fast om Alos pistol i sin jakkelomme.

»Goddag, Gerry«, mumlede han.

Fuglen tænkte ikke et øjeblik på at vende sig om. Han nød tydeligvis udsigten.

»Goddag, Moss. Hvad synes du om vejret? Bedre end derhjemme, hvad? Du skulle være taget med os til Alcatraz. Fantastisk tur! Let brise ind fra bugten. Bedre end at sidde og bade i sved ved bredden.«

»Hvor er Connolly?«

»Connolly? Blev han ikke skudt af briterne under dansen på hovedpostkontoret dengang i 1916?«

»Nu skal du ikke gøre grin med mig, Quigley«, hvæsede Tierney.

»Og få nu ingen dumme tanker, jeg holder øje med dig.«

Fuglen lo igen. »Du holder altså øje med mig. Du har set for mange af de der gamle yankee-natfilm, Moss. Derudover, hvorfor er en så vigtig fyr som dig optaget af folk som Chris Connolly eller mig?«

»Ved du hvad Fugl, bevægelsen skider man altså ikke på. Det burde du vide, du er trods alt gammel nok. Hvor er Chris Connolly?«

»Han er vel optaget af sine egne sager, formoder jeg. Det er bare en skam, at ikke alle gør som han. Ja, jeg og den gode kvinde her, vi er blot turister. Vidunderlig by, synes du ikke også? Derudover er din måde at tale på ikke noget for en dames ører. Får man ingen ordentlig opdragelse i Cork mere?«

»Pas på, Quigley, jeg har ikke tid til at diskutere med dig. Jeg er lige kommet og jeg har en del at gøre. Jeg må tale med Connolly. Hvornår er han hjemme igen? Indtil videre har jeg ikke talt med nogen. Det er en sag mellem ham og mig – og formoder jeg – også dig. Det kan godt være, I begge to er gamle IRA-folk, men i dag er I altså udenfor. Hvis du tror noget andet, tager du alvorligt fejl. Hunden er væk, når der drikkes te, og vi vil sætte en stopper for det trylleri. Altså, før mig til Connolly. Vi skal snakke lidt, og jeg skal vel ikke berette overfor hovedkontoret, at du driver rundt her og opfører dig som en tosse. Jeg nævner slet ikke dit navn, det lover jeg. Altså, se nu at blive voksen. Du er ikke 21 år længere. Det er vigtigt og presserende.«

»Gerry?« Martha stødte en albue i siden på Fuglen. »Vi må stige om her.« De befandt sig på det højeste punkt af Powell Street, de havde tilbagelagt 3/4 af vejen til Nob Hill. Fuglen nikkede.

»Kom med os, Moss, din gamle skurk. Er vi trods alt ikke alle i samme båd? Vi er på vej til at mødes med Chris.«

De steg ind i sporvognen, der kørte langsomt ned ad California Street. Tierney fulgte mistroisk efter dem. Sporvognen var fuld af japanske turister, men det lykkedes endnu en gang for Martha og Gerry at skaffe sig en vinduesplads, da et par knipsende asiater rejste sig op. Forbitret stillede Tierney sig bag dem, da klokken ringede igen og den 101 år gamle sporvogn nr. 9 rutsjede nedad som en skispringer på vej til den sidste store flyvetur i den olympiske finale.

»Hunden betragtes altså som renegat nu ? Er det den officielle partilinje, eller?«

»Du har forbandet ret«, vrablede Tierney.

»Ak, Moss« sagde Fuglen og vendte sig for første gang om mod manden fra Cork. »Du har altid været en elendig politistikker.«

Bremsevogteren hev i stangen, sporvognen standsede på Stockton Street og et par passagerer steg af.

»På gensyn, Moss«, sagde Fuglen, dykkede ned mellem benene på manden fra Cork og kastede ham over ryggen ud ad sporvognen. Tierney knaldede med ladt pistol mod asfalten og rullede nedad gaden.

Da passagererne og fodgængerne begyndte at skrige, løsnede Fuglen bremsestangen og sporvognen forsatte sin fart. Tierney fægtede vildt omkring sig for at komme væk fra sporvognsskinnerne, da det 17.000 Pund tunge køretøj rullede nedad. Det lykkedes for størstedelen af Tierney.

Harold Taylor gik ud af sit kontor, husnummer 720, California Street og ilede over gaden for at spise til middag i den japanske Yamato-restaurant. Taylor ilede altid . Han gik aldrig. Fordybet i sine egne tanker, spekulerede han på, om man skulle anholde Moss Tierney med det samme, eller om man hellere skulle observere ham i et stykke tid i håb om, at han ville føre dem til Clarke og Gallagher. Der måtte træffes en hurtig beslutning.

Han reagerede instinktivt, det var simpelthen en refleksbevægelse, da han i forbifarten greb et rundt objekt, der var kommet hoppende fra bakken ned mod ham. En brøkdel af et sekund holdt han det fast og lod det så falde mod jorden med et skrig. Blod løb ned ad hans tøj. Fra rendestenen, hvor det afhuggede hoved tilhørende Moss Tierney, indtil sin død medlem af IRAs hærledelse, var faldet, stirrede to tomme øjne på ham. Over ham prangede et gevaldigt ur på den gamle St. Mariekirke med indskriften: »Tag falskhedens maske af og vær intet brokkehoved. Salomos tale 4,24.«

Harold Taylor nåede aldrig frem til den middag med dybfrossen blæksprutte, som han havde planlagt.

Gerry og Martha banede sig omhyggeligt vej gennem den hysteriske menneskemængde, der havde forsamlet sig omkring Moss Tierney’s hovedløse lig.

Sporgvognschaufføren havde kastet op, flere turister var besvimet. Man kunne høre de hylende sirener fra ambulancerne, der sad fast i eftermiddagstrafikken. Det gamle par gik et stykke ned ad Stockton Street og drejede så til venstre ad Sacramento Street. Martha befandt sig i en lettere chocktilstand, men Fuglen så som sædvanlig ud til at være i bedste form.

»Man må holde hovedet oppe, når alle omkring én mister det«, mumlede han, mens de slentrede ned til Embarcadero-centeret, hvor Frankie ventede med bilen.

»Halshugget revolverhelt identificeret som IRA-terrorens leder«, forkyndte avisen Chronicle næste morgen i en stort opsat artikel.

»Moss Tierney, en kendt IRA-mand, der netop var rejst ind i Staterne på falsk pas, er omkommet ved et usædvanligt uheld, da han blev kørt over af en sporvogn på California Street og hans hoved derved blev skilt fra kroppen. Som FBIs talsmand, Harold Taylor, forklarede, befandt Tierney sig i San Francisco for at koordinere aktiviteterne for den irske terroristgruppe, der under navnet ’Hundens Harer’ eller ’Cuchullain Brigade’ havde sørget for store overskrifter i den senere tid. Taylor havde desuden gjort det klart, at når visse aviser påstod, at terroristerne var et åndeligt produkt af Arthur O’Brien, der blandt venner kaldtes for Hunden, så drejer det sig om en typisk desinformation. Vi fra FBI har længe vidst, at IRAs ledelse er ansvarlig for den nyeste terrorbølge. Tilstedeværelsen af Moss Tierney, en revolverhelt og den irske terrorismes fadder, beviser dette til fulde. Med hans død står de øvrige terrorister uden leder.«

Myndighederne efterlyste stadig væk to amerikanere, Philomena Clarke og Michael Gallagher. Sædvanligvis velunderrettede kredse gik ud fra, at de to havde forbindelse med Timothy Kelly, den irer der for to uger siden døde i Orinda under en skudveksling med den britiske undercoveragent Jock MacIntyre….

»I tog fejl«, triumferede Taylor, da han ringede til efterretningstjenestens folk i MI6 i London. »Vi har lederen!«

I den anden ende af telefonen tav Moss’ kontaktperson. Hvordan kunne de indrømme, at Tierney var en af deres, nu hvor de havde fortiet denne sandhed for deres amerikanske fætre. Det var utænkeligt. I San Francisco jublede Taylor stadigvæk.

»Alt det lort om Hunden kan I godt stryge. Med denne figur til O’Brien er I hoppet på en afledningsmanøvre. Det var en løgnehistorie kreeret til pressen.«

Den britiske efterretningsmand hostede. »Siger ordet ’Vindhunde’ Dem noget ?«

»Det er en busselskab, hvorfor?« snerrede Taylor.

Efterretningsmanden sukkede. »Det kunne have mere på sig. Mikrofonerne i O’Briens celler har afsløret, at han gennem længere tid har mumlet noget om Vindhunde i sin søvn.«

Taylor lo hånligt. »Jeg har jo allerede fortalt Dem, at den såkaldte Hund intet har at gøre med sagen. Det var Provoerne lige fra begyndelsen af. I må lære at acceptere det, I briter har forfulgt et vildspor.«

Den britiske kontaktperson i M16 til Tierney lagde forsigtigt røret på. Det var meningsløst. Han kunne allerede se den militære begravelse for sig, som provoerne ville iscenesætte, når liget af deres martyr Tierney blev overført til begravelse i sin hjemby Cork. De unge fra Vestbelfast var allerede på gaden for at lave ballede og de smed sten mod de britiske tropper. Men det værste var, at ikke nok med at de havde mistet deres muldvarp i IRAs hærledelse, det ville også betyde en magtforskydning til fordel for ’Falkene’. Hemmelige forhandlinger blev der ikke mere af foreløbig. Års arbejde var blevet ødelagt af et grotesk uheld. Og han vidste, at Harene stadig var i fuld gang. Moss Tierney havde formentlig kunne opspore dem via sine irske forbindelser, hvilket aldrig ville lykkes for den klodsmajor til Taylor. Og disse forbandede Vindhunde, hvad eller hvem de så end var, de fandtes også endnu.

Det var ikke første gang han legede med tanken om at trække sig ud af al den forflettede irske ulykke. Han sukkede. Premierministeren. Hun, som man bare havde at adlyde, ville aldrig indvilge i det. Der var endnu mange som måtte dø, for at Jernladyen kunne bevare sit ansigt udadtil .

»Åndssvage heks«, hvislede han uloyalt.

Læs næste kapitel af Modkrafts Sommerføljeton