Billederne fra TV-Stop viser en kampklædt betjent, der først smadrer forruden på den hvide varevogn med albuen, og derefter med knytnæven endnu engang slår på ruden. Politiets kampdragter indbefatter de såkaldte »bly-handsker«, hvori der er indlagt metal, og det var med sådan en handske, betjenten i anden omgang ramte forruden.
Påkørsel af politi?
Dagen efter demonstrationen forklarede politiets centrale vagtleder Preben Jensen til Ekstra Bladet, at chaufføren i højttalervognen forsøgte at køre ind i flere betjente.
Videre sagde Preben Jensen: »Hvis vi finder dem, vil de blive anholdt for vold mod tjenestemand i funktion.«
Anders Pedersen deltog i demonstrationen den 14. januar. Han siger til Modkraft.dk, at han ikke har set nogle forsøg på at påkøre betjente og tilføjer:
– Men højttalervognen kørte jo højst med fem kilometer i timen.
– Jeg gik ved siden af højttalervognen. Stemningen var anspændt, fordi politiet pressede os ind til højre side af vejen. Jeg gik på venstre side, hvor der var en kæde af betjente ved siden af os. På et tidspunkt kørte de en hollændervogn (politiets mandskabsvogne, red.) op ved siden af os.
»Som trold af en æske«
– Så kom en betjent løbende forbi os. Løb op foran bilen og begyndte at slå på ruden med næverne.
– Han sprang frem som trold af en æske. Han råbte og virkede sindssygt hidsig. Han slog flere gange på ruden, der var helt smadret.
Anders Pedersen så ikke andre betjente foran højttalervognen.
– Det var en helt autonom handling fra betjentens side. Han var helt alene foran bilen.
– Han virkede som om han var på steroider. Ellers har han bare det forkerte temperament til dét job. Han løb bagefter om på siden af bilen og slog på sideruden.
Hvis du kan modtage Kanal København, kan du på torsdag klokken 23.00 se TV-Stops optagelser fra demonstrationen.
Af Linda Hansen/Monsun
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96