10. januar 2004 - 12:51

Hunden – en sammensværgelse, kapitel 24

Af modkraft

Hunden – en sammensværgelse, kapitel 24

Af Sean McGuffin

Oversat af Inge Kongsgaard Hansen & Alfred Lang

Det var Gallager, der begyndte.

"Er der nogen af jer, der ved noget om drømme?"

Han fortsatte straks: »I årevis har jeg drømt om Vietnam og Belfast, men det er normalt. Postvietnamstress osv., men i den senere tid, er drømmene blevet anderledes. Det er virkelig noget underligt noget. Keltisk mytologi eller sådan noget lignende, og det har jeg jo slet ingen anelse om.«

Han afbrød forlegent og var glad for, at hverken Phil eller Jackson tænkte, han var fuldstændig åndssvag.

Jackson, der altid var den ’intellektuelle’, var den første, der sagde noget.

»Ifølge Plötzel er det i drømmebillederne sådan, at de bevidste oplevelser træder tilbage til fordel for det ubevidste. Freud opstillede den hypotese, at iagttagelsens neutrale karakter i en tidlig fase leverer dette stof, som ellers ville filtreres væk som værdiløst associationsaffald.«

Gallagher sukkede. »Kunne du måske udtrykke det på en måde, som et normalt menneske forstår?«

Jackson fortsatte ufortrødent: »Nogle eksperter vil få os til at tro, at drømmenes funktion består i at befri hjernen for ikke nødvendige tankemæssige sammenhænge. Nerveanstaltstof. Vi drømmer for at glemme. Andre eksperter er af den opfattelse, at drømme – ligesom søvn – er en biologisk nødvendighed. Uden dem dør man. Jeg tror, begge teorier er forkerte.«

»Hold nu op med det ordkløveri! Hvad drejer drømmene sig om ?« afbrød Gallagher.

»Der findes forskellige former for drømme. Den mest sædvanlige måde at drømme på er, at dagen bliver rekapituleret - hvad du har lavet, hvad du har tænkt over, hvem du har talt med - det er slet ikke noget foruroligende. Men har du nogensinde oplevet at falde i en meget dyb søvn og møde personligheder, du aldrig har kendt eller gennemleve situationer, du aldrig været i ? En slags desintegration af dit Jeg, af din personlighed som sådan starter og du smelter sammen med oprindelige arters væsener. Jung talte om det kollektive ubevidste, om regression i prænatale tider, om tilbagevenden til andre verdener, der er befolket af arketyper, som til hver en tid kan absorbere dig og umuliggøre en gendannelse af dit Jeg. Du vil således bare være et afbillede af arketyperne.«

Phil sad tavs hele tiden, men vendte sig nu til Jackson. »Det hele lyder jo ganske interessant, Jim. Men du har da selv disse drømme, ikke sandt? Michael og jeg er ikke de eneste, og intet af det som du har sagt, giver en mening, bortset fra det der bras om kollektiv underbevidsthed. Hvis det er sådan, hvordan kan det så lade sig gøre, at tre personer hver for sig, ja faktisk fire, da Tim fortalte mig, at han også havde disse drømme, uafhængigt af hinanden drømmer om gamle mytologiske heltesagn? Hvis flere personer uafhængigt af hinanden har de samme drømme, betyder det så ikke, at de er sande?«

Gallagher gloede misfornøjet på hende. »Jeg bryder mig ikke om det nymoderne esoteriske flip. Du kunne lige så godt give dig til at spekulere over, hvorledes alle dine forfædre var indespærret i en celle – var en kerne i en kropscelle, et DNA-molekyle med vindue til den ene side. Den eneste mulighed for at kommunikere med deres efterkommere, altså med os, er så i drømmene.«

Drømmernes debat fortsatte, men der kom – som sædvanligt – intet ud af det.

San Francisco

Politipsykologen Harold Taylor stirrede dystert ud i luften. Han havde netop læst Thorntons interview med »en irsk frihedskæmper« i Examiner. Han var ikke just glad. Han brølede gennem samtaleanlægget efter Rodgers.

Rodgers trådte ind. Heller ikke han så særlig glad ud. Han havde brugt de sidste 24 timer på at skrive en retfærdiggørelsesrapport for at legitimere den ulovlige husransagelse hos Phelan og de to svært beskadigede Paddyknolde. Som han havde frygtet, måtte han nu stå for opvasken, som andre havde anrettet.

»Har De læst dette vrøvl?« bjæffede Taylor og holdt Examiner op foran næsen på Rodgers.

Rodgers nikkede forbitret.

»Enten har denne svinehund opfundet det hele – hvad jeg ikke umiddelbart vil tro – eller også har han talt med en af Harene. Hvis det er tilfældet, så må det have været taxachaufføren, da jeg ikke vil tro, at samtalen har fundet sted i pubben.«

Et kort øjeblik var Rodgers fordybet i sin egen frustation. Derefter spurgte han med et slet skjult respektløst tonefald: »De ville jo tage Dem af sagen, Sir. Kan De ikke huske, at jeg gav Dem taxaens nummer, før vi trængte ind hos Phelan?«

»Jeg havde alt for travlt med at give Dem og resten af nullerne her på kontoret rygdækning«, hvæsede Taylor. Han var på randen af et nervøst sammenbrud. Han blev kimet ned fra Washington. Drengene derfra var under pres fra London. Det var et held for "firmaet" at briterne var optaget af liget af en britisk officer i stedet for at spille Rambo i Orinda og derfor måtte styre deres foragt over for FBIs cowboys.

Men immervæk var det briterne, som i første omgang havde informeret US-tjenesten om Harry Thorntons rejse, og »firmaet« havde observeret ham ved hans ankomst til San Franciscos lufthavn. Thornton havde åbenbart i forvejen haft kontakt med terroristvennerne og FBI har gebærdet sig som om, de var født i går.

»Jeg overgiver sagen til Dem personligt, Rodgers. Miller bliver ved med at tage sig af papirarbejdet. Henvend Dem personligt til taxavirksomheden og få fat i navn og adresse på denne chauffør. Jeg vil personligt lede efterlysningsgruppen og denne gang vil der være en ransagningskendelse. Sørg for at duoen Thornton og Phelan fortsat bliver observeret døgnet rundt!«

»Og hvad med Dolan? Han går mig voldsomt på nerverne. Han ringer ustandseligt og jamrer over, at han er i fare for at blive afsløret som vores muldvarp.«

Taylor trak på skulderne. »Det er jeg virkelig kold overfor. Han kan undværes. Fra ham har jeg alligevel aldrig nogensinde fået nogen som helst brugbare informationer. Derudover har De fortalt mig, at Phelan var bevidstløs og Thornton er ny her. Han har højst sandsynligt ikke skænket den fortalelse en tanke. I hans artikel står der heller ikke noget om det. Altså, tag nu afsted med det samme.«

Vaya con Dios!

Gallagher havde ikke kørt taxa i to dage. Han havde holdt sig skjult sammen med Phil og Jackson på Telegraph Hill. Det var alvorlige tider. Denne eftermiddag besluttede han sig for at pakke noget af sit habengut, han forlod de andre, tog BART-toget fra Embarcadero og steg af fire stationer efter - på Station 16. gade/Mission. På vej til sin lejlighed i Valencia Street blev han stående og sludrede med folk fra kvarteret. Gallagher havde boet næsten 15 år i Mission-bydelen og havde oplevet, hvorledes kvarteret havde ændret karakter. Førhen var det hovedsagligt irere, der boede her, men i løbet af tiden var det nærmest blevet en latinamerikansk bydel; mexikanere – og senere hen flygtninge fra El Salvador, Guatemala og Nicaragua – havde forvandlet det hele til en ’barrio’, hvor der lugtede af tacos og barritos, svagt oplyste folkekøkkener og billige tøjforretninger skød op af jorden og pantelånere bedrev deres forretninger.

Gallagher følte sig godt tilpas der. Om dagen var det hele lidt roligere og om aftenen meget vildere end i andre bydele.

Da han skulle til at dreje om hjørnet ved den gade, hvor han boede, tog en lille mørk hånd fast i hans arm.

»Senor Mike!«

Det var Paco, en chicano-dreng, som jævnligt hjalp Gallagher med at vaske taxaen, og som altid havde held med i nødtilfælde at opdrive lidt pot.

»Ja, min lille, hvad er der? Jeg har travlt.«

Drengen smilede. »Hvis jeg var Dem, ville jeg ikke gå op i lejligheden, senor Mike. Den er fuld af strissere – muy federales! Senora Gomez har lige fortalt det til min mor. De venter på Dem. De har pistoler. I vanskeligheder, senor Mike?«

Gallagher tænkte sig om et kort øjeblik. Jesus, Maria og Joseph! Det havde han da nok kunne regne ud. Taxaturen med Thornton var blevet skygget. Sådan noget lort! Han trykkede en fem-dollar seddel i Paco’s hånd og vendte om.

»Tak, du lille. Du har ikke set mig, er det klart? Sig til min udlejer, Senora Gomez, at hun må få mine sager, når strisserne er forduftet.« Der var jo alligevel ikke så meget. Et par møbler fundet i en affaldscontainer, et gammelt fjernsyn, lidt tøj. Hans bøger. Bøgerne ville han savne.

Knægten vinkede. Gaden havde lært ham mere, end man skulle tro hans alder taget i betragtning. Om et par måneder ville han sandsynligvis være en af dem, der sælger crack. Andre drenge, der var yngre end Paco, gjorde det allerede.

»Selvfølgelig, Mike. Vaya con Dios.«

Gallagher gik hen til den nærmeste telefonboks. North Beach var udelukket. Fuldstændig udelukket. FBI havde for længst hans navn, og han var for kendt på de kanter – ligesom her. Han måtte advare de andre.

Exodus

Phil lagde røret på. Det løb hende koldt ned ad ryggen. Hun vendte sig om mod Jackson. »Kom, Jim, vi stikker af! Lige nu!«

»Hvad er der i vejen?«

»Det forklarer jeg dig på vejen. Pak sammen – kun det allermest nødvendige, og saml alle de penge, vi har. Tror du, du kan skaffe os en bil?«

Jackson nikkede.

»Selvfølgelig, ikke noget problem. Hvor skal vi hen?«

»Ud af byen. Mod nord. Til et sted, der hedder Bodega Bay. Kender du det?«

»Klart. Det ligger oppe ved kysten.«

»Lad os komme derop af.« Phil var allerede i gang med at pakke. Hun gemte uzi’erne i hendes skuldertaske.

Nordcalifornien

»Din tåbe, Gallagher. Din ansvarsløse fuldidiot!« Phil var rasende.

De sad ved kaminilden i en lejet feriehytte. Udenfor slog Stillehavets bølger mod kysten ved Bodega Bay, og selvom det var midt i juli, var natteblæsten kølig. Kølig var også atmosfæren i hytten – på trods af den prægtige kaminild. Gallagher havde tilstået sine tåbelige handlinger, og luften var tyk. Han havde bragt dem alle i fare. Michael Dexter Gallagher var nu efterlyst. Indtil videre var efterlysningen ikke gjort offentlig, og der havde heller ikke været noget billede af ham i medierne, men det var helt sikkert kun et spørgsmål om tid.

Mens Gallagher indrømmede sine fejl, tog han flugten fremad og satte spørgsmålstegn ved, at Debbie Duncan stadig skulle være et ret så cool dæknavn. FBI-folkene havde fundet Kelly’s falske pas i huset i Orinda og havde sikkert for længst fundet ud af, hvilket fly han var ankommet med. Og hvem var hans ledsager på sædet ved siden af andre end en Ms. D. Duncan, der tilfældigvis havde lejet den Toyota, der efter skyderiet blev fundet på stedet med hendes fingeraftryk på?!

Phil ærgede sig men imødegik hans udtalelse med, at der aldrig var blevet taget fingeraftryk af en Philomena Clarke fra New York. Hun var aldrig blevet registreret og havde stadigvæk hendes rigtige pas. Gallagher henviste til, at briterne sandsynligvis havde fundet hendes fingeraftryk efter anslaget mod Bilderberg-konferencen. Nej, hun havde båret handsker hele tiden. Godt, forsatte Gallagher, hun og Kelly havde bortført en kvindelig tjener, eller hvad? Hvad med det rum, hvor de havde holdt pigen fanget?

Phil var stadigvæk trodsig og kæk. Hun var clean. Det var kun Kelly og Gallagher, som havde klokket i det. Hun havde haft paryk på, da hun kørte til Ditchley Park. Hun havde hansker på, da hun strøede BZ-stoffet ud og kørte rundt i den lejede bil i England. De ansatte hos biludlejningsfirmaet i San Francisco ville vel næppe kunne huske hende. FBI-folkene kunne muligvis efterlyse Debbie Duncan, men helt sikkert ikke Philomena Clarke.

Jackson gjorde sit bedste for at stifte fred. Skaden var sket, nu måtte følgevirkningerne begrænses mest muligt.

Phil og Gallagher blev nødt til at ændre udseende. Der måtte skaffes nye pas, men han kendte en mand, som under alle omstændigheder kunne skaffe dem nye kørekort. Han selv havde takket være Delaney (og hvis han havde vidst det, takket være Chris Conolly) et pas og et kørekort udstedt på navnet Stan Powers. Fra nu af og indtil anslaget mod Bohemian Park ville kun han vise sig offentligt.

Han ville organisere de nødvendige papirer til dem. Nu måtte de holde sammen, hvis aktionen skulle lykkes. Gensidige beskyldninger var kontraproduktive. Phil havde udtænkt planen, men han var sprængstofeksperten. Og det var kun Gallagher, der kunne flyve en helikopter. I morgen ville han leje et sikkert hus.

De faldt til ro. Gallagher blev filosofisk: »Den dårlige nyhed er, at vi måske er blevet opsporet. Den gode nyhed er, at vi formodentlig er forud for tidsplanen.«

San Francisco

Taylor var vendt tilbage til hovedkvarteret. Ransagningen af Mission-bydelen, havde vist sig at være et slag i luften. Han havde posteret to mænd ved lejligheden, men tvivlede på, at Michael Dexter Gallagher ville vende tilbage. Senora Gomez og de andre naboer havde tydeligt givet udtryk for deres holdning til politiet i almindelighed og FBI i særdeleshed. I denne bydel kunne man næppe regne med noget samarbejde og han var sikker på, at disse røvere og tyveknægte for længst havde advaret Gallagher.

Ved ransagningen af lejligheden havde man nu hverken fundet våben, sprængstof eller subversivt materiale, men de havde fundet Gallaghers pas, som nu lå på bordet foran Taylor. De havde også fået fat i de få papirer, politiet i San Francisco havde på Gallagher. Det fremgik heraf, af Gallagher en gang var blevet anklaget for i fuldskab at have forstyrret den natlige ro og orden og en gang for at være i besiddelse af stoffer i mindre omfang, hvilket allerede var fem år siden.

Af passet kunne Taylor se, at Gallagher havde været i Irland en enkelt gang, men det var mere end ti år siden. Deres stikker i den lokale sektion af Noraid havde aldrig hørt om Gallagher, men havde lovet politiet i Boston at finde frem til oplysninger om Gallaghers fortid. Indtil videre havde man imidlertid ikke kunne fastslå nogen irsk-republikanske forbindelser. Det var alt sammen meget mystisk.

Så var der hans soldaterpapirer. Vietnamveteran. En lang række af udmærkelser. Ærefuld afskedigelse. Havde ikke gjort nogen indsigelser overfor veteranadministrationen.

Men der var noget, som forstyrrede Taylor. Den seks sider lange udskrift, der indeholdt alle detaljer om Michael Dexter Gallaghers militære løbebane, opklarede ikke sagen. Det var ikke noget alarmerende, men Taylor kunne mærke, at der gemte sig noget i busken, som han ikke rigtig kunne få hold på.

Telefonen ringede. Det var London.

Da han lagde røret på, havde Taylor på fornemmelsen, at han endelig havde fået en smule jord under fødderne. Den britiske efterretningstjeneste havde endelig fundet ud af, at Phil Clark – en kvinde – og Debbie Duncan kunne være identiske. Jeannie Morrison, tjeneren, kunne ganske vist ikke give nogen beskrivelse af de, der havde bortført hende, men hun var sikker på, at manden havde talt Belfast slang. Ackroyd havde været i stand til at levere en nogenlunde beskrivelse af kvinden, som havde udgivet sig for at være Morrison.

Enwright var øjensynlig ude af spillet, og ligeledes hans døde kumpan, som RUC i Belfast nu havde identificeret som Damien Morgan. Tilbage var der så Delaney og denne mysteriøse person ved navn Phil Clarke. Delaney kendte politiet som sprængstofekspert fra Derry. Man kunne vædde på, at han stod bag bombeanslagene i London. Så var der Phil Clarke og Bilderberg-historien. Det var en kvinde, som havde udført anslaget.

Der var også kommet nye oplysninger frem om Tim Kelly’s død i Californien. I årevis havde RUC ikke gemt nogen oplysninger om ham, men computeren afslørede, at Tim Kelly i 70’erne havde været en nær ven af en nu afdød E. Doyle, en kendt IRA-mand. Og E. Doyles kæreste, som man havde fotograferet ved begravelsen, var en amerikaner ved navn Philomena Clarke, født i New York, nuværende opholdsted ukendt. Kunne FBI ikke lige tjekke denne Philomena Clarke? Naturligvis kunne FBI det. FBI-agenterne var netop gået i gang.

Læs næste kapitel i Modkrafts weekendføljeton