Annonce

5. december 2003 - 18:26

Hunden – en sammensværgelse, kapitel 20

Hunden – en sammensværgelse

Kapitel 20: Revolte mod realitetens despotisme

Af Sean McGuffin

Oversat af Inge Kongsgaard Hansen og Alfred Lang

San Francisco – to dage senere

"Vi må skaffe en masse udrustning", sagde Phil. "Det vrimler med FBI-strissere dér".

"Sig mig engang, hvad havde du forventet? Du har sammen med Kelly sendt briten i Fairmont til det hinsides rige. Troede du virkelig, de allerede havde glemt det?"

Phil skar en grimasse.

"Jeg har jo sagt det før, Gallagher. Hverken Tim eller jeg havde noget som helst med det at gøre. Denne her Enwright/Morgan-enhed er simpelthen en gåde. Måske er de virkelig Harer. Måske var det nogle amerikanske aktivister, eller også er der en eller anden fra Noraid, der har en finger med i spillet, selv om jeg nu tvivler meget på det. De har aldrig lavet sådan noget. De er jo kun interesseret i pengesager. Sådan noget forbandet lort! Jeg sagde til Tim, han skulle holde sig langt væk fra dem. Han blev opsporet af det skotske møgsvin, mens han ventede på en Noraid-mand på en irsk pub. Det sidste af alle steder, hvor han burde være! Men han insisterede. Men ligegyldigt hvem der måtte stod bag aktionen, så vil Noraid-folkene ikke ligefrem være taknemmelige for det. Ifølge de seneste nyheder er tyve eller flere af deres folk blevet anholdt og dusindvis af huse er blevet ransaget."

"Men så er de i det mindste ikke så meget efter os hele tiden. De kender mig ikke, skotten var den eneste, der ville have kunne identificere dig, og han er død nu."

"Men hvis det ikke er Noraid, hvad jeg heller ikke tror, kan det betyde, at der findes flere Harer. Hvordan kan vi få kontakt med dem? Vi kan jo ikke sætte en annonce i Bay Guardian!"

"Hør engang, Hunden har arrangeret det sådan, fordi han ikke ville have, at vi har kontakt indbyrdes. Godt nok bliver vores muligheder dermed indskrænket, men vi arbejder isoleret og det er meget sikrere. Derudover, tænk på det, "Sinn Fein" - Vi selv! Altså se at komme i gang! Jeg er træt af sidde her og smede rænker og planer. Lad os tage op og få en sidste øl ved North Beach. Vi må ud af denne her forbandede lejlighed."

Phil nikkede.

"Okay, men vi tager ikke på Vesuvio. Lad os prøve et andet sted. Irske pubber kan der jo ikke blive tale om."

Gallagher lo. "På denne her tur kan du være helt sikker. Ved North Beach findes der ikke en eneste irsk pub."

Han langede ud efter sin jakke. "Deres taxa venter, my lady!"

North Beach – hos Specs Simmons

"Specs, hvorfor meldte du dig ud af Kommunistpartiet?"

Jim Jackson befandt sig i sit ynglingsværtshus i North Beach og snakkede med indehaveren, den æreværdige Specs Simmons i egen person. Det var klokken et om natten og turisterne var gået for længst. Kun hardcore-drukkenboldene, de søvnløse, nogle taxichauffører på nattekørsel og de gamle politiske bohemer hang stadig omkring baren.

Distræt kløede Specs sig på sin skaldede isse og skænkede endnu en Bushmills op til sig selv. Han kunne godt lide at snakke med Jackson, selvom han var brite.

"Jeg gik ikke ud af partiet pga. Ungarn eller noget andet tåbeligt", sagde han, "men jeg rev min partibog istykker den dag, hvor slapsvansen Earl Browder ovenfra forkyndte, at vi ikke længere måtte banke strejkebrydere. Da havde jeg fået nok af dette lorte-kommunist parti. Jeg tror, jeg er en uforbederlig Wobbly. Arbejderklassen og udbytterklasse har absolut intet til fælles! "

Han gik ned langs bardisken for at råbe ad en anden gæst, Jackson rettede sig op og så sig omkring.

Igen og igen blev han overrasket og glædede sig over den vidunderlige samling af gammelt bras, der udsmykkede væggene og loftet i dette Adlermuseum. Nogle rejseførere havde gjort stedet kendt under dette navn. Tyvekoster fra fagforeninger, fra handelsflåden, en hvalpenis, et par håndjern fra San Franciscos fængselsforvaltning, gule og blege avisudklip, en Industrial Workers of the World-fane, som engang havde tilhørt rebelkvinden Gurley Flynn. Meddelelser og notitser på alle sprog, gamle vittigheder, gamle annoncer, gamle revolvere, gamle californiere. En blegnet plakat med et citat af Fintan Lalor, en irsk rebel fra det 19. århundrede.

"De, som forklarer dig, at sådan en handling af væbnet modstand er for tidligt, uklogt og tåbeligt, bør foragtes og spyttes på. For, bemærk dig dette og husk: et eller andet sted, på en eller anden måde og fra nogen må begyndelsen jo komme, og den første handling af væbnet modstand er altid "for tidligt", uklogt" og "tåbeligt"."

En plakat over døren vakte Jacksons opmærksomhed. Et indrammet sort/hvid foto, der forestillede en maskeret mand med et Armalite-gevær. Teksten på plakten advarede mod for megen snak: "Hvad end du siger, sig ingenting!" Han kunne genkende plakaten. Det var en provo-plakat fra året 1975. En sjælden souvenir fra Belfast.

"Den der er da ny, eller hvad, Specs?" spurgte han, mens Simmons slæbte sig langs den lange bar og tørrede af med en snavset klud. "Hvor har du den fra?"

"Fra en af mine stamgæster. Fra Belfast. En forfatter. Han er i gang med at skrive en bog om the Wobblies. Drikker Bushmills ligesom dig. Du har sikkert set ham før her."

"Nej, hvad hedder han?"

Specs vinkede afværgende og pegede på plakaten. "Hvad er det, der står om at tale for meget….!" Samtalen drejede sig ind på emnet religion.

Et kvarter senere begyndte Jackson at udbrede sig om ufejlbarlighed. "En omnipotent, altvidende Gudsinstans. Sikke dog noget latterligt vås! Gud kan ikke lære noget, da han jo allerede er hr. Altvidende-skideklog. Han kan ikke tage nogen steder hen, da han jo allerede er overalt. Hvis han altså skulle være omnipotent, er han en tyran og kun slaver tilbeder tyranner – og hvis han skulle være omnipotent og ikke kan gribe ind eller vil gribe ind, hvorfor skulle man så spilde sin tid på at bede til ham?"

"Vorherrebevares, sådan noget fortænkt sludder har jeg ikke hørt i årevis."

Gallagher og Phil var kommet og havde sat sig ved baren, mens Jackson docerede videre.

"Ah, hvor dejligt at se dig, Michael", sagde Specs og forsøgte forgæves at efterligne en irsk accent. Efter at Specs havde overtaget forestillingen og betragtet Phil et øjeblik, kastede han endnu en af sine bedre vitser fra sig og trak sig tilbage bag bardisken.

Phil citerede William Burroughs for ikke at blive overset: "Mennesket er absolut det endelige produkt. Ikke fordi homo sapiens markerer perfektionens højdepunkt, som selv Gud står tomhændet overfor af ærefryt: mere kan jeg ikke gøre – men fordi mennesket er et mislykket eksperiment, fanget i en biologisk blindgyde, og ubønhørligt går sin egen udryddelse imøde." Phil og Jackson morede sig åbenlyst herligt med hinanden.

Det gjorde Gallagher ikke.

"Ja, ja I tror, I er så skidekloge, hvis I alle sammen er ateister, hvorfor spilder I så jeres tid med at diskutere religion? Hvis vi troede på en Gud, måtte det være en hævnlysten Gud, en vred Gud, en Deus Irae (IRA = vrede), for den såkaldte kærlighedens Gud i hvis billede mennesket angiveligt skulle være skabt, er helt klart en opfindelse. Det betyder ikke en skid, det er en akademisk diskussion. Hundedagene står for døren." Phil forsøgte at sparke Gallagher over benet under barstolen, men Jackson satte pludselig sit glas ned og betragtede hende for første gang med fuld alvor.

"Vil I ikke tage med hjem til mig. Jeg bor lige i nærheden, lidt op ad gaden. Jeg tror, vi burde snakke sammen."

De stirrede på ham. Gallagher trak på skuldrene. Hvorfor ikke.

Da de havde sagt farvel til Specs, vendte den gamle Ed Ivory, som havde fulgt med i den livlige snak fra den anden ende af baren, sig mod litaueren og spurgte: "Hvad var det for nogle spradebasser , Simmons?"

Specs lo. "Dem? Hvorfor det? Det er nogen typiske irske rebeller – laver altid revolte mod realitetens despotisme".

Klokken to om morgenen: videotid

Oppe på Telegraph Hill hos Jackson løb Pontecorvos videofilm Quemada over skærmen.

"Og José Dolores, han siger, ’hvis det vi har, er civilisation, er det den hvide mands civilisation, og vi ville gøre os bedre ved at være uciviliserede, fordi det er bedre at vide, hvor man går hen og ikke hvordan, end at vide hvordan og ikke at vide hvorhen.’Og så siger José Dolores,’når en mand arbejder for en anden mand, og selv om man kalder ham for arbejder, forbliver han slave og vil for altid være en slave, fordi der findes dem, som ejer plantagerne og de, som kun ejer macheter, for at kunne hugge sukkerør for de, som ejer dem.’ Og José Dolores siger så: ’ det er på tide, at hugge hoveder af i stedet for at hugge sukkerrør.’ (Brando): ’Det kalder jeg et godt program!"

Harene, der netop havde fundet sammen, så hinanden an.

Shannon lufthavnen

Moss Tierney rodede rundt i kollektionen af uforskammet dyre Arran-sweatre for at finde en til Nora. Han havde ikke sovet ret meget natten før, og hans øjne var røde af træthed.

Conlon, provo-stabschefen, havde beordret ham til Longford og givet ham til opgave at tage sig personligt af denne ’forbandede amerikanske sag.’ Han måtte flyve til Los Angeles og på en eller anden måde overtale ’Onkel Chris’ Conolly til at spytte ud med Harenes dæknavne. IRA måtte stoppe disse renegater, før briterne eller FBI gjorde det. Conlon havde betonet, at den finansielle støtte fra Amerika var alt for vigtig til at sætte på spil pga. dette Hundeteams amokløb.

Det gav selvfølgelig en masse problemer. Angrebet på Mason havde uden tvivl stor opbakning blandt de almindelige medlemmer og provoernes sympatisører blandt basis i Norden, hvor man huskede Mason som en kynisk barbar. Hans navn havde stået på en liste, som for et stykke tid siden havde cirkuleret i Conlons egne rækker. Hvis provo’erne distancerede sig fra gerningsmændene, risikerede de at udløse yderligere splittelse, hvor ’Falkene’ fra Belfast, Derry og South Armargh sandsynligvis ville blive vinderne.

Derudover behøvede McDaid og Mulheron bare lancere til pressen, at han, Conlon og to andre medlemmer af hærledelsen via mellemmænd havde ført fredsforhandlinger med briterne, og han ville være færdig som stabschef. Bevægelsen ville blive splittet og kastet mindst fem år tilbage. Han mærkede, at alle de fordele, der måske kunne opnås, ville kunne blive ødelagt. Derfor måtte han denne gang blive hjemme. Derfor måtte Tierney istedet for han rejse til staterne.

Klokken var blevet tre om morgenen, før Conlon havde instrueret Tierney, så blev en chauffør tilkaldt, der sørgede for, at Tierney kom rettidigt til Shannon, så han kunne nå morgenflyet til Staterne. Han var blevet forsynet med et falsk pas inklusiv turistvisum, en flybillet til L.A. og 2000 dollars.

Conlon vidste imidlertid ikke, at Tierney havde mere end denne sum penge med sig til de Forenede Stater. Pengene, den sidste rate, havde han hævet fra sin bankkonto i Dublin. I hans slidte diplomatkuffert befandt sig 20.000 dollars. Han bad til Gud om, at disse penge ville række til Nora’s operation. Han hadede at forlade hende i hendes tilstand, men hvad kunne han ellers gøre? Han blev nødt til at tale personligt med kirurgen i New York.

Passagerene til flyet til New York blev kaldt ud og han besluttede sig hurtigt for en sweater. Det rykkede i ham, da han så prisskiltet: 80 dollars. "Du milde himmel" stønnede han. Da han og Nora sidste gang havde besøgt det vestlige Irland for at deltage i en mindefest i Ennistyron, kunne man købe sådan en ting for bare ét pund. Denne vanvittige økonomi fik priserne til at galoppere afsted. Han gik til kassen og famlede efter sin pung. Han havde slet ikke lagt mærke til det ældre par, der stod i lige i nærheden af ham og var tydeligt oprørte over de skyhøje priser på Waterford-krystal.

Men de så begge to ham.

Martha stødte sin albue i siden på Fuglen, men det var ikke nødvendigt. Intet var undsluppet hans falkeblik. "Klart nok, mit barn, jeg kan godt se ham. Moss-forbandet-være-Tierney! En B-mand. Jeg spørger mig selv, hvad han mon er ude på, når han flyver på sådan en tid. Du kan være helt sikker på, at han er blevet presset til det. Kom min kære, lad os gå tilbage til vores pladser i flyveren, før han får øje på os."

Da Moss Tierney, helt optaget af sine egene tanker, ilede til sin plads og spændte sikkerhedsbæltet, anede han ikke, at der var tre par øjne, som nøje fulgte ham. Det tredje par tilhørte Harry ’førstpåpletten’ Thornton, der sad i midten af flyvemaskinen og klamrede sig til sine to flasker toldfri Bushmills Single Malt.

Harry Thornton havde ingen anelse om, at Tierney var blevet indkaldt til hærrådet, men han kendte manden fra Cork fra tidligere, og vidste nok til at være sikker på, at det ikke var det rene tilfælde, at denne mand nu befandt sig i en flyvemaskine på vej mod Staterne.

Interessant, tænkte Harry, og gemte informationen i sit hjernearkiv. Lystavlen med "No smoking" slukkedes, og da han kiggede ud af vinduet for at kaste et sidste blik på Irland, bemærkede han, at de befandt sig højt oppe i luften og at flyvemaskinen nu bevægede sig ud over det vuggende Atlanterhav. Han trykkede på knappen i armlænet. Hvis han huskede rigtigt, var New York en 6-whiskey flyvetur. Mens han ventede på stewardessen, spekulerede han på, om hans fætter Jimmy i San Francisco mon stadig var i live. Hvis ja, kunne han jo bo hos ham og spare pengene til et hotelværelse. Den luskede Ryan, tænkte han, hvorfor har han sendt mig afsted?

Da lystavlen med "Spænd sikkerhedsbæltet" også slukkedes, vendte Martha sig mod Fuglen.

"Hvad mente du, da du kaldte Tierney for en B-mand? Er han ikke netop steget i graderne og blevet medlem af IRAs hærråd?"

Manden fra Derry lo. "En gammel vits fra 40’erne. Vi plejede at sige, at Moss Tierney altid forblev ved udgangspunktet uden at røre sig. Engang bagtrop, altid bagtrop! Jeg har aldrig ofret nogen tid på ham. Din Jimmy iøvrigt heller ikke!"

Martha sukkede, da hun tænkte på hendes afdøde samlever og kammerat.

"Jeg véd det, Gerry, jeg véd det, men jeg kan altså ikke lide, at han befinder sig i det samme fly som os."

Læs fortsættelsen...

Hunden – 1. kapitel

Hunden – 2. kapitel

Hunden – 3. kapitel

Hunden – 4. kapitel

Hunden – 5. kapitel

Hunden – 6. kapitel

Hunden – 7. kapitel

Hunden – 8. kapitel

Hunden – 9. kapitel

Hunden – 10. kapitel

Hunden – 11. kapitel

Hunden – 12. kapitel

Hunden – 13. kapitel

Hunden – 14. kapitel

Hunden – 15. kapitel

Hunden – 16. kapitel

Hunden – 17. kapitel

Hunden – 18. kapitel

Hunden – 19. kapitel

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce