Annonce

27. november 2003 - 2:51

Regeringsballade over højreekstremist

Ifølge Kristeligt Dagblad har sagen om Henrik Gade Jensen været til debat på det ugentlige ministermøde onsdag. Statsminister Anders Fogh Rasmussen vil ikke kommentere sagen og Tove Fergo er yderst kortfattet i en pressemeddelelse.

Splid blandt gamle venner

Et ellers velfungerende parløb mellem fætrene Søren Krarup og Jesper Langballe fra Dansk Folkeparti og kirkeminister Tove Fergo er i tydelig krise efter Jesper Langballes udtalelser. De tre folketingspolitikere har ellers fundet fælles fodslag i kredsene omkring den lutheransk fundamentalistiske forening Tidehverv.

Det tætte forhold har medført spekulationer om kammerateri og vennetjenester, da Jesper Langballe som den eneste præst i Danmark ikke blev ramt af et ansættelsesstop i Folkekirken.

Men med Henrik Gade Jensen fratræden på baggrund af fremmedfjendske og højreekstreme holdninger, er situationen anderledes.

Jesper Langballe forklarer til Kristeligt Dagblad, at Tove Fergo vidste på forhånd, hvem Henrik Gade Jensen var og bebuder en mængde spørgsmål om sagen.

Autonom afsløring

Kristeligt Dagblad skriver: »En artikel i dagbladet Information i går, som bygger på en én måned gammel hjemmeside, www.modkraft.dk fra det autonome miljø på Nørrebro i København, beseglede Henrik Gade Jensens skæbne.«

Da Modkraft.dk den 29. oktober offentliggjorde historien om Henrik Gade Jensens forbindelser til det yderste højre og hans beundring for SS-soldaten Frants Schönhuber, var det efter mange forsøg på at få en udtalelse fra Tove Fergo. Hun nægter fortsat at udtale sig om sagen, og følgende er hele ordlyden af Tove Fergos reaktion:

»Tove Fergos pressesekretær Henrik Gade Jensen fratræder sin stilling med øjeblikkelig virkning.

- Henrik Gade Jensen har tilkendegivet overfor mig, at han ikke ønsker at risikere at blive en belastning for mit virke som kirkeminister og det ønske har jeg imødekommet, siger Tove Fergo.«

Af Linda Hansen/Monsun

Læs »Kirkeministerens spindoktor er højreekstremist« fra den 29. oktober på Modkraft.dk

Opfølgende artikel på Modkraft

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce