Annonce

24. november 2003 - 21:52

Værdikampen: de gode vandt

60 procent, eller 182 af 300 deltagende Modkraftbrugere valgte at være på de godes side for demokrati, frihed, fred og godhed. Kun 118 valgte at være på de ondes side, for diktatur, formynderi, krig og ondskab.

– Jeg er tilfreds med resultatet, udtaler statsminister Anders Fogh Rasmussen.

– Jeg har altid vidst, at de fleste af os var gode nok.

Stadig plads til de onde

Statsministeren erklærer, at han er lettet over resultatet af værdikampen, som han og hans ministre har lagt mange kræfter i at vinde.

– Jeg er glædeligt overrasket over, at vi så hurtigt har kunnet afgøre værdikampen, udtaler statsministeren.

– Jeg vil gerne understrege, at jeg er statsminister for alle danskerne, ikke kun de gode. Vi har jo en lang tradition for åbenhed og tolerance i Danmark, og så længe jeg er statsminister, vil der stadig være plads til de onde danskere i Danmark.

Godhedsdividende

Nu værdikampen er overstået, vil statsministeren nedlægge miljø-, kultur- integrations- og kirkeministerierne.

– Dem har vi ikke brug for længere, nu vi alle ved, hvilke værdier, vi står for her i landet, siger han.

De sparede penge skal bruges til at støtte gode projekter og initiativer. En særlig pulje bliver dog sat til side til onde projekter.

– Vi kalder det godhedsdividenden. Den skal komme alle borgerne til gode, ikke kun de gode, siger den glade statsminister.

Modkrafts analyseinstitut advarer imidlertid statsministeren imod en for tidlig afblæsning af værdikampen.

– Nok har de gode vundet over de onde, men der er også andre værdier på spil, for eksempel de flittige mod de dovne, udtaler analyseinstituttets førende spindoctor, der ønsker at forblive anonym.

Af Sven Gårn Hansen/Monsun

Se resultatet af værdikampen

Fortsætter kulturkampen alligevel? Følg med!

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce