Annonce

23. november 2003 - 0:01

Hunden - en sammensværgelse, kapitel 18

Hunden – en sammensværgelse, kapitel 18: »Optræk til Hundedage«

Af Sean McGuffin

Oversat af Inge Kongsgaard Hansen og Alfred Lang

En time efter at Kelly alias »Dhearg Doom« var begyndt sin rejse til det særlige keltiske Rige af Mørket, forsøgte politipsykologen Taylor, hvis hals stadig var rød og mærket af IRA-mandens kvælertag, forgæves og fortvivlet at hælde kaffe i Jimmy Phelan, mens han gjorde alt for at tage sig sammen og dæmpe sin ophidselse.

Jimmy Phelan var i sit es, og nød virkelig ekspertens mismod. Han havde krævet, at »firmaet« skulle skaffe ham en flaske Powers Gold Label, og nu sad han og pludrede løs i denne her FBI-bule. Med fødderne på skrivebordet kiggede han af og til ned i sine notater, som han havde kradset ned på en gul notitsblok. Skrifttegn, der som gådefulde hieroglyffer var strøet ud over siderne.

Taylor stønnede. Han havde en lang dag bag sig og følte sig dårligt tilpas.

»Altså, jeg har forstået det meste. Dhearg Doom er det onde irske, som de sagde, og kan oversættes med noget i retning af »Den røde hævner«. Furor Celticus kaldte romerne de krigeriske irere. Gall Ruadh Abu betyder simpelthen »Sejr til de røde fremmede«, som i det 12. århundrede var Burkes slægtens kampråb. Dette kampråb ligner de gamle kaldenavne fra den hieroglyflignende gammelirske skrift, der kaldes Ogham.

I over tusind år var der ikke nogen mennesker, som brugte disse tegn, og nu har denne vanvittige person forsøgt at udfærdige politiske aktionserklæringer med denne skrift. Du godeste Gud! Tja, og hvad så med Bana er decimeret og Fodhla berøvet sin skønhed

Phelan tog en ordentlig slurk af flasken og rømmede sig kraftigt.

»Åh ja, den sætning kan jeg rigtig godt lide. Meget poetisk. Drengen var ikke ligefrem en gallisk lærd, men han var begavet og havde evne for at imitere den gamle stil. Denne sætning stammer fra Oisin. Da han vender tilbage fra Tir Na Og, hvor han har opholdt sig i århundreder og da han kommer til dalen i Gleann-n-Smol, finder han det gamle land meget forandret og Fianna er forsvundet.

Bana står symbolsk for de gamle, irske krigere. Fodhla betyder den lærde. Da Oisin vender tilbage finder han Ierne – det er den gamle betegnelse for Irland – fuld af disse originaler og tykhoveder og beklager sig over, at den gamle levemåde er forsvundet«.

Taylor snøftede.

»Er det det hele? Fantasier fra en fuldblodsidiot!«

»Ak ja, men sikke nogle vidunderlige fantasier«.

Phelan lo.

Taylor tørrede sig over panden.

»Godt så forklar mig det lige en gang til. Hvad i helvede betyder alt det vrøvl om Tu....Dingsbums De Dannan. Lyder som navnet på en skide yoghurt«.

Phelan tog endnu en slurk af flasken, spyttede og snavsede Taylors glanspolerede sko til med slim.

»Jeg kom lige i tanke om dette her lille stykke«.

Han pegede på et afsnit i det båndudskrift, der lå på bordet.

Her er kampen og slaget slut

Jeg er kun en fjende af tyranner,

Men ven af retfærdigheden og dens venner.

»Det stammer fra Händels libretto til Belsazar. Det er ukrudt, det er ikke irsk. Meget smukt, ikke sandt? Jeg kan huske, at jeg engang for mange år siden så det sammen med min hustru, Gud være hendes sjæl nådig. Åh, hvor hun elskede denne gamle, klassiske musik«.

Det krævede en næsten overmenneskelig anstrengelse af Taylor at beherske sig.

»Tilbage til Tucka – det er da keltisk mytologi, eller?«

»Her«, sagde Phelan og tog hieroglyfferne i hånden.

For Taylor var de en ren gåde.

»Det er Ogham og intet andet. Gammel irsk skrift. Sidst brugt cirka år 400 efter Kristus«.

Han kastede et blik på papiret.

»Ja, det er det; det betyder, Tuatha de Dannan. Nå ja, jeg ved det selvfølgelig ikke sådan helt præcist. Men Tuatha var krigere og gjorde modstand mod de fremmede, som trængte ind i landet. Da de alligevel til slut blev besejret af fjendens stål, drejede de sig sidelæns til solen. Det vil sige, de blev usynlige. Men de var ikke døde. De tog sig af de døde krigere fra Fianna og beskyttede også Cuchullain, hunden fra Ulster. De våger stadig over Irland. Hvis jeg husker rigtig, så blev de sidst set ved slaget om Clontarf«.

»Hvor helvede ligger det?«

»Lidt nord for Dublin«.

Taylor skubbede sin stol væk fra bordet.

»Er det Deres alvor? Jeg mener, er det blot keltisk vrøvl fra fortiden eller eksisterer denne gruppe virkelig? Dublin har sendt os bjerge af papir om Provoerne og om INLA, den irske nationale befrielseshær, men denne her gruppe har der aldrig været tale om. Hvilken organisation har de splittet sig ud fra? Har denne tumbe holdt noget tilbage? Hvornår var det, de kæmpede i Clontarf?«

Phelan fornøjede sig med en ekstra kraftig slurk af flasken.

»Ja, det er jo stykke tid siden – 1014 efter Kristus, for at være helt nøjagtig. De hjalp Brian Boru imod de invaderende fra Skandinavien. Men De må være klar over, at for Tuatha er 1.000 år som en dråbe i havet.

Ville det ikke være fantastisk, hvis de støttede drengene i dag? Og derudover forsøgte denne dreng jo at skrive aktionserklæringerne i Ogham. Ære være ham!«

Taylor rejste sig med en stiv nakke, hvor Kellys kvælertag lyste op som røde borehuller.

»Skaf mig af med denne totalidiot!«, brølede han.

»Han er ligeså forrykt, som den døde var.«

En FBI-agent trådte indenfor og førte Jimmy Phelan med ud. Phelan gik ned af trappeopgangen, holdt sin flaske fast i hånden og nynnede muntert:

»Ak, at magt kunne vinde over retfærdighed

De faldt og gik

Men frihedselskende folk som jer

Er der mange af i dag, og de vil sejre over magten«

Mens klangen af Phelans hæse stemme ebbede ud og forsvandt, slukkede Taylor for kassettebåndoptageren, tog båndene og sine notater under armen og gik ud. Du kan drive en paddy ud af sin hule, men aldrig opdrive paddy’ens hule, grublede han på vej hjem til ensomheden i hans et-værelses lejlighed. Han havde brug for søvn.

Helst en hel uge.

En sleeper vågner op i San Fransisco

Soveværelset var fuldt af bøger og det var rodet, rodet og snavset som en rigtig ungkarlehybel. I det lille fjernsynsapparat, der stod i hjørnet oven på en rejsekuffert med den blege påskrift »Saigon«, flimrede en nattefilm.

Christopher Lee kæmpede som Dracula endnu engang mod Peter Cushing som Dr. Van Helsing. I bestemte intervaller blev filmen afbrudt af en tør Sam LaBrie, der tilbød sine vandsenge og svømmesystemer til de søvnløse ved bugten eller til de folk, der var oppe på arbejde i denne særlige, usædvanlige stund, og til fangerne oppe i Vacaville i San Quentin og Folsom.

De breve, som fangerne havde skrevet derfra i håb om at få en gratis vandseng, læste han op til billeder af ekstravagante yuppie-soveværelser, der hverken i fantasien eller i realiteten havde det mindste til fælles med fangernes kolde celler.

Ud i æteren strålede en kærlig, kedelig sengeforhandlers sponsorerede kamp mellem det gode og det onde, rettet til de forelskede, de ensomme og de fortabte. I deres celler, deres to-værelses lejligheder, deres skurvogne. Og i det mørklagte værelse hos Michael Dexter Gallagher, der uroligt vendte og drejede sig på sin futon på gulvet i hans bolig i Mission-District i San Francisco.

Her drømte han sine vilde drømme og sov rusen ud fra de alt for mange Anchor Streams. Han var kommet op at køre med opkvikkende stoffer og dernæst havde han pumpet sig fuld med beroligende midler. Han ville – som hver nat – glemme skrigene fra Vietnam, glemme stanken af forkullet kød og lugten af størknet blod på bajonetterne, den søde hash i piberne og råbene fra de skrækslagne vietnamesere, der blandede sig med hans unge kammeraters konstante angst, når de bare sad og ventede på, at nogen skulle råbe »fuldtræffer«, mens amerikanske kemikalier oplyste himlen over Da Nang, Hue og Saigon.

Gallagher befandt sig igen over Hue, fløj over den grønne, frodige jungle. Løjtnanten, en nybagt collegestudent, lod fangen med magre ben og sort jakke over hovedet dingle fra helikopterens platform, mens soldaten fra de sydvietnamesiske ARVN-tropper lo, og pludselig flammede en kortvarig raketild op fra buskadset ved siden af rismarken, og helikopteren slingrede hysterisk fra side til side og blev slynget ud i det blå, og mens Gallagher styrede helikopteren, blandedes hans angst med træthed, og Vietcong-partisanen skreg, da han styrtede i dybet, og løjtnanten jamrede »Åh Gud, det var slet ikke det, jeg ville!«, mens ARVN-soldaten hostede, helikopteren svajede under sin tunge last, og han med svedige hænder åbnede ild og fortvivlet forsøgte at undvige jord-til-luft raketternes krydsild – da vågnede Michael Dexter Gallagher med svedperler på panden fra sin søvn, endnu engang reddet fra mareridtet.

Han rakte ud efter flasken med Anchor Stream på gulvet ved siden af ham. Hans øl var blevet varm. Varm og nærende som diabetikerpis. Hans pande var kold, kold som hans eks-kærestes hjerte, som han plejede at udtrykke det. Han tog en ordentlig slurk, hostede og sank det i sig. De lysende digitalnumre på hans vækkeur, som han havde fået fra Time Magazine for at udfylde en abonnementsformular (han havde brugt navnet Paddy Fields), fortalte ham, at klokken var fire om morgenen.

Han tog endnu en slurk øl, og forsøgte at koncentrere sig om skærmen i hjørnet. Det skide fjernsyn var stadigvæk tændt. Han famlede efter fjernbetjeningen og skruede op for lyden. Han havde brug for en lydkulisse, en eller anden larm for at fortrænge de lyde, der sad tilbage i ham efter mareridtet.

Hvor var det hans drøm foregik denne gang? Belfast eller ’Nam? Det var de eneste to steder, han drømte om – eller som han svagt kunne huske, når han vågnede op. Det var de eneste steder, hvor han havde været så tæt på døden, måske den sidste fred, som han længtes sådan efter. Og det var også de to eneste steder, hvor der havde været nogen, som virkelig tog sig af ham, som reddede hans liv. Han tænkte på korporal Abraham Johnson, så hans sorte, svedige ansigt, hørte hans »I dækning, motherfucker«, mærkede hans store, sorte hånd, der skubbede ham væk fra punji-stokkens kastefelt, fornemmede dødsinstrumentet, da det skød forbi ham og spiddede korporalen, hørte hans dødsskrig, da endnu en soldat sank sammen på junglens jord, der var gennemvædet af blod.

Endnu et tal til statistikken. Endnu en dreng på vej hjem i kisten. Endnu et navn at mejsle ind i muren i Washington. Abi kom ikke engang tilbage til det røde mudder i Alabama. Hans trofaste kammerater, hans våbenbrødre efterlod hans lig i Vietnam, til opløsning til junglejorden et eller andet sted udenfor Hue.

»Rolig, tag det nu roligt«, mumlede han.

Han tænkte på Father Ryan, hans lokale præst i Boston. Hvad var det nu, den bøn hed, som den gamle snushane påstod fik mørket til at forsvinde? Han kunne stadigvæk huske, at præsten altid lugtede af whisky, når han knælede ved skriftestolen i St. Theresa kirken. Han huskede også de små, røde øjne. Men bønnen havde han glemt. Han kunne ikke længere komme i tanke om ordene. Mantraerne havde mistet deres kraft, og når selv mantraerne ikke længere virkede, betød det så ikke, at alt var blevet betydningsløst og ligegyldigt i denne rådne verden, der stinker af begærlighed?

Og han tænkte på Hunden. Og på natten i Belfast, år efter Vietnam og år før i dag, og han tænkte på, hvorledes Hunden havde reddet hans liv, da et par indfødte besluttede, at denne fulde, amerikanske stikker, som havde insisteret på at give en omgang til alle frihedskæmpere i Clonard Gaelic Athletic Club, skulle tages med udenfor og forhøres.

»Stikkere bliver skudt!«

Da han knælede ned i mudderet og hørte pistolens klikken og lugtede angsten fra den unge provo, der endnu aldrig havde skudt en stikker, og som overfor sine kammerater ikke ville vise den mindste svaghed, kom han i tanke om denne graffiti, som han havde set på en mur ved en byggeplads.

Han var alt for fuld til at protestere, til at forklare dem, at han ikke var nogen stikker, men en turist med interesse for slægtsforskning i Connemara, som ville gå i den hellige Croagh Patricks fodspor og drikke Guiness, at det var nysgerrighed, den snigende gift, der havde overmandet ham, og at han derfor var blaffet til Belfast, ved verdens ende, hvor han havde set briternes og Royal Ulster Constabulary’s undertrykkelsespraksis, og hvorledes han nu kunne føle med sine fjerne kusiner og fætre, som han ellers ingen kontakt havde med, og at han besad en kvalifikation, kvalifikationen at kunne dræbe, hvilket de amerikanske skatteydere havde måtte betale for, for at tage part i en meningsløs krig i den anden ende af verden; en kvalifikation, som de kunne gøre brug af, for at befri de helliges og de lærdes land og en gang for alle jage de fremmede bort, som havde tvunget hans forfædre til at flygte med usle skrotskibe til Amerikas kyster og til at arbejde sig ihjel i minerne i Schuykill, Pennsylvania, til at kæmpe ved Molly Maguires side eller, som hans far, at blive strisser i Boston og stukket ihjel af en junkie under en patruljetur gennem Park Street i Roxbury.

Hvis blot ordene ville falde ham ind, ville han kunne fortælle dem om sin tante, den gamle jomfru, om det farvelagte billede af Padraig Pearse og nattelampen med Jesus-motiv, som lyste i mørket ved siden af hans seng og altid jog angst og skræk i ham som barn, og han ville kunne fortælle om fotografiet af John Fitzgerald, den forbandede Kennedy, som hans tante regnede for hellig, men som Michael vidste ikke var den tapre kaptajn fra PT 109, men en forlystelsessyg, skydelysten luderjæger, der havde sendt ham og hans generation i døden i et fjerntliggende asiatisk land – og det længe før klovnen fra Texas eller den lille, skævmundede kvæker fra Californien – men han var døddrukken, og ordene faldt ham ikke ind, og selv hvis de var faldet ham ind, ville den unge provo nok alligevel ikke have forstået noget som helst, eller han ville ikke have troet på ham, og han ville have fundet døden i mudderet på parkeringspladsen, hvis ikke det var for den ældre mand, som han i mellemtiden var kommet til at kende som Hunden, der havde overtalt teenagerne, hevet den rystende og opløste Gallagher op på benene og fragtet ham til et lille hus i det mørke Andersontown, hvor han hældte kaffe i ham og hørte på hans historie, vakte hans tillid og lod ham gå.

Hunden havde troet på ham, men havde ikke haft brug for hans kvalifikation i Belfast, og han havde ikke givet ham mulighed for at bevise sig selv som tak. Hunden havde med mildhed fået ham til at forstå, at en amerikaner i Belfast vækker opsigt som en kulørt hund. Hunden havde gjort sig tanker, allerede i 70’erne, før sultestrejkerne, og han havde smedet planer, da han vidste, at plakaterne der prydede murene i Falls Road og erklærede året 1975 som »Frihedens år« var for tidligt på den, og at IRA havde en lang udmattelseskrig foran sig.

Før han satte yankeen i den store, blå bus, der ville bringe ham fra Ulsters blå frihedshimmel mod syd til det irske teokratis grå tåge i retning af Dublin, havde han noteret sig Gallaghers adresse og hans stamværtshus i San Francisco.

Hans adresse havde ændret sig mange gange siden da, stamværtshuset forblev det samme. Han huskede stadig tydeligt Hundens afskedsord:

»Det kan være, at der en dag dukker en fremmed op som ud af det blå, og denne fremmede vil blot sige: »Hundedagene står for døren«. Så kan du gøre noget til gengæld som tak, hvis du vil«.

Mens han ødslede sit liv bort og lagde to mislykkede ægteskaber, et dusin meningsløse jobs og tusinder af frustrerende eller narkotiserede nætter bag sig, gik der ikke en eneste uge, hvor han ikke i al hemmelighed havde ønsket, at budbringeren kom og gav hans liv en mening.

Da han rullede fra futonen ned på gulvet og stod op for at gå ud og pisse i brusekabinen, kastede Gallagher endnu et blik på flimmerkassen og så igen den vanvittige Renfield, der sad i sin gummicelle, åd fluer og sang for sig selv om mesteren Grev Dracula, der dukker op fra nattens mørke, river vinduesgitrene væk og redder ham, vækker ham, benytter sig af ham og giver ham et nyt liv.

Da blev Gallagher overbevist om, at Paddy Fields, hans kampnavn fra Vietnam og Belfast var identisk med Renfield, og han mærkede, hvordan den sovende efter alle disse år nu langsomt vågnede op til handling.

Han tog et brusebad, klædte om og gik ud i den kolde, grå dæmring, kørte med sin taxa til lufthavnen med en kop kaffe i hånden, der rystede som den næsten altid havde rystet de sidste 15 år.

Sidst på formiddagen var han tilbage i byen igen. Efter han havde sat en kunde af i North-Beach District, besluttede han sig for at køre til Zoo, for at få sig en lille én. Stamgæsterne hang ud i værtshuset, spillede skak, læste aviser eller slog terninger sammen med Riegler, chef-bartenderen. Hovedsamtaleemne var eksplosionen, der havde fundet sted et par timer tidligere i Fairmont.

Eftermiddagsudgaven af Examiner berettede i en stort opsat artikel om afsky og oprørthed blandt San Franciscos borgere og lancerede spekulationer omkring Cuchullain brigaden. I en lille kasse på side 5 var der en liste over brigadens tidligere aktioner, der »ifølge vor Irlandskorrespondent« kunne tillægges håndlangere for Hunden, hvis rigtige navn var Arthur Francis O’Brien.

Gallagher stillede roligt sin Pint Anchor på bardisken, hvor terningerne lå og viste deres øjne. »Leo«, råbte han til Riegler, der var travlt beskæftiget med at lægge lidt til lønnen, idet han var ved at presse et par hundrede ud af en uforbederlig spiller og taber, »er der nogen, som har ringet eller lagt en besked til mig?«

Håbet dør aldrig.

»Så, nu er pengekassen vel ved at være tom«, sagde østrigeren, hævede sit bæger og afslørede, at han endnu engang havde vundet over sin modstander. Han snuppede tyveren, og begyndte at rode med et eller andet bag bardisken.

»Nu det samme igen, Michael? Nej, ingen besked. Hvorfor – går du og venter på en besked fra dine paddyvenner? Avisen skriver, at nogle af dem er i byen og udøver deres skrækkelige spektakel«.

Han pegede på forsidebilledet, der forestillede den ødelagte 3. sal på Hotel Fairmont.

»Meget larmende spil, meget krævende spil, men hvis du vil høre min mening – det er virkelig ikke synd for denne der brite«.

Riegler var en god bartender, altså en god diplomat. Han kendte sine stamkunder. Når den pensionerede, tidligere officer fra hendes majestæts flåde, Kaptajn Fortescue, som altid de sidste 10 år kom præcis klokken 18 for at drikke sin gin and tonic, vidste Leo godt, han skulle fortælle en anden historie.

»Nej Michael, der er ingen besked til en overbevidst øl-patriot som dig. Du må stille dig tilfreds med at læse i avisen om den irske aftenunderholdning. Og i dagens anledning giver din ven Riegler en lille en. Bushmills?«

Han hældte en ordentlig mundfuld i et røgfarvet glas.

»Slainte! Til det grønne flags ære, for sejr over de blå-rød-hvide slyngler!«

Han fortsatte sig arbejde, og Gallagher nød sin Bushmills, der nu var den eneste tilgang han havde til sig land. Skide være med taxakørsel i dag, tænkte han ved sig selv. Jeg kører lige et lille smut ned i 32 for at høre, om man har noget smukt at fortælle.

Men så kom Tony Rieglers afløser. Han havde haft morgenvagten, og nu kunne han hengive sig til eftermiddagens fornøjelser.

»Hvordan går det, Michael«, spurgte Tony, »hvad er det dit hoved laver? Du fik da en ordentlig én på i går aftes. Åh, for resten, der er en pige, som har spurgt efter dig. Hun sagde, hun ville kigge forbi igen«.

»Kendte du hende?«

»Nej, jeg har aldrig set hende før. Men hun lignede ikke ligefrem en republikaner, mand. En billedskøn kvinde! Hendes parfume kunne bedøve en blodhunds lopper. Din gamle sjover, er du nu i vanskeligheder igen?«

Gallagher lo.

»Jeg vågnede i morges og var fuldstændig down. Jeg tror, jeg må slukke min tørst«, sagde Gallagher og hævede sit glas.

Tony skænkede ham en ekstra Bushmills og sagde:

»Der kommer din kvinde jo. Kender du hende?«

Gallagher så hen mod Philomena, der netop trådte ind ad døren og sagde:

»Nej, men det skal snart ændre sig«.

Fem minutter senere, da de sad for sig selv ved et lille bord på galleriet ved siden af et gammelt lysbilledapparat, som i snegletempo kastede optagelser af snuskede gamle franske postkort op på lærredet, der hang over barrummet, da hun drak den californiske vin, som han havde spenderet hende, og hun var blevet sikker på, at han virkelig var Dexter Gallagher, spurgte han hende, hvad hun som turist syntes om vejrforholdene, og hun svarede ham med, at »der var optræk til Hundedage« – og en sleeper vågnede.

Læs næste kapitel

Hunden – 1. kapitel

Hunden – 2. kapitel

Hunden – 3. kapitel

Hunden – 4. kapitel

Hunden – 5. kapitel

Hunden – 6. kapitel

Hunden – 7. kapitel

Hunden – 8. kapitel

Hunden – 9. kapitel

Hunden – 10. kapitel

Hunden – 11. kapitel

Hunden – 12. kapitel

Hunden – 13. kapitel

Hunden – 14. kapitel

Hunden – 15. kapitel

Hunden – 16. kapitel

Hunden – 17. kapitel

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce