Direktivet om løsarbejdere, der har været under forhandling i lang tid, stod til at blive underskrevet torsdag den 13. november af repræsentanter fra ministeriet, arbejdsgiverforeningen og fagbevægelsen. Direktivet vil gøre det muligt for arbejdsgiverne at fyre arbejderne stort set uden varsel og det har mødt stor modstand.
Socialministeriet besat
Aktionerne startede torsdag tidligt om morgenen, da 200 aktivister hoppede over hegnene og besatte Socialministeriet. Aktivisterne besatte de fleste af Socialministeriets kontorer, mens de over telefonen krævede et møde mellem en faglig delegation og en delegation fra ministeriet. Ministeriet gik med på kravet, og aktivisterne forlod efter et stykke tid bygningen uden den store dramatik.
Senere på dagen forsøgte aktivisterne at trænge igennem politikæderne til konferencecenteret for at stoppe underskrivelsen af direktivet.
Aktivisterne kom under indtrængningsforsøget i konfrontation med politiet, der brugte knipler og tåregas for at stoppe demonstranterne. Efter tre forsøg blev konfrontationerne indstillet, da politiets metoder blev mere og mere hårdhændede. De aktionerende sluttede sig derpå til resten af demonstrationen, der talte flere tusinde mennesker.
Det var første gang, at løsarbejderne i forbindelse med konflikter åbent har erklæret, at de er parat til at gå i konfrontation med politiet.
Det er ikke kun løsarbejderne, der har været i aktion under dette års ESF i Paris. Et socialcenter er blevet besat, der har været sympatiaktioner med de strejkende McDonalds arbejdere og lørdag morgen slutter det med en stor aktion mod Fort Europa og udvisningerne af såkaldt illegale indvandrere.
Af Sebastian Gjerding/Monsun
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96