Annonce

11. november 2003 - 14:21

En bil i kog

Aktivisterne har siden 1993 demonstreret mod motorvejene, som de mener pløjer gennem landskabet til gene for miljøet. Næste skridt er at lægge sag an mod den danske stat og dens plan om, at motorvejen skal fortsætte gennem naturområdet Gudenådalen.

Lørdag den 8. november 2003. Prinsesse Nathalie (hende med skoleridningen) klipper snoren over og indvier den ny motorvej mellem Århus og Låsby. En kilometer derfra koger en rød Opel Ascona i et fire meter højt, sort kar ved kanten af den nye motorvej. Den har kogt siden tirsdag.

Aktivisterne Svend Vestergaard Jensen, Julie Albeck og Nanna Kinch passer ilden under gryden og tager imod i kulden iført hvide forklæder og kokkehuer.

Denne aktion er én i en række af aktioner. I 2002 boede Jyder mod overflødige motorveje i 137 dage på en platform oppe i træer på strækningen, hvor motorvejen nu ligger.

Synlig modstand

Julie Albeck har mest fået gode reaktioner på aktionen. Nanna Kinch har mødt mennesker, som syntes, at det lød skrubskørt, når hun sagde, at hun skulle ud for at koge en bil og sove i tipi. Jyder mod overflødige motorveje laver utraditionelle aktioner, fordi det vækker større opmærksomhed end bannere. Og fordi det holder gejsten oppe hos aktivisterne.

– Succeskriteriet er, at det lykkes at få sagt, at vi er imod motorveje, siger Nanna Kinch.

– Vi kan ikke bremse udviklingen, men vi kan påvirke den. Motorvejsstumpen her skulle have været færdig i 1998.

Både Julie Albeck og Nanna Kinck ser det som en sejr i sig selv, at modstanden mod motorveje er blevet synlig. Før satte næsten ingen spørgsmålstegn ved nye motorveje. Jyder mod overflødige motorveje har fået masser af presseomtale – især i de østjyske medier.

Staten slæbes for retten

Fra Låsby skal motorvejen fortsætte til Ringkøbing gennem Gudenådalen. Men ifølge EU er det ulovligt at anlægge en vej i netop det område, som kan true dyre- og fugleliv. Derfor planlægger Jyder mod overflødige motorveje nu at lægge sag an mod den danske stat. En langvarig affære, som i alle tilfælde vil forsinke motorvejen yderligere.

– Dem der anlægger motorvejen har ikke undersøgt alternativer, som de skal ifølge loven, siger Julie Albeck.

– De har undersøgt andre linier, men ikke andre former for vejnet eller kollektiv trafik.

Nanna Kinch supplerer:

– Det er meget mere gennemgribende med en motorvej gennem landskabet. Det virker meget anderledes end for eksempel en nærbane mellem Århus og Silkeborg, som vi har foreslået.

En cyklist kører forbi ude på den brede grå vejbane bag gryden med bilen.

Som så mange andre prøvekører han motorvejen inden bilisterne kommer.

– Vores børnebørn kan måske løbe på rulleskøjter her, når olien er sluppet op, siger Julie Albeck.

Jyder mod overflødige motorveje har omkring 200 medlemmer.

Af Lone Hartvig Andersen/Monsun

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce