Med i global bevægelse
Det danske sociale forum er en lokal aflægger af verdens sociale forum, som i de seneste tre år har samlet titusinde aktivister fra hele verden, i den brasilianske by Porto Alegre.
Ved det danske forum deltog ca. 500 mennesker i de mere end 40 paneldebatter og workshops, som weekendens program indeholdt.
Formålet med de sociale forummer, såvel globalt som lokalt er at åbne et rum, hvor modstandere af den nyliberale globalisering kan mødes for at udveksle erfaringer og debattere visioner og strategier for skabelsen af en anden og bedre verden.
Vand, Mellemamerika og kunst
Omkring 40 danske organisationer, fagforeninger og aktivistgrupper var medarrangører af forummet, og programmet afspejlede bredden i arrangørkredsen. Der var workshops om vand som handelsvare, om den mellemamerikanske frihandelsaftale, om alternativer til nyliberal udannelsespolitik og om kunst og modstand, for blot at nævne et par stykker.
Sideløbende med de mange workshops afholdtes en række paneldebatter om centrale spørgsmål for den sociale bevægelse. Velfærd, krig, racisme og miljø. Her diskuterede repræsentanter fra en lang række sociale organisationer, hvordan den nuværende kurs kan ændres.
– Det var især opmuntrende at se, hvor mange unge, der er tilstede på sådan et møde, sagde David Morales, der som formand for det tekstilarbejderforbundet i Guatemala deltog i en workshop om den kommende frihandelsaftale mellem USA og Mellemamerika.
Kupforsøg?
Under den afsluttende debat om det sociale forums fremtid, fremsatte Jørn Andersen, der repræsenterede Nej til Krig, et forslag om en fælles aktionsdag mod Fogh-regeringen i det sociale forums navn. I den efterfølgende debat bakkede tre af de fem første talere op om forslaget. Alle fem er, ligesom Jørn Andersen, medlemmer af Internationale Socialister, men undlod at nævne dette.
De omkring 40 øvrige organisationer, der deltog i forummet, havde intet forhåndskendskab til dette forslag, siger Pelle Dragsted fra Globale Rødder.
– IS havde haft alle muligheder for at fremlægge deres forslag før eller i starten af det sociale forum, så det havde haft mulighed for at cirkulere blandt de deltagende organisationer. En sådan nøje tilrettelagt manøvre strider mod ånden i de sociale forummer.
– Jeg kan ikke se det som andet end et kupforsøg, og det er jeg sgu’ skuffet over, siger Pelle Dragsted fra Globale Rødder, der var én af arrangørerne bag det sociale forum.
Han mener endvidere, at IS’ernes forslag ville være en katastrofe for Det sociale forum.
– Det sociale forum er et åbent mødested for debat og ikke i sig selv en organisation, der kan optræde som en samlet aktør. Det ville føre til en kamp om linien og det ville ekskludere dele af mangfoldigheden. Idéen om en aktionsdag mod Fogh-regeringen er der ikke noget i vejen med, men det kan ikke ske i Danmarks sociale forums navn, siger Pelle Dragsted.
Forfejlet kritik
– Det er en forfejlet kritik, siger Jacob Neerup fra Internationale Socialister til Modkraft.
Neerup mener, at det var tilfældigt, at fem IS’ere kom på talerlisten samtidig, og nævner, at spørgsmålet om en protestdag mod Fogh-regeringen var blevet taget op tidligere på det sociale forum, blandt andet i en workshop om kamp mod Fogh-regeringen, som IS var medarrangør af.
– Det handler altså ikke så meget om, at vi prøver at kuppe noget igennem, men at Pelle er generet af, at vi er uenige i en dagsorden, som Globale Rødder på forhånd havde sat op.
– Det er rigtigt, at Globale Rødder i forberedelsesgruppen hele tiden har haft den holdning, at at Socialt Forum ikke skal mene noget sammen.
IS er uenig og mener, at Socialt Forum ikke kun skal være ord, men også fælles handling.
– Uenighed er jo ikke det samme som, at vi ikke skal tage diskussionen, siger Jacob Neerup.
– Derfor tog vi så diskussionen åbent på det sociale forum.
Neerup betegner iøvrigt det sociale forum som et »tigerspring frem for den sociale bevægelse i Danmark«.
Inspirerende princip
I principgrundlaget for det første Globale Sociale Forum i Porto Alegre i 2001, som har »inspireret« Danmarks Sociale Forum, står der blandt andet:
»Deltagere skal ikke tage beslutninger i samlet flok, hverken gennem flertalsafgørelser eller ved konsensus, angående udtalelser eller handlingsforslag der kunne involvere alle, eller en majoritet, og som kan opfattes som et grundlag for forummet som helhed.«
Af Sven Gårn Hansen/Monsun
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96