Kvindekamp i Irak

Boligkamp med Kalashnikov

De kom med Kalashnikov-maskingeværer. For et par uger siden opsøgte de Suad Hizamettin i hendes bolig og forlangte, at hun skulle rømme lejligheden og forsvinde. Da hun ikke straks gjorde som befalet, begyndte de at smide hendes møbler ud på gaden. Suad pakkede det mest nødvendige og forsvandt med sine fire børn.

Hun tror, det er udlejeren, som står bag overfaldet. I to måneder havde han forlangt den dobbelte husleje og sagt, at kunne hun ikke betale, måtte hun ud. Men hvorhen?

Ingen hjælp fra befrierne

Truslen mod Suad Hizamettin er ikke et enkeltstående tilfælde. Siden krigens bombardementer holdt op, er huslejerne og boligpriserne eksploderet i den irakiske hovedstad. Årsagen er, det siges ihverfald i Bagdad, at bankrøverne som i de første efterkrigsdage stjal millioner af US-dollars nu vil investere pengene i ejendomme, og det driver priserne opad.

Suad fik ingen hjælp fra sin mand. Han havde kort tid før krigen brød ud giftet sig med en anden kvinde, og ladt sin familie i stikken. Altså gik hun til de US-amerikanske myndigheder og bad dem om at hjælpe hende med at få sin bolig tilbage. Men de afviste hende med et vink. Det er en sag for de irakiske domstole, mente de. Det er imidlertid kun ganske få irakiske domstole, som har genoptaget deres arbejde efter krigen.

Kvindehuset i Adhamiya

Suad og hendes børn måtte overnatte hos bekendte. Men det var fra starten af kun en nødløsning. Der hersker i Bagdad akut mangel på såvel strøm som vand, og Suad ville derfor ikke lægge andre til last længere end højst nødvendigt.

Ved et rent tilfælde hørte hun om kvindehuset i Adhamiya i den nordlige del af byen.

16 kvinder og deres børn, 10 forældreløse og 4 hittebørn deler de få rum i det forfaldne hus ved Tigris-flodens bred. Tidligere blev huset benyttet af efterretningstjenesten. Senge eller skabe er der ikke noget af. Alle har deres ejendele i tasker og poser og har anskaffet sig en bomuldmadras til at sove på. Kvinderne deler køkken, bad og toilet. For at skabe en smule privatatmosfære har de uldtæpper i døråbningerne.

Ikke for åbenlyst

»National Irakisk Menneskerettighedsforening« står der på skiltet over indgangsdøren. Det skal ikke kunne ses ved første øjekast, at dette er et sted, hvor kvinder kan finde beskyttelse, siger Hana Nejim, en talskvinde fra foreningen.

Derfor har menneskerettighedsorganisationen sit kontor lige ved indgangen. Angsten for angreb er stor. Et sted, hvor der lever flere kvinder sammen, får let ry for at fremme prostitution, siger Nejim.

Desuden frygter kvinderne i huset de slægtninge, som opsøger dem med trusler og angreb, fordi de har skadet familiens ære ved at søge tilflugt i kvindehuset.

Hana

Næsten alle kvinderne i huset er hjemløse.

Talskvinden Hana Nejim har selv mistet sin bolig. Før krigen arbejdede hun på kontor og tjente ganske godt. Så blev firmaet solgt og hun blev arbejdsløs og kunne ikke længere betale sin husleje. Hun har været skilt i mange år, og må klare sig gennem skærene alene.

I dag arbejder hun for menneskerettighedsforeningen og hjælper de andre kvinder over for myndighederne, så godt hun nu kan. Da foreningen kun kan betale hende et ganske lille beløb, har hun ikke andet valg end at blive boende i det faldefærdige hus.

Sabah

Sabah Salem, en af de andre beboere i kvindehuset, kan heller ikke huske, hvornår hun sidst var fri for tunge sorger og bekymringer. For fire år siden landede hendes mand i fængsel. Han arbejdede som journalist ved Informationsministeriets dagsavis og ville ikke acceptere at få mundkurv på.

Kort efter blev hendes bror skudt i en familiestrid. Så kom krigen. Hendes hus blev knust af en amerikansk bombe. Skadeerstatning bliver der ikke tale om. Det er en skade som følge af krigshandlinger, siger en talmand fra hæren. Det får man ingen erstatning for.

Efter krigen blev Sabah Salems mand endelig løsladt efter fire år i fængsel. I årevis havde hun forgæves søgt efter ham, men den mand, der nu stod overfor hende, var ikke den samme, som hun havde giftet sig med for 13 år siden. Han var mærket af torturen, voldelig og psykisk skadet. Ægteskabet kunne ikke klare den belastning, og den 40-årige kvinde gik fra ham.

Hun kunne ikke tage til sine egne slægtninge, siger Salem med hæs stemme. De ville aldrig acceptere, at hun havde forladt sin ægtemand. Altså var det kun én mulighed for hende, som tidligere var pianist og kom fra en gammel, velsitueret familie i Bagdad – og det var vejen til kvindehuset ved Tigris-flodens bred.

Kurdiske sejre

Kvindehuset er ikke det første i Irak, men det er det første i Bagdad. I de kurdiske byer Arbil og Suleimaniya har kvindeorganisationer for længst grundlagt en række kvindehuse og krisecentre. Og de har fået genneført en ændring i irakisk retspraksis: Mænd, som myrder kvindelige slægtninge med den begrundelse, at disse har tilsmudset »familiens ære«, fik tidligere nedsat straf eller blev frikendt. Det har de kurdiske kvindeorganisationernes indsats nu sat en stopper for.

Menneskerettighedsforeningen i Bagdads kvindehus håber nu på, at de kurdiske kvinders aktiviteter giver ekko i hele landet.

– I dette tilfælde må vi lære af kurderne, siger Hana Nejim.

Færre forsvinder

Snart vil hun for første gang i sit liv rejse til Kurdistan for at besøge kvindehusene dér og skabe grobund for et samarbejde. Ofte er en flugt meget langt væk den eneste sikkerhed for de kvinder, som er alvorlig truet af deres mandlige slægtninge.

– Under det gamle regime forsvandt kvinder sporløst, uden at nogen kunne gøre noget ved det, siger talskvinden fra menneskerettighedsforeningen. Mindst 500 kvinder er indenfor de sidste to år blevet bortført eller myrdet af slægtninge i det centrale Irak.

Selvom kvindernes situation i Bagdad er meget usikker, så mener Hana Nejim i modsætning til de internationale menneskerettighedsorganisationer ikke, at kvindernes vilkår er blevet dramatisk forværret siden krigen.

– Tidligere kunne vi slet ikke tale offentligt om det og vi kunne slet ikke gøre modstand. Kvinder forsvandt simpelthen og ofte var det regimets repræsentanter og først og fremmest Udai Saddam, der stod bag de uopklarede mord. Overfor dem var vi magtesløse.

Oversat fra det tyske dagblad TAZ af Inge Hansen og Julie Høyer/autonomikollektivets infoservice