Det er landene Costa Rica, El Salvador, Guatemala, Honduras og Nicaragua, der sammen med USA sidder ved forhandlingsbordet om en mellemamerikansk frihandelszone - CAFTA.
Folkelige protester
CAFTA-aftalen vil forpligte de mellemamerikanske lande sig til yderligere privatiseringer af bl.a. vandforsyning, infrastruktur og sygehusvæsen – alle ting som de sociale bevægelser i de centralamerikanske lande har protesteret voldsomt imod.
Samtidig er mellemamerikanske bønder nervøse for, at det statsstøttede amerikanske landbrug vil underminere deres majs-landbrug – som det i stor udstrækning er sket i Mexico efter, at den nordamerikanske frihandelsaftale NAFTA trådte i kraft i 1994.
Har travlt
De folkelige protester har fået amerikanerne til at prøve at fremskynde forhandlingerne, da de vil have bundet landene til aftalen før næste års valg i bl.a. El Salvador.
USA er bange for at nye politiske strømninger i de centralamerikanske lande kan vælte aftalen og de arbejder derfor med en deadline på at afslutte forhandlingerne allerede ved udgangen af 2003.
NAFTA på steroider
CAFTA er en selvstændig aftale, men det er også en af hjørnestenene i USA’s planer om at etablere et frihandelsområde der dækker hele Nord, Syd og Mellemamerika, den såkaldte FTAA-aftale.
FTAA forhandlingerne er på programmet i næste måned ved et topmøde i Miami, hvor de sociale bevægelser har planlagt store protester mod FTAA, det de kalder »NAFTA på steroider«.
Det er vigtigt for USA, at CAFTA aftalen er på plads inden da, og at den lever op til alle USA’s ønsker, for at den kan bruges som murbrækker for USA’s ønsker ved forhandlingerne med de store, skeptiske lande i Sydamerika.
Efter sammenbruddet i Cancun
Efter sammenbruddet af WTO-topmødet i Cancun i september er forhandlingerne om FTAA højt på amerikanernes dagsorden. Den amerikanske delegation udtrykte på et pressemøde i Cancun, skuffelse over sammenbruddet, men at »så må vi bare prioritere de regionale frihandelsaftaler højere«.
CAFTA-topmødet i Houston står, hvad protester og presseomtale angår, i skyggen af næste måneds FTAA- møde i Miami. Et møde der af mange betragtes som en af de sidste chancer for at stoppe den mangeårige proces frem mod ratificering af aftalen, og dermed realisering af de amerikanske frihandelsdrømme i 2005.
Fagligt besøg fra Mellemamerika
En delegation af ledere fra Guatemalas fagbevægelse og menneskerettighedsgrupper er for tiden i Danmark for at diskutere CAFTA’s konsekvenser for bl.a. faglige rettigheder, arbejdsmiljø og lønninger.
Af Sebastian Gjerding/Monsun
Artikler om FTAA hos ftaaresistance.org (eng.)
Artikel om CAFTA cispes.org (eng.)
Mød den guatemaltekiske delegation – se program hos Mellemamerika Komiteen
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96