Annonce

Gadekampe
19. oktober 2015 - 17:20

Ingen tager ansver for Reclaim the Streets gadefest

Christianitter kritiserer Københavns Politi for at lægge ansvar for uroligheder på christianitter efter gadekampe på Christianshavn og Christiania.

Christianitter kritiserer Københavns Politi for at lægge ansvaret for uroligheder og optøjer på Christianshavn fredag den 16. oktober aften på christianitter.

Det skyldes, at optøjerne, ifølge pressemedarbejder hos Københavns Politi Lars Krabbe, ikke havde noget at gøre med en varslet 'Reclaim the Streets'-demonstration samme aften, da ingen fra gruppen ifølge talsmanden mødte op.

Lars Krabbe hævder i stedet, at det var autonome og 'vagter' fra Christiania, der startede optøjerne.

Christanitter er vrede

Det er politisk spin, når politiet siger sådan, mener christianitter, der er vrede på Københavns Politi. De mener, at politiets udmelding skyldes ønske om at få større magtbeføjelser.

- Det er jo oplagt at give Christiania skylden for det, der er sket i fredags. Der kom en del mennesker fra Torvegade, og hvor løber man hen, når politiet går i gang med at rydde gaden? Ind på Christiania?

Politiet var mødt talstærkt op god tid i forvejen, med kampklædte betjente og pansrede vogne, da aktivistnetværket ’Reclaim the Streets’ havde indkaldt til gadefest i nærheden af Christiania. For da ’Reclaim the Streets’ sidste gang havde indkaldt til demonstration på Nørrebro i august, blev der blandt andet smadret ruder hos ejendomsmæglere og på Politimuseet.

Men selvom der i løbet af aftenen blev bygget barrikader, væltet en bil og antændt bål på Prinsessegade, meddelte Københavns Politi altså, at urolighederne efter alt at dømme ikke havde forbindelse med den varslede gadefest. 

Meget tåregas i området

Ifølge vidner, Modkraft har været i kontakt med, blev der brugt uretmæssigt meget tåregas i området omkring skaterfællesskabet Wonderland og ved Musikloppen. Begge steder er beliggende umiddelbart indenfor Christianias mure ud til Prinsessegade, hvor optøjerne stod på.

- Der var jo ingen kampe inde i Christiania. Alligevel smed politiet tåregas, der sivede ind gennem vinduerne til koncerten på Operaen, oplyser Lars Svendsen fra Christiania.

Thomas G. Nielsen fra Christiania TV fortæller:

- At det så blev på Prinsessegade, at kampen startede, er nok mere pga. politiets massive tilstedeværelse. Han fortsætter: - Folk er vrede over de overdrevne straffe for besiddelse af hash og for kropsvisiteringer på åben gade.

Fire anholdte blev hurtigt løsladt igen

Under politiets aktion blev der anholdt fire personer. Ingen af de fire skal dog i grundlovsforhør.

- Der er ikke grundlag for at varetægtsfængsle de sigtede, sagde anklager Helle Just fra Københavns Politi dagen efter urolighederne til Ritzau.

Der er tale om to unge mænd, som begge er sigtet for at udøve vold mod betjente. Volden består angiveligt i, at de har kastet kanonslag mod gruppen af politifolk. En tredje påstået uromager er sigtet for forsøg på vold mod tjenestemand i funktion, mens en fjerde blev anholdt for grov forstyrrelse af den offentlige orden.

Politiet vil nu behandle deres sager og vurdere, om der skal rejses tiltale.

Reclaim the Streets

Det har ikke været muligt for Modkraft at få en kommentar fra 'Reclaim the Streets'.

Men 'Reclaim the Streets' skrev på Facebook, inden siden blev lukket ned i lørdags:

Gårsdagens hændelser skal ses som en direkte konsekvens af politiets vilkårlige repression, i form af ransagninger, sigtelser og chikane, som politiske aktivister og københavnere bliver udsat for på daglig basis, samt den repression vores kammerater blev udsat for efter den sidste ’Reclaim the Streets’-gadefest. Vi er mildest talt pisse trætte af at se vores venner blive brugt som syndebukke af et statsapperat, der efterhånden kan betragtes som en politistat!

Når beslutningstagerne står målløse tilbage, er det kun et tegn på, at vi kun kan råbe dem an, når der er bål i gaderne! Lad det være en advarsel til politikere på borgen, at når i skubber os ud af vores kvarterer og bydele, skubber vi i dén grad grusomt tilbage!

Fuck politiet! Fuck Søren Pind! Og fuck de rige røvhuller, som ikke bare truer os på vores levegrundlag, men også vores blotte eksistens!

//Reclaim the Streets

Redaktion: 
Emneord: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce