Netdemokrati i funktion
Et lille antal såkaldte aktivister og sympatisatører førte fraktioner som KPiD, Globale Rødder og AFA frem i afstemningen, med mistænkelige stemmetal der lå flere hundrede over de nærmeste konkurrenter.
Det er bare netværksdemokrati i funktion, mener nogle af bagmændene.
– Dem, som går så meget ind for deres sag, at de gider bruge timer på at sætte sig ind i deres computerprogrammer og stemme hundrede gange, vinder en fortjent plads som klassekampens avantgarde, udtaler FUCK/ML(p)
Hvis denne tolkning er rigtig, afsløres de såkaldt »anti-autoritære« grupper AFA og Globale Rødder dermed endelig som hemmelige avantgardistiske tilhængere af elitær net-centralisme.
Afslør systemet!
Andre mener, at hele ideen om afstemninger på nettet er pjat, så hvorfor ikke snyde?
– Vi har blot afsløret Modkrafts og nettets repressive tolerance, siger en militant AFA-snyder, på vej til en endnu en blokade af en lovlig politisk forening.
Geniale hackere
– Monsun er bare sure, fordi vi er hurtigere til at fjerne vores cookies end de er, siger en anden anonym snyder.
Snyderiet er sket ved at hemmelige internetaktivister brugte avancerede »hacking«-metoder, for eksempel at fravælge valgmuligheden »Tillad Cookies« i deres browser. En teknik, der kun kendes af få indviede, der har læst programmets brugervejledning, eller kender en, der har.
Monsun bejler efter reklame
Siden journalister på Berlingske Tidende for få uger siden afslørede, at det kapitalistisk-socialistiske firma Monsun, der står bag Modkraft, er en hemmelig terrorbase, har Monsun ifølge en talsmand for PET været i efterretningstjenestens søgelys. Monsun overvejer nu at bede PET udlevere sine overvågningsjournaler for at identificere snyderne.
– Ved at skrive denne meningsløse artikel håber vi også, at vennerne på Berlingske Tidende igen vil skrive om os. De er jo fortrinlige til at skabe opmærksomhed om vores virksomhed, som forresten lige i denne uge har særlig rabat på hjemmesider til maoistiske terrorister, udtaler en anonym salgsdirektør på Monsun.
Af Sven Gårn Hansen
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96