Annonce

17. oktober 2003 - 18:48

Den Danske Forening på gaden

Den Danske Forening (DDF) er en primært jysk funderet forening. Men torsdag den 23. oktober opfordrer de til samling i København foran Christiansborg i protest mod en anti-diskriminationsdemonstration.

En-to-tre demonstrationer

Tanwir Ahmad fra det Radikale Venstre er en af initiativtagerne til den oprindelige demonstration, der er rettet mod regeringens udlændinge politik. Han og de øvrige i initiativet, der kalder sig »Unge mod uretfærdige udlændingelove« er trætte af argumentationen, når der skal strammes på f.eks familiesammenføringer. Initiativet støttes af LO-Storkøbenhavn, muslimske organisationer, Mellemfolkeligt Samvirke, SOS mod Racisme m.fl.

Tanwir Ahmad siger:

– Man legitimerer hele tiden stramninger med, at det gavner de unge. De vil vi ikke være med til. Vi bliver taget som gidsler.

– Derfor vil vi melde klart ud: For regeringen handler det bare om at begrænse antallet af indvandrere.

Om DDFs moddemonstration konstaterer Tanwir Ahmad blot:

– Det er jo en del af demokratiet. Selvfølgelig har de lov til det.

Indvandring er besættelse

Den Danske Forening har siden stiftelsen i 1987 sammenlignet indvandrere og flygtninges tilstedeværelse i Danmark, med den nazistiske besættelse. Det har ikke skortet på forblommede hentydninger om nødvendig »modstandskamp« mod indvandringen. »Tiden er inde til at bruge visse af modstandsbevægelsens erfaringer...« stod der at læse i det andet nummer af foreningens blad.

Den Danske Forenings har tidligere beskrevet deres kampfond, der skal bruges, hvis der»måtte opstå tilstande her i landet, som indebærer, at den Danske Forenings virksomhed må fortsættes på illegalt grundlag«.

Stening på Rådhuspladsen

Ordvalget og argumentationen har ikke ændret sig meget. Den Danske Forening indkalder til en moddemonstration den 23. oktober på Christiansborg Slotsplads – samme sted som »Unge mod uretfærdige udlændingelove« demonstrerer mod regerings udlændingepolitik.

Den Danske Forenings formand, Harry Vinter, skriver på DDFs hjemmeside om demonstrationen:

»Nogle fætre vil imidlertid patruljere rundt om kvindeafdelingen, for kusinerne vil være bevogtet af et korps af stærkt aggressive vagter (eunukker?), som hårdhændet sørger for at holde enhver uautoriseret mand på flere skridts afstand af »deres« piger«.

Harry Vinter mener videre, at en stor del af de kvindelige demonstrationsdeltagere (kaldet »kusiner«) er enige med Den Danske Forening, men forhindres i at give udtryk for det.

Myten om at indvandring er en besættelse af Danmark har ligesom sprogvalg heller ikke forandret sig meget siden 1987:

»Herrefolket. De mere og mere hyppigere muhamedanske demonstrationer har imidlertid et andet og større formål: De skal demonstrere, hvem der har magten i fremtidens Danmark.

Tiden arbejder for kolonisatorerne. I dag er vi kommet dertil, at selv et totalt indvandringsstop ikke vil kunne forhindre muhamedanerne i at føde sig til flertallet i løbet af x antal år. Kun massive hjemsendelser vil kunne afværge et fremtidigt muhamedansk Danmark.

Før vi ved af det, vil vi kunne komme til at opleve stening af danskere, som har forbrudt sig imod Allahs love, midt på Rådhuspladsen i København«.

...og én demonstration til

Endnu et initiativ har besluttet at demonstrere på Slotspladsen på torsdag. En gruppe antiracister mener, at DDF trænger til en god gang multikultur, og derfor vil de også møde op.

Der foreligger kun en løbeseddel fra antiracisterne, hvor de lover musik og dans for et multikulturelt samfund og retten til familiesammenføring.

Læs pressemeddelelse fra Unge Mod Uretfærdige Udlændingelove

Læs løbeseddel fra antifascister

Af Linda Hansen/Monsun

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce