»Gæst hos Fascismen«

Dansk Folkepartis leder, Pia Kjærsgaard ved noget om Taiwan. Hun var der bl.a i 1988 og fortalte begejstret i hendes daværende partiblad »Fremskridt« om WACL:

»Det er en verdensomspændende organisation, der klart har til formål at bekæmpe kommunismen verden over. Dette gode formål giver jeg naturligvis min fulde støtte, og jeg havde da således lejlighed til at holde en tale under kongressen for en indbudt kreds«.

Massermordere en masse

Formålet med WACL forekommer altså Kjærsgaard sympatisk, men hvad hun mener om de øvrige medlemmer af organisationen, kunne ingen finde ud af. Kjærsgaard nægtede nemlig at udtale sig, da journalister dengang i 1988 og siden har stillet kritiske spøgsmål om samarbejdspartnerne i det anti-kommunistiske selskab.

Nogle af de mere bemærkselsesværdige medlemmer er:

Otto Skorzeny: Hitlers erklærede yndlingssoldat og under 2. Verdenskrig kendt som »Europas faligste mand«. Stod bl.a andet bag uddannelsen af »Peter-gruppe«, der likviderede den danske præst Kaj Munk.

Yaroslav Stetsko: Under 2. Verdenskrig ansvarlig for massemord på 7.000 jøder på Balkan.

General Jorge Rafael Videla: Argentinsk diktator fra 1976-83, hvor omkring 25.000 personer »forsvandt« og en million blev drevet på flugt.

Alfred Stroessner: Paraguays diktator, der under massiv international kritik gav husly til den nazistiske læge og massemorder, Josef Mengele.

Mario Sandoval Alarcon: Guatemalas vicepræsident fra 1974-78 for Movimiento de Liberación Naciona, der var ansvarlige for dødspatruljerne under diktaturet.

I bogen »Fascismens internationale net i dag – terrorgrupperne, deres aktioner og bagmænd «, beskrives WACL med fyldig dokumentation som »...et sammenrend af tyske nazister, vesteuropæiske fascister, østeuropæiske eksil-nationalister, asistiske nationalister, amerikanske højreradikale, multinationale koncerner, militærfolk og efterretningsagenter«. (Levinsen og Krûger, 1977)

Pinochet: lykke for Chile

Det virker temmeligt usandsynligt, at Pia Kjærsgaard ikke var klar over, hvilke personer, der var med i WACL. Da hun i 1988 holdt tale for WACL-konferencen, var formanden for den danske afdeling, Erik Dissing ihverfald ikke uvidende om disse. Erik Dissing sagde dengang i et interview i Det Fri Aktuelt om bl.a Otto Skorzeny:

»Ja, men jeg ved ikke, hvor meget han var nazist. Han var en fantastisk dygtig soldat og stod jo bl.a. for den utrolige bedrift at befri Mussolini«.

– Paraguays diktator Alfred Stroessner er med til at finasiere WACL?

»Ja. Og det har vi intet imod. Sandheden er, at Paraguay nærmest er luksuriøst i forhold til de fleste andre lande i den 3. Verden.«

– Hvad med Chile?

»Hvis man ser bort fra alle flosklerne, så er det en kendsgerning, at general Pinochet har været en lykke for Chile«.

Sådan sagde altså den danske formand Erik Dissing.

Pia Kjærsgaard derimod var ikke meget for at uddybe sit forhold til WACL; hun har konsekvent nægtet at udtale sig.

»Tæt kontakt«

Kjærsgaards optræden ved WACL-kongressen på Taiwan var ikke en enlig svale. Kjærsgaard skriver selv i Fremskridtsbladet, at hun allerede to måneder senere, i september 1988, skal deltage i endnu et møde.

Og hun var da heller ikke den eneste højre-rabiate anti-kommunist, der deltog i WACL-netværket. Erik Dissing oplyste, at WACL har »tæt kontakt« med omkring 10-12 politikere fra den danske højrefløj.

Således var tidligere kulturborgmester og viceformand for det Konservative Folkeparti også på Taiwan, hvor han og fruen blev modtaget af organisationens æresformand Dr. Ku Cheng-Kang i hovedkvarteret.

WACL skriver selv, at formålet med Thustrup Hansens besøg var at:

»styrke venskabet mellem Taiwan og Danmark og for at styrke udvekslingen af anti-kommunistiske erfaringer».

Multietnisk aften hos Dansk Folkeparti

Så kulturnattens tema »Taiwan i Danmark« i Dansk Folkepartis lokaler på Christiansborg er næppe en hyldest til multietnicismens glæder. Selvom der bydes på smagsprøver fra det kinesiske køkken, thai-chiopvisning og en the-ceremoni.

Fællesnævneren er den historiske anti-kommunisme, som udbryderen fra Maos Kina, Taiwan, og den ekstreme danske højrefløj kan og kunne enes om.

Og hvor målet var vigtigere end midlerne – og samarbejdspartnerne.

Af Linda Hansen/Monsun