Mere end 40.000 Facebook-brugere i Danmark har tilmeldt sig demonstrationer, der byder flygtninge velkommen, heraf alene 34.000 i København. Demonstrationer i 40 byer verden over.
»Vi vil lade alle flygtninge vide, at de er velkomne!«, lyder det i indkaldelser til demonstrationer den 12. september verden rundt.
Demonstrationerne får massiv tilslutning på det sociale medie Facebook, hvor over 40.000 brugere i Danmark på forhånd har tilmeldt sig demonstrationerne. Selv om demonstrationerne næppe når op i den størrelsesorden, må der alligevel forventes mange på gaden.
I Danmark vil der være demonstrationer i København, Aarhus, Odense, Aalborg og Padborg.
I København finder demonstrationen sted på Christiansborg Slotplads med dominans af talere uden tilknytning til de politiske partiet. Musikalsk underholdning vil Outlandich, Wafnade, Caroline Henderson, Shaka Loveless m.fl. levere.
Initiativet til demonstrationerne blev taget allerede før flygtningetilstrømningen til Danmark i starten af september for alvor tog fat – og det er resultat af et fælleseuropæisk initiativ:
»Dette vil være en dag hvor solidaritetens Europa kan tale ud i sin mangfoldige stemme. Vi ønsker at folk overalt i Europa skal protestere, holde velkomstfester, organisere konvojer, vælte grænser osv. osv.«, skriver arrangørerne på Facebook.
Det henviser til de omfattende solidaritetsytringer og civile initiativer til støtte og hjælp til flygtninge over hele Europa:
»Den seneste tid har vi set et væld af solidaritetserklæringer: Fra talrige frivillige, der hjælper i Grækenland; fra Island hvor mere end 11.000 mennesker har lovet at stille deres hjem til rådighed for flygtninge; fra Østrig hvor 30.000 mennesker gik på gaden for at kæmpe for flygtninges rettigheder; fra Tyskland hvor folkemængder tager imod flygtninge med blomster og åbne arme; fra Danmark hvor civilsamfundet med venlighed bygger bro til vores nye medborgere«.
I Danmark er der fem demonstrationer:
København kl. 13 på Christiansborg Slotsplads
Aarhus kl. 13 ved Vor Frue Kirke – fra kl. 14 i Botanisk Have
I Odense på Gråbrødre Plads kl. 14
I Padborg kl. 13 ved Kruså Grænse
I Aalborg kl. 12 i Karolinelundparken
Internationalt er der demonstrationer i Storbritannien, herimellem af fodboldfans, Irland, Tyskland, Holland, Belgien, Finland, Norge, Sverige, Østrig, Schweitz, Italien, Frankrig, Portugal, Spanien, Grækenland, Tyrkiet, Cypern, Slovakiet, Bosnien, Bulgarien, Polen, Slovakiet, Letland, Litauen og Tjekkiet.
Uden for Europa vil der være demonstrationer i blandt Australien og USA
Se oversigt over demonstationerne på Facebooksiden for demonstationen i København.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96